I går aftes afgik en 37-årig gravid kvinde ved døden, da hun blev stukket flere gange med en kniv. Kvinden havde lige fået fri fra arbejde på et plejehjem, og havde sat sig ind i sin bil for at køre hjem. En kollega forsøgte at stoppe gerningsmanden, men kunne intet stille op. Nu efterlyser politiet vidner, eventuelle overvågningsbilleder og gerningsmanden.

Midt- og Vestsjællands Politi har fredagen igennem efterforsket drabet på en 37-årig kvinde på Samsøvej i Holbæk. 

Kvinden havde netop fået fri for arbejde på et plejecenter i Holbæk, da hun kl 23.10 torsdag aften blev overfaldet og stukket med flere knivstik af en endnu ukendt gerningsmand.

På et pressemøde fredag formiddag kunne politiet oplyse, at en af kvindens kolleger så drabet og forsøgte at gribe ind. Hun har nu givet et signalement af gerningsmanden:

• Mand, 18-19 år
• 170-175 cm høj
• Spinkel af kropsbygning og med lange ben
• Brun i huden 
• Sort kort jakke og sort hue

Politiet hører gerne fra alle, der har været i området og bemærket køretøjer eller personer i området. Det samme gælder, hvis man har set blodigt tøj eller andet mistænkeligt ligge i skraldespande eller andre steder i området. Alle personer i Holbæk, som er i besiddelse af videoovervågning, bedes sikre og gemme deres overvågning indtil politiet kontakter dem. 

Politiet har desuden fået oplysninger om to forbipasserende unge mænd, som skulle have været på Samsøvej netop som drabet blev begået. 

– Vi har endnu ikke fået kontakt til de to mænd. De må meget gerne kontakte politiet, da de kan have informationer, som er vigtige for efterforskningen, siger vicepolitiinspektør Kim Løvkvist.

Den dræbte kvinde har afghansk baggrund. Hun var gravid, men den første af politiets patruljer, der ankom til stedet kort tid efter drabet, ydede førstehjælp og det lykkedes dermed for barnet at overleve drabet. 

Læs også