Søndag den 19. juli ca. kl. 2 om natten søgte en 16 årig pige hjælp hos en af vagterne på Vorbasse Marked. Vagten var stationeret ved Campen og pigen fortalte, at hun netop var blevet voldtaget i nærheden af Unge-campen. Sydøstjyllands Politi blev straks kontaktet og en efterforskning blev sat i gang med bl.a. teknikere og hunde, der afsøgte gerningsstedet, ligesom den unge kvinde umiddelbart efter hændelsen blev undersøgt på voldtægtscenteret. Ofret er ikke fra lokalområdet.

Kvinden var på gerningstidspunktet alene og på vej fra Markedspladsen til Unge-campen, da hun ved en toiletvogn i nærheden af Familie og Unge-campen blev antastet af en mand og trukket ind i et buskads.

I buskadset var der i alt fire mænd, hvoraf de to fastholdt hende, mens én af mændene begik fuldbyrdet voldtægt. Den sidste mand holdt vagt under overgrebet. Efter voldtægten løb de 4 mænd over en P-plads mod Hovborgvej.

Sydøstjyllands Politi søger nu vidner, der kan hjælpe med at opklare sagen. Har du set noget forud for, under eller efter voldtægten, der altså fandt sted op til kl. ca. 2.00 natten til søndag? Har du set de fire mænd før på dagen eller kan du i øvrigt bidrage til identifikation af én eller flere af de fire mænd?

De fire mænd, der alle beskrives som etniske danskere, talte med udpræget jysk dialekt. De beskrives endvidere som:

A: mand, 33 – 36 år, 180 – 190 cm høj, kraftig til buttet af bygning, 2 – 3 cm mørkt pjusket hår.

B: mand, 30 – 40 år, 180 – 190 cm høj, kraftig bygget, med skægstubbe og skaldet.

C: mand, 35 – 38 år, 170 – 180 cm høj, 5 – 6 cm langt tilbagestrøget lyst hår.

D: mand, 3- 4 cm mørkt pjusket hår, ugegammelt fuldskæg.

Vorbasse Marked besøges af op mod 250.00 mennesker og gerningsmændene behøver således ikke at være lokale, men kan komme mange steder fra. Det betyder, at selv om du ikke er fra lokalområdet, så kan du godt have vigtig viden om en gruppe mænd med de nævnte signalementer. Er det fire kammerater, som du ved hvem er? Så hjælp politiet ved at ringe 114.

Sydøstjyllands Politi kan kontaktes via 114.