Ribe-Esbjerg har endnu ikke tabt en hjemmekamp i denne sæson, og der venter derfor en svær opgave i aften.
Ribe-Esbjerg har hidtil i sæsonen spillet hjemme mod Mors-Thy, Nordsjælland, Lemvig-Thyborøn, Bjerringbro-Silkeborg og HC Midtjylland, hvor det enndu ikke er blevet til nederlag. De spillede uafgjort mod BSH, men i resten af kampene har de sejret.
Efter nogle sæsoner med store armbevægelser, og dyrt betalte spillere, er der kommet ro på skuden i den sydvestjyske klub, der har Anders Thomsen som træner. Thomsen har fået sat skik på holdet, der ikke længere har så højt profilerede spillere, men i stedet har hentet spillere som de skal bygge. Det gælder blandt andet de to unge spillere Magnus Haubro og Andreas Søgaard, der er kommet til klubben fra Skive, og som faktisk fra dag et har præsteret i Ribe-Esbjerg. Det kombineret med eksempelvis rutinerede Jonas Larholm har vist sig som et godt match.
FHK kommer til kampen med selvtillid. Senest blev det til en flot sejr på 34-32 mod TTH Holstebro, selvom fredericianerne til det opgør var hårdt ramt af skader. I forhold til det opgør er James Junior Scott formentlig med igen, og derudover har man fået tilgang af keeperen Kim Sonne-Hansen, der i resten af sæsonen skal være et supplement til Thorsten Fries, da Emil Tellerup formentlig er ude af resten af 2022 med en brækket hånd.
Det stiller FHK i en noget bedre situation. Bagkæden er bredere, og ikke mindst har man et supplement til Thorsten Fries i målet i tilfælde af, at han ikke rammer niveau eller bliver skadet. Nu er eneste problematik, at Anders Kragh Martinusen er ude med en skadet skulder. Det er ikke givet, at Nicolaj Nørager igen brænder den af fra en uvant position, og så er det op til enten Mads Christiansen eller Nikolaj Petersen at løfte opgaven.
Til gengæld viste FHK mod TTH, at de kan spille et meget effektivt syv mod seks-spil, og lykkes det ikke i det etablerede angreb, kan Gudmundur Gudmundsson igen finde det værktøj frem og benytte det.
Der er kampstart mellem Ribe-Esbjerg og FHK klokken 18:30.