Som den eneste kandidat der var på valg, bestemte Nye Borgerlige sig for at pege på Lars Boje Mathiesen som ny formand for partiet. Dermed afløser han Pernille Vermund, der for få måneder siden meddelte, at hun vil træde ud af politik.

Stemningen i Fredericia Idrætscenter var trodsig. Mange partimedlemmer var irriterede over den seneste tids dårlige omtale i medierne, men ikke mindst med den løbende påstand om partiets snarlige død. Den nye formand, Lars Boje Mathiesen, var selv fuld af optimisme, og han svor at partiet nu vil bevise, at medier og kommentatorer tager fejl.

– Jeg er rigtig glad for den opbakning, jeg mærker her i dag. Nu kan vi sætte et punktum for den uro, der har været, og det er der brug for. Jeg har ikke mødt nogle, der ikke bakker op nu, for vi skal videre, sagde Lars Boje Mathiesen.

Også regionsrådsmedlem og medlem af Fredericia Byråd, Karsten Byrgesen, gav sin støtte til den nye formand. Samtidig understregede han, at uroen var en del af det at skifte ud i toppen:

– Nu har Pernille Vermund valgt at stoppe efter næste valg. Det giver naturligvis nogle reaktioner i et parti, når formanden stopper. Men jeg føler, at vi nu har fået løst problemet. Så jeg bakker op om Lars Boje Mathiesen, understregede Byrgesen.

Foto: AVISEN

Pernille Vermund holdte også en afskedstale der mere mindede om en kamptale. Hun kritiserede den negative medieomtale, og sagde at forsamlingen var trodsig:

– Vi skal bevise, at de tager fejl, som de har gjort før igen og igen, sagde Vermund. Samtidig gav hun sin fulde opbakning til den nye formand, mens hun selv modtog et stående bifald fra salen.

Lars Boje Mathiesen fik ved sidste Folketingsvalg 11.150 personlige stemmer, hvor han stillede op i Århus. Samtidig har han en af Folketingets største personlige Facebook-sider, hvor han har opbygget en solid platform, der kun er overgået af statsminister Mette Frederiksen. Fra talerstolen lovede han at bygge videre på den platform, som Pernille Vermund har skabt. Hun overgår nu til almindelige ordførerskaber i Folketinget. Også næstformand Peter Seier Christensen har valgt at træde af.

Foto: AVISEN