Projektet hedder ”Det jeg kan, gør jeg selv” og inspirerer udviklingshæmmede borgere til at opnå udvikling og mestring af deres eget liv. Projektet er blevet til i et samarbejde mellem ULF og Fredericia Kommune og ULF har søgt og fået puljemidler til projektets gennemførelse.

”På sigt ønsker vi at udbrede tankegangen og metoderne til andre kommuner, og hvis nordmændene er interesserede, udbreder vi også gerne ud over landegrænsen”, siger Charlotte Enevoldsen.

Det er Ullensaker Kommune i Norge, der har vist interesse for projektet, og den 16. og 17. juni kommer otte nordmænd fra Ullensaker på studiebesøg i Fredericia og hos Udviklingshæmmedes Landsforbund (ULF) i Vejle.

”Det jeg kan, gør jeg selv”

I projektet ”Det jeg kan, gør jeg selv” bliver der arbejdet med at give udviklingshæmmede en mulighed for at udvikle sig. De bliver hjulpet til at blive så selvstændige som mulig og opbygge ressourcer til at få et aktivt liv med størst mulig indflydelse på eget liv.

”Vi har stort fokus på borgernes egne mål, og den stolthed de opnår ved at kunne selv. Vi arbejder med en stolthedsstafet, hvor borgerne inspirerer hinanden internt og på tværs af bosteder og beskæftigelsestilbud i Fredericia Kommune ved at fortælle andre om deres personlige stoltheder”, fortæller Charlotte Enevoldsen.

Både bosteder og beskæftigelsestilbud arbejder allerede med borgerens udvikling. Men for at arbejde yderligere med udvikling og få borgerne til i højere grad at gøre de ting selv, som de er i stand til, skal ”det jeg kan, gør jeg selv-tanken” hos både borgerne og deres omgivelser implementeres alle steder.

Stolthed

Undervejs i projektet vil de borgere, der deltager, sætte sig forskellige mål. Deres udvikling og opnåelse af deres mål skaber stolthed hos borgeren. Stoltheden og succesen bliver spredt mellem borgerne via en såkaldt ”stolthedsstafet”, så de kan være med til at inspirere og motivere hinanden.

”Stolthedsbegrebet er mere kraftfuldt, end vi var klar over inden vi gik i gang med projektet. Ved at synliggøre borgerens stolthed og succes, føler borgeren sig mere motiveret til at fortsætte med selv at klare disse ting i hverdagen og til at lære at tage sig af endnu flere ting selv”, siger Charlotte Enevoldsen.

Projektet bliver fulgt af en forsker fra UC Syddanmark. Forsker Frank Bylov er i gang med at indsamle erfaringer gennem interviews med de borgere, der allerede er en del af projektet. Her skinner stoltheden også klart igennem.
”I interviewene retter ’stoltheden’ sig både udad mod andre – og indad mod én selv”, fortæller Charlotte Enevoldsen.