I dag åbner Region Syddanmark for indstilling af kandidater til Frivillighedsprisen 2022. Alle har mulighed for at indstille en person eller organisation, som fortjener anerkendelse for en frivillig indsats på sygehuse og sociale centre i Region Syddanmark. Eller en afdeling, som fortjener anerkendelse for sit samarbejde med og inddragelse af frivillige.

Mange syddanskere yder hver dag en frivillig indsats på regionens syghuse, sociale centre og andre steder i sundhedsvæsenet. Det kan være lige fra at vise vej på et sygehus til en gåtur og en snak på et socialt center eller hurtig førstehjælp.

De frivillige indsatser er værdifulde for både patienter og pårørende og supplerer den professionelle indsats på allerbedste måde. Det ønsker regionen at sætte fokus på og takke for, og derfor uddeles Frivillighedsprisen nu for sjette gang.

Den består af en hovedpris på 50.000 kr., to mindre priser på hver 10.000 kr. og som noget nyt en publikumspris på 10.000 kr., hvor det er syddanskerne, som kan stemme direkte på deres favorit.

Vi hylder frivilligheden

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) siger:

– Jeg håber, at rigtig mange vil være med til at indstille frivillige, som fortjener et særligt klap på skulderen for deres indsats. De mange frivillige er nemlig med til at gøre en stor forskel i det daglige for både patienter, pårørende og borgere. Det er vi meget taknemmelige for, og det vil vi gerne hylde ved at uddele Frivillighedsprisen.

Helt konkret indstiller man sin favorit eller favoritter ved at udfylde et indstillingsskema på Region Syddanmarks hjemmeside på regionsyddanmark.dk/frivillighedsprisen.

Det kan ske til og med 4. februar 2022.

Man kan indstille en enkeltperson eller en frivillig organisation, som gør eller har gjort en forskel for patienter, pårørende eller borgere på et af regionens sygehuse, på et socialt center eller et andet sted i det regionale sundhedsvæsen. Man kan også indstille en afdeling, et center eller en medarbejder i regionen, som gør en særlig indsats for at styrke inddragelsen af frivillige.

Ny publikumspris

En dommerkomité vælger seks nominerede blandt de indstillede, som skal dyste om henholdsvis hovedprisen på 50.000 kroner og to priser på hver 10.000 kroner. Det er også dommerkomitéen, der finder de tre vindere. Som noget nyt er der i år indstiftet en publikums-pris på 10.000 kr., hvor syddanskerne kan stemme direkte på en kandidat via regionens hjemmeside.

Corona spændte ben for afholdelse af prisen i 2021. I 2020 gik hovedprisen til studerende fra Musikkonservatoriet i Esbjerg, der spillede for patienter på intensivafdelingen på Sydvestjysk Sygehus. De to andre priser gik til Akutgruppe Strynø og til Dennis Larsen fra Syrenparken Socialcenter Lillebælt.

Præmiepengene går til den afdeling eller institution, som vinderne er knyttet til. Her bruges de til at videreudvikle samarbejdet med de frivillige eller til at skabe endnu bedre rammer for den frivillige indsats i afdelingen eller på institutionen.

Skriv en kommentar