På baggrund af de negative erfaringer man har høstet i kommunen afskaffes koncernstrukturen nu. En mere klassisk organisationsledelse ser dagens lys fra 1. august, og det betyder flere at flere stillinger vil blive slået op, lyder det fra Fredericia Kommune i en mail.

– Det er fortsat direktionens vurdering, at tiden er til at skabe en klassisk kommunal organisering. Det første, der skal til for at opnå det, er, at koncernmodellen ændres, og der i stedet bygges en organisering med en klassisk kommunal opbygning med fagforvaltninger og stabe. Hovedmedarbejderudvalget har i deres høringssvar spurgt, om det ikke er tid til at ændre betegnelse fra koncernmodel til noget, som signalerer en mere klassisk organisationsmodel. Dette imødekommes med denne ændring, skriver man i notatet, der præsenterer den større ændring af ledelsesmodellen i Fredericia Kommune.

Tidligere på ugen lavede Madsbyparkens Leder, Kasper Findahl, en opdatering på LinkedIn, hvor der stod, at han var ny konstitueret koncernchef for idræt i Fredericia Kommune. Derfor kontaktede vi både Kasper Findahl og Fredericia Kommune, hvor førstnævnte meddelte, at vi kunne kontakte ham i slutningen af indeværende uge. Kommunikationschef i Fredericia Kommune, Mie Spuur Simonsen, oplyste ved samme lejlighed, at det er en nyoprettet stilling, der vil blive slået op til efteråret.

Sådan ser den nye ledelsesstruktur ud i Fredericia Kommune. Der er en del nye, konstituerede stillinger. Blandt andet til Mie Spuur Simonsen.

Onsdag klokken 16:11 sendte Mie Spuur Simonsen en e-mail til os med de nye organisationsændringer. Nye Borgerliges byrådsmedlem, Karsten Byrgesen, oplyste senere, at han modtog ændringerne 37 minutter inden organisationsdiagrammet med tilhørende bilag på ti sider. Da vi onsdag aften kontaktede flere af partierne, ønskede de ikke at udtale sig endnu. Borgmester Steen Wrist henviste til kommunaldirektør Camilla Nowak. Den eneste, der ville udtale sig var Enhedslistens Cecilie Roed Schultz, der oplyser følgende i en SMS:

– Det er et mere klassisk organisations-diagram vi er blevet præsenteret for, denne gang. Det tror jeg er godt. Tiden er ikke inde til at eksperimentere eller opfinde dybe tallerkener. Medarbejderne skal have noget forudsigelighed og noget mere velkendt. Der er brug for tryghed. Det er vigtigt, at der kommer ro på og at der er de folk der skal være. Det har også været vigtigt for mig, at magten bliver fordelt på flere. Det vores konstituerede kommunaldirektør har præsenteret for byrådet er forhåbentlig med til at sikre netop dét. 

Organisationsdiagrammet.

Ændringer blev fremlagt d. 12. maj

Ændringerne har været undervejs i nogen tid, men er først blevet kommunikeret ud nu. Blandt andet kommer der en afløser for Tommy Abildgaard som økonomi- og personalechef efter, at han blev afskediget tidligere på året. Det oplyser Mie Spuur Simonsen i en e-mail:

– Direktionen har fremlagt nye organisering for ledere og medarbejdere den 12. maj, efter en god og konstruktiv proces. Hertil, har det tekniske område gennemgået en særskilt proces for den underlæggende organisering, der er meldt ud i dag. Selve organiseringen er træder i kraft 1. august 2021. (….)

– Den samlede nye organisering ses i forlængelse af, at Fredericia Kommune er i en spændende udvikling. Nogle ville sige, at vi de senere år har trykket på speederen, og det er positivt, for her skal være godt at bo, opleve, arbejde og drive virksomhed. Direktionen må også erkende, at vi som kommune står i en ganske særlig situation, der kalder på et servicetjek af primært det øverste administrative niveau, så vi indretter os med klare roller, ansvar og arbejdsgange. Direktionen vil med den nye organisering styrke sammenhængskraften og organisere Fredericia Kommune om kerneopgaven, så videndeling og samspil prioriteres – både vertikalt og horisontalt – i organisationen, skriver kommunikationschefen.

– Direktionen har ligeledes fundet det nødvendigt at omorganisere forud for, at stillingerne som hhv. kommunaldirektør, direktør for Vækst, Teknik og Klima og stabschef for Økonomi, Personale og IT kunne slås op. Der er brug for ro og forudsigelighed i organisationen ovenpå stor uvished. Derfor sker ændringerne nu, så der kan bygges videre herpå og sikres stabilitet. Det er derfor et selvstændigt opmærksomhedspunkt i de tre rekrutteringer, at der ikke lægges op til organisationsændringer i Fredericia Kommune foreløbig, tilføjer Mie Spur Simonsen.

Kritiske poster besættes nu

– Som en konsekvens af flere ledige stillinger på ledelsesniveau, har direktionen valgt hurtigst muligt at konstituere på de mest kritiske poster i organisationen. Det sker frem mod, at der bliver formelt rekrutteret til rækken af lederstillinger efter sommerferien. Stillingerne vil således komme i opslag. Hjemmesiden vil også blive opdateret 1. august, når organiseringen træder i kraft, slutter Mie Spur Simonsen i mailen.

Dermed ændres den koncernmodel, som byrådet vedtog politisk i 2019.

Flere direktører ansættes

– Der vil fremadrettet være en direktion, som består af kommunaldirektøren og de tre direktører, og som understøttes af de to stabschefer. Direktørerne og stabscheferne refererer til kommunaldirektøren. Herudover vil der være en strategisk chefgruppe, samt div. mødefora på topledelsesniveau, som skal sikre samarbejde på tværs, skriver man i notatet.

– Direktionen er det øverste administrative ledelsesniveau i kommunen, og direktionens ansvarsområde er derved kommunens samlede virke. Direktionen har det overordnede ansvar for den strategiske og daglige ledelse af hele kommunen og for den politiske betjening af hele byrådet. Direktionen er ansvarlig for, at organisationen omsætter byrådets beslutninger og udmønter dem via den daglige drift og udvikling. 

En strategisk chefgruppe ser dagens lys

Udover direktionen er der en strategisk chefgruppe på tværs af kommunen, bestående af direktionen, fag-, stabs-, og sekretariatschefer. 

– Den strategiske chefgruppe er afgørende i forhold til at skabe sammenhæng mellem det politiske niveau, direktionen og driften. De er bindeleddet både opad og nedad i organisationen og skal sikre feedback, helhedstænkning og samarbejde på tværs af forvaltningsområderne, ligesom de skal oversætte de politiske informationer og direktionens intentioner. De skal hver især, og som gruppe, være garant for, at der ikke sker suboptimering, både fagligt og økonomisk, og skal på den måde fungere som samlet ledelsesteam for hele kommunen. Samarbejde på tværs og et fælles ansvar for kommunen er et helt centralt element i Fredericia Kommune. 

De tre forvaltninger 

Fredericia Kommune organiseres i tre fagforvaltninger. 

1. Børn, Unge og Kultur (som består af et sekretariat og fem fagområder, hhv. 1. Skole, Dagtilbud og Fritid, 2. Familie og Børnesundhed, 3. Uddannelse, 4. Kultur og Turisme og 5. Idræt) 

2. Beskæftigelse og Velfærd (som består af et sekretariat og fire fagområder. 1. Myndighed, Voksen og Senior, 2. Social og Handicap, 3. Senior og Sundhed, og 4. Beskæftigelse og Borgerservice) 

3. Vækst, Teknik og Klima (som består af et sekretariat og tre fagområder Klima, Myndighed og Bosætning, Drift og Service samt Teknik og Anlæg) 

Organisering og samarbejde på tværs – mødefora 

For at sikre den rette ledelse, det tætte samarbejde og koordinering på tværs, vil der i den nye organisering bl.a. være følgende mødefora på topledelsesniveau: 

  • Borgmester- og direktionsmøde en gang om ugen 
  • Direktionsmøder en gang om ugen 
  • Strategiske chefmøder møder hver uge. Den ene uge et kort statusmøde og den anden uge et længere strategisk møde 
  • Stabs- og sekretariatschefmøder – mødekadence aftales 
  • Chefmøder indenfor forvaltningerne – mødekadence aftales 
  • Div. ad hoc mødefora på tværs af opgaver og forvaltninger 

Økonomien er på plads ifølge Fredericia Kommune. Finanseringen er dog pakket ind i ord og ikke tal i det medsendte materiale. Men det arbejder vi naturligvis på at få klarhed over.

– Den nye organisering sker som udgangspunkt inden for den samme økonomiske ramme og med de samme mennesker. Der vil således ikke ske afskedigelser i forlængelse af omorganiseringen, ligesom der ikke vil blive reduceret i stillinger eller ske besparelser i forhold til den borgerrettede service. Den nye organisering vil b.la. blive finansieret via en række ubesatte chefstillinger, som indgår i den nye organisering. Ligeledes vil vakante medarbejderstillinger kunne blive brugt anderledes fremadrettet. Finansieringen af organisationsændringen på Vækst, Teknik og Klimaområdet er allerede besluttet på økonomiudvalgsmødet d. 19. april, står der i notatet.

En arbejdsplads, hvor kulturen er båret af tillid, tryghed, ordentlighed og gennemsigtighed

– Politiske ambitioner og forvaltningens faglighed skal gå hånd i hånd i et gensidigt samarbejde, hvor de politiske takter sætter retningen, og de faglige toner sikrer kvaliteten i opgaveløsningen. Det kræver, at vi både har samarbejdskultur og arbejdsgange, der fordrer et godt samspil, og at der er tilstrækkelig rolleklarhed og administrativ understøttelse i stabe og fagsekretariater til at kunne løfte opgaven.

– Det er direktionens klare intention, at vi med denne organisering skaber en robust organisering, som vil understøtte vores mål om at være en arbejdsplads, hvor kulturen er båret af tillid, tryghed, ordentlighed og gennemsigtighed. Organiseringen bygger således videre på kommunens styrker og er justeret, hvor der har vist sig et behov. En organisering, som efter vores bedste overbevisning i endnu højere grad kan sikre fokus på kernedriften og dermed borgernes velfærd. 

Kommunaldirektøren får et nyt selvstændigt sekretariat

– Byrådssekretariatet flyttes, sammen med Kantinen på rådhuset, ud af Fællessekretariatet og bliver et selvstændigt sekretariat. Dette med henblik på at styrke den politiske betjening, og sikre en tydelig sammenhæng til den øverste ledelse, bl.a. ved at placere sekretariatet direkte under kommunaldirektøren og sætte fokus på sekretariatet som en vigtig enhed i forhold til understøttelse af det politiske niveau. 

Idræt oprettes som fagområde

– Derudover oprettes et nyt fagområde for Idræt. Idræt er et område, der har politisk stor bevågenhed og prioritet. Det har det via Fredericias DNA, men også fordi det er et komplekst område med mange interesser og samarbejdspartnere, der kræver en tydelig strategisk ledelseskraft. Derfor skilles det ud fra Kultur og Idræt, og der ansættes en fagchef på området. Idrætsområdet vil bestå af Fredericia Idrætscenter, Madsbyparken og de konsulenter, der i dag arbejder med Idræt. I forhold til idrætsområdet er der i høringsmaterialet opmærksomhedspunkter, der gør, at direktionen vil evaluere opdelingen indenfor området igen efter et år eller i forbindelse med, at stillingen som chef for Idræt slås op. 

Læs alle ændringer her

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
1 Kommentar
Ældste
Nyeste Mest bedømte
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Brian Magnussen
Brian Magnussen
04:26 - 10. juni 2021 04:26

Det lyder helt fint alt sammen, Til jeg læste ned til ordet “Magten” Et så forstokket gammelt udtryk har ikke sin gang i et demokrati, Og der burde ikke være en magt der styrer et demokrati, Magten det var noget med besættelsesmagten og det undrer mig at politikere de overhovedet kan finde på at bruge det efter 1945. Særligt en politiker der er i et parti der har som mål at staten Israel skal slettes af landkortet.