En børne- og familieadvokat fra Vejle har i flere år udsat sine klienter for grænseoverskridende og seksualiseret adfærd. Som det er i dag, er der ingen regler for, om det er ulovligt. Men står det til SF’s retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt, så skal det ændres, så man beskytter sårbare klienter mod den magt.

– Den her sag er rigtig grim, og det kan ikke passe, at man som advokat kan udnytte den magt og juridiske viden, man har, til at tvinge nøgenbilleder eller ulovligheder ud af sårbare folk, som håber på at vinde en svær familiesag, siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

For nylig fik SF vedtaget, at præster ikke må udnytte deres position til at udnytte sjælesørgende seksuelt, som i forvejen er ulovligt for psykologer og læger. Det er det samme smuthul for advokater, Karina Lorentzen Dehnhardt, vil have lukket.

– Der er ingen tvivl om, at sådan som sagen er beskrevet, så er adfærden så grænseoverskridende, og det skal der sættes en stopper for nu. En klient må aldrig føle sig presset til at dele nøgenbilleder eller have sex med en advokat i håbet om at vinde en sag, siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

Hun vil derfor tage sagen op med ministeren og spørge til, om han vil indføre en lignende ordning for advokater, som den, der for nyligt blev vedtaget med præster. Desuden vil hun have en redegørelse for, hvilke erhverv hvor det ikke er ulovligt at udnytte sin position på den her måde overfor sårbare folk.

– Ingen skal frygte for at blive krænket, når de søger om hjælp i en sårbar situation. Derfor håber jeg også ministeren vil være med på en lignende ordning, som den vi har fået indført med præsterne, siger Karina Lorentzen Dehnhardt, SF’s retsordfører.