Klokken 19.20 i går opdagede to 11-årige piger en mand, der sad i en hvid bil og holdt øje med dem. Manden var iført hue og mundbind. Nu efterlyser Fyns Politi vidner.

– Omkring 19.20, i går aftes på Lillebæltsvænget i Middelfart, lagde to 11-årige piger mærke til en mand, der sad i en hvid bil med mønster eller skrift på. Manden var svær at genkende for de to piger, idet han bar hue og mundbind, fortæller vagtchef Peter Vestergaard fra Fyns Politi til Middelfart AVISEN.

Manden løb efter pigerne

De to piger havde bidt mærke i, at man kiggede efter dem, og da han åbnede bildøren, løb de.

– Pigerne føler, at manden holdt øje og kiggede meget på dem. Da han stiger ud af bilen, får de benene på nakken og skynder sig væk. Manden løber efter dem, men de når væk. Der når ikke at være kontakt mellem parterne. forklarer Fyns Politi.

Vagtchef Peter Vestergaard håber, at læserne kan hjælpe dem.

– Vi hører meget gerne fra vidner, der har opholdt sig i området, så vi kan komme lidt nærmere, hvem der er tale om i den hvide bil, slutter Peter Vestergaard.

Ved du noget, kan du kontakt Fyns Politi på 114.

Skriv en kommentar