En 40-årig mand fra Litauen blev igår den 8. juli 2015 ved Retten i Odense idømt 3 års fængsel for 44 indbrud.

Den 40-årige blev anholdt den 30. marts 2015, hvor han i første omgang var mistænkt for to indbrud og et brugstyveri af en cykel. Han blev fremstillet i et grundlovsforhør den 31. marts 2015, hvor han nægtede kendskab til indbruddene.

Fyns Politi fandt frem til manden ved hjælp en af borger, som genkendte sin cykel. Han standsede manden ved Tarup Centeret, og tilkaldte politiet. Politiet fandt en pakke i mandens rygsæk, hvor der var koster fra flere indbrud.

Manden har begået 44 indbrud i perioden fra den 1. december 2012 til den 30. marts 2015 på henholdsvis Sjælland, Fyn og Jylland, heriblandt Fredericia. Den 40-årig mand har stjålet smykker og sølvtøj, hvor han har brugt en cykel som transportmiddel.

Beviserne i forhold til de enkelte indbrud kan opdeles i 3 grupper. De indbrud, hvor politiet havde fundet koster, indbrud hvor politiet havde et DNA match, og de indbrud som lå i umiddelbar nærhed af de øvrige indbrud.

Manden erkendte i retten i går tre af de indbrud, hvorfra politiet havde fundet koster i rygsækken. Efterforskningen i sagen viste, at kosterne stammede fra ikke mindre end 10 indbrud. Han var heller ikke afvisende overfor, at han havde begået nogle af de indbrud, hvor der var fundet hans DNA. Han nægtede de øvrige indbrud, som lå i umiddelbar nærhed af de andre gerningssteder.

Retten havde bl.a. lagt vægt på, at manden var fundet i besiddelse af en række koster, som stammede fra indbrud. Der var også fundet DNA match fra ikke mindre end 17 gerningssteder, og de øvrige gerningssteder lå i umiddelbar nærhed af de gerningssteder, hvor mandens DNA blev fundet. Den tidsmæssige sammenhæng med visse af forholdene, antallet af forhold og karakteren af de stjålne effekter indikerede, at tiltalte var taget til Danmark for at begå indbrudskriminalitet.

– Han blev fundet skyldig i alle forhold, og manden blev udvist for bestandig. Han udbad sig betænkningstid, men kærede ikke kendelse om, at han skulle direkte i fængsel, oplyser politiet.