Det kan true livet i især de mindre byer, hvis techgiganter som Amazon får frit spil i Danmark. Derfor er regeringens nye initiativer meget glædelige, fordi de kan være med at sikre fair konkurrence i detailhandlen i Danmark, mener SMVdanmark.

Regeringen har netop fremlagt en lang række initiativer, der skal stramme kravene til techvirksomheder som fx Amazon og sikre den frie konkurrence.  

Initiativerne får ros fra SMVdanmark, der organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder i Danmark. 

“Det er meget glædeligt, at regeringen er opmærksom på, at en så gigantisk spiller som Amazon kan være en kæmpe trussel mod små danske detailbutikker og det lokale butiksliv i især mindre byer,” siger Jakob Brandt, adm. direktør i  SMVdanmark.  

Erfaringerne fra Amazons fremmarch i udlandet bekymrer Jakob Brandt. 

“I fx Tyskland og England har Amazon sat sig tungt på nethandlen og været med til at ændre forbrugernes adfærd på nettet. Regeringen skal derfor have ros for, at den nu arbejder målrettet på at sikre, at techgiganter som Amazon ikke kan ødelægge den fair og lige konkurrence, vi stræber efter i Danmark,” siger han. 

Han understreger, at web-platforme, hvor mindre virksomheder kan nå ud til et stort publikum, er en god ting, men at det er et problem, hvis platformene får så stærk og dominerende en position, at de kan bestemme spillereglerne og kvæle de mindre virksomheder økonomisk. 

“Portaler som Amazon kan indrette deres systemer, så fx udenlandske detailhandelskæder får fortrinsret, når forbrugerne søger efter produkter, fordi kæderne betaler mere til Amazon. Det kan fuldstændig klemme den mindre butik. Det er de små butikker, der skaber livet i byerne, udgør rygraden i det lokale erhvervsliv, og som betaler skat til velfærdssamfundet. De har også ofte en stor aktie i, at foreningslivet trives i de mindre samfund. Misforstå mig ikke – konkurrence er godt, men det skal være fair og lige, og det bliver det ikke, hvis de store kan betale sig til at stå forrest i portalernes udstillingsvindue,” siger han.  

Han peger også på, at Amazon har så gigantiske mængder af forbrugerdata, at den enkelte forbruger hele tiden kan påvirkes og skubbes i retning af de produkter, som detailgiganterne helst vil sælge. 

“Det har derfor stor betydning, at de danske myndigheder får redskaber, så de kan håndhæve konkurrence- og markedsføringsreglerne, sikre gennemskuelighed og forhindre monopoldannelse. Det er regeringens udspil et rigtigt godt skridt i retning af,” siger Jakob Brandt. 

Skriv en kommentar