Det fysiske fremmøde er vigtigt for de studerendes læring og trivsel, og online-undervisningen efterlader de studerende demotiverede og ukoncentrerede.

To ud af tre studerende på landets STEM-uddannelser mener, at online-undervisningen fungerer dårligere eller meget dårligere end den traditionelle undervisning. Kun hver tiende af de medvirkende giver udtryk for, at erstatningen for den traditionelle undervisning har været en fordel. Det viser en undersøgelse foretaget blandt godt 2.000 af IDAs studiemedlemmer.

Ifølge Mathias Botoft Hansen, der er talsperson for IDA STEM Students, har onlineundervisningen for mange slagsider.

”En ting er at digital undervisning ikke kan erstatte de praktiske undervisningsformer i laboratorier og værksteder, men på den mere traditionelle undervisning, er der også store udfordringer. I teoretiske fag, hvor der ikke er lagt op til diskussion, og den studerendes egen individuelle forståelse er i højsædet, kan online-undervisning bruges som et fleksibelt supplement, men derudover er det svært at få øje på fordelene,” siger han.

Helt essentielle elementer i læringen står ifølge Mathias Botoft Hansen til at fordufte helt, hvis online-undervisningen tager for meget over.

”Fremtidens ingeniører, cand. scient.er og it-professionelle skal ikke udklækkes gennem fjernundervisning. Corona-pandemien har vist, at vi skal kunne møde fysisk op, så vi kan få et rigtigt studieliv. Et studieliv, hvor social omgang og faglige interaktion studerende til studerende, og mellem studerende og undervisere skaber unikke øjeblikke og læringsrum, der sikrer uddannelse af høj kvalitet,” siger han.

STEM Students frygter, at den billigere online-undervisning kan friste både politikere og uddannelsesinstitutioner til at undervise via nettet, for at spare penge, men at det på sigt vil være en dyr besparelse.

”Jeg tror ikke, at det vil ende med en gevinst – tværtimod. Masseuddannelse vil ikke skabe den innovative arbejdsstyrke, der efterspørges. Vi kan ikke konkurrere med det store udland på kvantitet og derfor må vi ikke sænke kvaliteten og de skæve aspekter af de danske uddannelser.,” siger Mathias Botoft Hansen.

Hvordan har dit faglige udbytte været af erstatningsundervisningen i forhold til udbyttet af den traditionelle undervisning?

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer