I den seneste tid har der floreret rygter om, at Kristian Kirkegaard forlader FC Fredericia til fordel for Vejle Boldklub. Det bekræfter fredericianernes direktør, Stig Pedersen.

I sommeren 2019 hentede FC Fredericia Kristian Kirkegaard i Kolding IF, der på daværende tidspunkt netop var rykket op i NordicBet Ligaen, og forinden havde Kirkegaard været en stor profil i 2. division. Særligt i den seneste sæson har han været en af de mest markante profiler i NordicBet Ligaen, og ved en del lejligheder har der stået Kristian Kirkegaard på blokken, når scouts fra større klubber har set FC Fredericia i aktion. Derfor lå det i kortene, at Kirkegaard formentlig ville blive solgt i dette transfervindue efter i sidste sæson at have lavet 14 mål.

– Vi har været i dialog med Vejle i nogen tid, og vi har forsøgt at forlænge med Kirkegaard, men han ønskede at skifte tilbage til Vejle, hvor han oprindeligt kommet fra. Han har virkelig givet alt her, og vi har fået en pris, som vi er tilfredse med. Da vi ikke kunne forlænge kontrakten med ham, gav det mening, og vi får samtidig Adam Jakobsen fra Vejle den anden vej, siger Stig Pedersen.

Adam Jakobsen har i denne sæson været udlejet til Celje, men den lejeaftale ophører, da FC Fredericia har indgået en tre-årig aftale med Jakobsen.

– Jeg tror, at vi kan forløse Adam Jakobsen på samme måde som Kirkegaard. Han skal nok blive en profil, når han har været under vores behandling, siger Stig Pedersen.

Bold.dk skrev tidligere fredag, at Vejle giver en million kroner til FC Fredericia i transfersum. Stig Pedersen ønsker ikke at kommentere på beløbet, eller svare på hvor høj transfersummen er i forhold til andre store salg i FC Fredericias historie.

– Vi havde ikke solgt ham, hvis ikke prisen var høj, slår Pedersen dog fast.

Da FC Fredericia tilbage i 2019 lavede en aftale med Kirkegaard, var det med et videresalg for øje.

– Og specielt i den seneste sæson peakede han. Han har aldrig scoret mange mål, og det har han fået lagt på sit spil nu. Vi så tendenserne allerede i forrige sæson. Nu kommer Kirkegaard til en stor klub, der har et stort sportsligt setup, og han har formentlig også landet en god kontrakt. Der har været interesse fra andre klubber, men udover klubberne skulle være enige, havde Kirkegaard selv selvfølgelig også noget at sige, fortæller Stig Pedersen.

I næste sæson spiller Vejle i NordicBet Ligaen, og derfor vil FC Fredericia komme til at stå overfor Kirkegaard minimum to gange i sæsonens løb, hvor der er point på spil. Det ser FC Fredericias direktør dog ikke noget problem i.

– Når vi kigger på næste sæson, er der to klubber med en anden økonomi. Det er Vejle og SønderjyskE. De har et komplet Superliga-setup, og derfor svarer det lidt til at have solgt Kirkegaard til en Superliga-klub. Vejle er en klub med et potentielt Superliga-niveau, og det ser man også på de seneste sæsoner, hvor de har været i Superligaen, siger Stig Pedersen

Adam Jakobsen, der kom til Vejle i sommeren 2018, er ikke en direkte erstatning for Kirkegaard, men til genegæld er det en spiller, som FC Fredericia kender godt.

– Vi ville have ham allerede for et år siden, men dengang valgte Adam udlandet. Nu ser vi frem til at have ham i truppen, og få gang i hans karriere, slutter Stig Pedersen.