Turisterne har for alvor fattet interesse for Christiansfeld. Siden brødremenighedsbyen blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste 4. juli, er antallet af besøgende steget kraftigt.

Den voksende interesse mærker man tydeligt i Christiansfeld Centret, som er byens viden- og informationscenter.

”Vi har strøm af gæster uden lige. Siden vi blevet optaget på UNESCOs verdensarvslivet har vi i gennemsnit haft 306 besøgende hver dag mod normalt 66, og da vi fejrede udnævnelsen sidste mandag, blev der sat rekord med 1468 besøgende,” oplyser Annemette Løkke Berg, som er leder af Christiansfeld Centret.

Udstilling om verdensarven

En af de ting, som trækker i Christiansfeld Centret i øjeblikket, er en ny udstilling på dansk, engelsk og tysk, som fortæller om Brødremenigheden og byens særlige værdier. Til udstillingen er der gratis entré. Mange besøger også Søstrehusets butik Karibu, hvor man bl.a. kan købe bøger, kort, postkort og Brødremenighedens særlige adventsstjerne.

”Hovedparten af gæsterne er danskere. En del kommer faktisk fra Kolding Kommune, men der er også gæster fra andre dele af landet, som enten er på ferie eller har arrangeret en tur for at opleve den nye UNESCO-attraktion. De udenlandske turister er også for alvor begyndt at komme – især tyskere og nordmænd,” fortæller Annemette Løkke Berg.

Masser af guidede ture

I anledningen af UNESCO-udnævnelsen tilbyder Christiansfeld Centret ekstra omvisninger i byens historiske bykerne. I hele juli måned er der guidede byvandringer mandag-lørdag kl. 11 og kl. 14. Turene, som koster 60 kr., starter fra Christiansfeld Centret.

”Antallet af deltagere pr. tur er nogenlunde som tidligere, men da vi har flere end dobbelt så mange ture sammenlignet med sidste år, kan vi også her tydeligt mærke effekten af UNESCO-udnævnelsen,” forklarer Annemette Løkke Berg.

Tilbud til børnefamilier

Et af de nye initiativer i år er tilbud til børnefamilier. På hverdage kl. 13 er der rundvisninger specielt velegnede for familier med børn i alderen 5-12 år. Mange børnefamilier henter også en quiz i Christiansfeld Centret, hvor man kan drage i musen Christians fodspor og undervejs finde svar på en række spørgsmål.

”Det er dejligt, at vi er kommet i kontakt med en helt ny målgruppe, så vi også kan tilbyde børnefamilier gode oplevelser i den gamle bymidte. Christiansfeld emmer jo af gode historier, der bare skal fortælles på den rigtige måde,” siger Annemette Løkke Berg.

Ikke bare et hurtigt visit

Centerlederen fornemmer også en lidt anderledes holdning blandt de gæster, som besøger Christiansfeld.

”Tidligere var der mange, som lige kikkede hurtigt forbi, når de lige var i nærheden, men nu stikker interessen dybere. Gæsterne bruger tid i byen. Det kan vi mærke i Christiansfeld Centret, og de samme meldinger får vi også fra hotellet, fra honningkagebagerne og de øvrige forretninger. Turisterne vil virkelig Christiansfeld,” siger Annemette Løkke Berg.