I 2016 fik de fleste kommentatorer og nyhedskanaler et chok, da Donald Trump vandt præsidentvalget. Det meste af taletiden blev brugt på at forklare, ”hvordan det kunne ske”, når nu meningsmålingerne så overbevisende havde spået en sejr til modstanderen, Hillary Clinton. Og det diskuteres endnu i 2023, mange år senere.
Men en ting lader mange til at være enige om: Der var tale om et oprør mod eliten. Her repræsenterede Trump en udtalt vrede mod det indforståede og aftalte spil i Washington. De politiske rævekager var en af hans retoriske redskaber, hvor han beskyldte politikerne i den amerikanske hovedstad for at mele deres egen kage uden nævneværdig interesse for den almindelige amerikaner. Eller den amerikanske storkapitals enorme indflydelse på valgene af præsidenter, embedsfolk, anklagere og dommere. Her pralede Tump med, at han selv betalte sin valgkamp. Udover den generelle morskab ved at se ham gå i krig med den velpolerede elite, så var der også en bred opbakning til galskaben.
Sagen er den, at store dele af den vestlige verdens politik påvirkes betydeligt af, hvem der har magten i USA. Det gælder ikke mindst for krigen i Ukraine. Men også for samarbejdet mellem EU og USA. Under Trump virkede de europæiske politikere handlingslammede og forvirrede. Den betjening og retorik de var vandt til fra USA, forsvandt fra den ene dag til den anden. For i USA smider man hele embedsapparatet i regeringen ud, når der kommer en ny præsident. I 2016-2020 var det således Donald Trumps folk, der på præsidentens vegne gik hårdt til partnerne i de Europæiske lande.
Selvsagt var forløsningen i Europa stor, da Joe Biden vandt over Donald Trump. Siden 2021 har man været tilbage til ”business as usual”. Men. Man lever på lånt tid. For Biden er tydeligvis alderssvækket. Selvom han har erklæret, at han genopstiller som præsident, så tegner der sig et demokratisk parti i dyb krise. I USA er 69% af den amerikanske befolkning uenige med Biden-administrationen i den omfattende omfavnelse af identitetspolitikken, hvor LGBT+ dagsordenen har nået helt nye højder. Det er mange amerikanere, der ikke kan se sig selv i parolerne, og hvor de massivt er begyndt at boycotte virksomheder, der udstiller deres identitetspolitik. I går Tweetede Det Hvide Hus, at man havde ”ryggen” på LGBT+-befolkningen. Retorikken skal ses i lyset af, at det er begyndt at give alvorligt bagslag for det demokratiske parti, at de er så massivt tilstede i den meget konfrontatoriske debat om, hvorvidt der overhovedet findes mænd og kvinder.
Republikanerne har fundet det emne, de vil genvinde magten på. Fordi det har folkelig appel. Kristne amerikanere er forargede, og der er ikke ”kun” tale om ”højreorienterede”. Hvis man vil vinde et præsidentvalg i USA, så skal man havde den brede masse på midten med sig. Det lykkedes for Joe Biden i 2020, hvor han solgte sig selv som ”den lille mands” ven. Men kort tid efter hans indsættelse som præsident, begyndte den massive identitetspolitiske dagsorden at tage over. Siden har den fyldt rigtig meget i Bidens administration, der trodsigt har stået fast på en politik, der bringer demokraterne længere og længere væk fra de vælgere, de skal bruge i 2024, hvis de vil beholde regeringsmagten.
Det er svært at få øje på alternative kandidater til Joe Biden i det demokratiske parti. Den største trussel indefra er Robert Kennedy Jr., der går til valg med en græsrodsbevægelse i ryggen, men som frem for alt er ”the real deal”. I modsætning til Biden er han ikke den traditionelle karrierepolitiker, men forankret i en systemkritisk tilgang til det amerikanske samfund, hvor han i sær kritiserer de tætte forbindelser mellem medicinalindustrien, medierne og politikerne. Eller mellem politikerne og storkapitalen. Hans kampagne har indtil videre vakt betydelig opsigt, selvom den bliver kørt for meget beskedne midler. Det demokratiske parti vil dog gøre alt for at undgå ham, og selv når man kommer ind i primærvalget, vil det blive svært for Kennedy at få rimelige debatmuligheder mod Biden. Dertil at Biden for svag, og det er tydeligt at se.
De mange retoriske og symbolske meldinger fra Europæiske politikere, der vil begrænse ”amerikanske tech-giganter”, have ”streamingskat” eller udvide censuren på internettet, vil få helt andre toner fra Washington, hvis republikanerne vinder præsidentvalget. Man lever derfor på lånt tid. For det tyder på at demokraterne via deres massive støtte til identitetspolitikken, har savet den gren over, de sidder på:
Den gennemsnitlige amerikaner har fået nok.
I stedet for at omfavne midtervælgerne og være mere nuancerede, har man valgt den hårde konfrontation, hvor udvidelsen af begreber som ”hadtale” over selv banale ytringer, censur via regeringsapparatet med pres på sociale medier og udbredelse af de mest kontroversielle påstande om biologiske forhold, gør det praktisk talt umuligt for demokraterne at overleve et valg et stort land, der er så kristent og religiøst som USA.
