Regionsrådet vedtog i mandsags, at regionens fødeplan revideres, så alle førstegangsfødende nu kan blive op til to dage på barselsafdelingen efter fødslen eller få et hjemmebesøg af en jordemoder dagen efter fødslen. Den nye rettighed finansieres af midler fra finansloven for 2022.

To dages barselsophold på sygehuset, hjem 4-6 timer efter fødslen eller en overnatning på sygehuset? Det er de tre muligheder, førstegangsfødende nu kan vælge imellem, når de har født på et sygehus i Region Syddanmark.

Den seneste finanslov betyder, at Region Syddanmark har valgt at revidere regionens fødeplan, som blev godkendt i februar 2022. I Region Syddanmarks nye fødeplan var det oprindeligt skrevet ind, at kvinden og det nyfødte barn som udgangspunkt udskrives fra sygehuset inden for 24 timer, når fødslen er forløbet normalt. Men så kom finansloven for 2022, der indeholdt en aftale om 100 mio. kr. til regionerne i 2022 og 2023 til fødselspakken ”En god start på livet.”

Pakken indeholder blandt andet en ny rettighed til, at alle førstegangsfødende nu kan blive op til to dage på barselsafdelingen efter fødslen eller få et hjemmebesøg af en jordemoder dagen efter fødslen. Den nye rettighed har betydet, at regionens fødeplan er blevet revideret.

– Tryghed og ekstra tid til at komme ind i den nye rolle som forældre er alfa og omega for starten på det nye familieliv. Vi har hele tiden prioriteret, at familier, der havde brug for mere tid og hjælp, kunne få det, men nu er det blevet til en rettighed. Familierne får med vores revision af fødeplanen mulighed for at vælge den form for barsel umiddelbart efter fødslen, som passer dem bedst. Nogle familier vil finde tryghed i at blive to døgn på barselsafdelingen, mens andre hellere vil hjem så hurtigt som muligt med visheden om, at de kan få besøg i hjemmet af en jordemoder dagen efter og igen efter to eller tre dage. På den måde mener jeg, vi giver alle fødende og deres familier den bedst mulige start på livet, siger formand for Sundhedsudvalget i Region Syddanmark Mette With Hagensen (S).

Også Pernelle Jensen (V), der er medlem af Sundhedsudvalget, glæder sig.

Vi godkendte en vigtig ændring af fødeplanen, nemlig at alle førstegangsfødende nu får ret til at blive på sygehuset i to dage efter fødslen, såfremt de ønsker det. Det bliver dermed op til den enkelte familie at vælge, hvad der er det rigtige for dem. Man kan vælge at tage hjem efter nogle timer og få et hjemmebesøg dagen efter, blive en overnatning og få et hjemmebesøg 48-72 timer efter fødslen eller blive de 2 dage efter fødslen. Det er således op til familien at vælge, hvad der er mest trygt for dem og deres nyfødte. Jeg glæder mig til at følge det og se, hvad familierne vælger og glæder mig over denne nye rettighed, som de fødende har fået, siger hun.

Tre forskellige valgmuligheder

Som udgangspunkt vil kvinden og det nyfødte barn med den reviderede fødeplan stadig kunne udskrives 24 timer efter et normalt forløb, hvis de ønsker det, men førstegangsfødende og deres familier kan nu vælge mellem tre forskellige muligheder:

Førstegangsfødende:

  • Ønske om indlæggelse: Familien kan blive på sygehuset op til 48 timer efter fødslen.
  • Udskrivelse 4-6 timer efter fødslen: Familien kontaktes telefonisk og får hjemmebesøg af jordemoder dagen efter fødslen, hvor fokus er på familiens trivsel herunder barnets ernæring. Derudover kommer jordemoderen også hjem til familien 48-72 timer efter fødslen. Her vil fokus også være på familiens trivsel ligesom der vil blive lavet hælprøve og hørescreening på barnet.
  • Udskrivelse efter en enkelt nat: Familien kontaktes telefonisk og får hjemmebesøg ved jordemoder 48-72 timer efter fødslen, hvor der bl.a. bliver foretaget hælprøve, hørescreening mm.

Fleregangsfødende er endnu ikke dækket af tilbuddet om to dages barselsophold, men udskrives umiddelbart efter fødslen, hvis de har haft et normalt fødselsforløb. De får tilbudt et telefonopkald dagen efter fødslen og en ambulant opfølgning i barselsklinikken.

Indførelsen af de nye rettigheder vil blive indfaset på alle regionens sygehuse i begyndelsen af januar 2023.