For et års tid siden købte P.A. Andersen & Sønner Wetche Bageri på Vesterbrogade i Fredericia. Den 9. august er det et år siden, at butikken slog dørene op, og direktør Kristian Andersen synes tiden er gået hurtigt.

For et år siden stod Kristian Andersen og hans team på Vesterbrogade klar med en ny bagerbutik. Butikken havde fået en makeover efter, at Wetche Bageri havde haft sit eget præg på det i den tid, at bageriet havde ligget på Vesterbrogade. Eksempelvis er disken blevet fjernet fra vinduespartiet og flyttet. Udover en tilvænning for kunderne har det været et år på godt og ondt.

– Der har været covid-19, og senest har Ukraine-krigen fået indflydelse på os, men imellem det har vi lavet omrokeringer. Vi har fået nyt personale, da en er kommet her fra butikken og til vores sandwichbutik i Vejle, og så har der været et par piger, der er stoppet af naturlige årsager. Vi har derfor skulle køre nyt personale ind og samtidig finde ud af, hvad folk ønsker. Vi har taget vores eget sortiment og kørt ind her. Nogle har derfor ønsket, at vi har fået kaffe- og walesstænger tilbage, så det imødekommer vi nu og kører tilbud på resten af august, siger Kristian Andersen og henviser til, at butikken kommer til at have walesstænger på tilbud til 60 kroner stykket og kaffestænger 3 stk. for 40 kroner.

Foruden en tilpasning af sortimentet, hvor nogle ting er blevet efterspurgt, er P.A. Andersen & Sønner ved at finde fodfæstet.

– Vi har en god, fast og stabil base med tre dygtige piger her i butikken, og har styr på butikken og ved hvad der fungerer og ikke gør. Vi har lært at bruge markedsføringen bedre end fra starten, så alt i alt er vi kommet godt ud af det, siger Kristian Andersen og fortsætter:

– Der er nogle, der synes butikken er flottere end den gamle, og det skal den være, når den er nyere end den anden, der var 25 år gammel. Nogle har pointeret, at den gamle var hyggelig, og sådan er det med smag og behag.

[bsa_pro_ad_space id=32] [bsa_pro_ad_space id=7]
Kristian Andersen og co. er klar med flagene, når butikken på Vesterbrogade fylder et år. Foto: AVISEN

At der nu er gået et år fra bagerforretningen på Vesterbrogade åbnede, er ikke helt til at forstå for Kristian.

– Det er gået rigtig hurtigt, men det kan også hænge sammen med, at jeg er blevet ældre og tiden så føles hurtigere. Ellers har vi prøvet at gøre noget nyt på kagesiden i særdeleshed. Vi smører ikke selv sandwichene som tidligere, så det gør man centralt, og det synes nogen er mindre fleksibelt, men sådan er det, forklarer han.

I forhold til om investeringen af bageriet for P.A. Andersen & Sønner har været en succes eller ej er svært at vurdere ud fra de faktorer, der har spillet ind.

– Det har været svært at vurdere, hvorvidt vi har været en succes eller ej, da der er flere faktorer, der spiller ind med de ting, der er sket i verden. Priserne er steget på tingene. Jeg var selv forbi en anden bager for nogen tid siden og observerede, at en københavnerbirkes var steget til 23 kroner – det er næsten hvad et brød kostede for et år siden, siger Kristian Andersen.

P.A. Andersen & Sønner har i alt ni butikker i Trekantområdet, og planen er ikke at udvide yderligere for nuværende. I stedet vil Kristian Andersen og hans team arbejde på at udvikle forretningskonceptet, der skal danne grundlaget for en endnu større omsætning.

[bsa_pro_ad_space id=6]