BUSINESS. Danmarks lokalsamfund kan nu se frem til mere liv i gaderne og bedre forhold for detailhandlen. Regeringen har sammen med Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre netop indgået en aftale om en modernisering af lukkeloven.
Fremover får butikker i bymidter med under 16.850 indbyggere mulighed for at holde åbent på de traditionelle lukkedage, og det bliver også nemmere for alle kommuner at holde butikkerne åbne i forbindelse med lokale arrangementer. Derudover afsættes ekstra 10 millioner kroner til en pulje, der støtter borgerdrevne dagligvarebutikker.
For erhvervsminister Morten Bødskov er aftalen et vigtigt rygstød til lokalsamfundene:
»Vi skal sikre liv, vækst og arbejdspladser i hele Danmark. Derfor er det helt afgørende, at vi får ryddet unødige benspænd af vejen. I vores lokalsamfund betyder det noget, at tøjbutikken, farvehandleren eller købmanden er åben. Jeg er glad for, at partierne har taget ansvar, og vi er enige om en modernisering af lukkeloven.«
Minister for byer og landdistrikter Thomas Danielsen fremhæver især, at lempelsen vil give bedre økonomi i små lokalsamfund:
»Nu får den lokale købmand mulighed for at holde åbent, så det klinger i kasseapparatet og skaber omsætning i stedet for lukkede døre. Det er godt for lokalsamfundene, medarbejderne og turisterne, der besøger alle dele af vores skønne land.«
Socialdemokratiets erhvervsordfører, Mette Reissmann, glæder sig over, at lokalt erhvervsliv nu bedre kan slå dørene op, når kunderne faktisk er til stede:
»Det gælder blandt andet i de mindre byer, når danske eller udenlandske turister besøger Danmark i påsken eller pinsen, og i de store byer ved særlige begivenheder som sport eller gadefestivaler.«
Venstres erhvervsordfører, Louise Elholm, ser moderniseringen som en måde at sikre vækst i hele Danmark:
»Ved at ændre lukkeloven gør vi både gavn for turismen og butikslivet lokalt. Indtil nu har lukkeloven spændt ben for turismen i vores unikke byer med stor historisk værdi.«
Moderaternes erhvervsordfører, Charlotte Bagge, understreger, at det handler om mere end blot åbningstider:
»I årevis har lukkeloven spændt ben for lokale ildsjæle. Det er frustrerende at se gaderne fyldt med mennesker, mens butikkerne må holde lukket. Nu rydder vi bøvlet af vejen og giver friheden tilbage – især til de byer, der kæmper for at holde sig levende.«
Det Konservative Folkeparti havde ønsket en endnu større lempelse af lukkeloven, men erhvervsordfører Helle Bonnesen anerkender alligevel aftalen som et vigtigt fremskridt:
»Konservative har været med til at hæve grænsen fra 15.000 til 16.850 indbyggere. Vi ville gerne have haft, at lempelsen også gjaldt butikker i større byer, men dette er stadig en vigtig forbedring.«
Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Peter Kofod, fremhæver betydningen af justeringen i lyset af stigende konkurrence fra nethandlen:
»Det er ingen hemmelighed, at nethandlen lægger et stort pres på de mindre butikker. Med ændringerne giver vi butikker i mindre byer mulighed for at møde kunderne, når de faktisk holder fri. Det er et hårdt tiltrængt plaster på såret.«
Radikale Venstres erhvervsordfører, Katrine Robsøe, håber på, at moderniseringen understøtter både butiksliv og aktive bymidter:
»Der er mange udfordringer for både store og små bymidter. Med denne justering håber jeg, at vi kan understøtte vores lokale butikker og aktive byliv – til gavn for os alle sammen.«
Den nye aftale betyder samtidig, at det eksisterende forlig om lukkeloven opsiges med virkning fra næste folketingsvalg. Partierne er enige om, at et nyt forlig, baseret på disse justeringer, træder i kraft umiddelbart efter næste valg.