Det er vores kommune. Sådan kunne man kort definere den holdning der har hersket i brede kredse blandt topchefer, mellemledere og ledere i Fredericia Kommune hen over årerne. Kommunen er for disse mennesker en arbejdsplads, hvor de råder over retten til at afgøre borgernes ve og vel. Her kan man så passende henholde sig til et stort lovkompleks, der har tilpas mange gummiparagraffer, fortolkningsfrie passager eller retoriske formålserklæringer.
Sandheden er at Danmark har en lovgivning, der i den grad er præget af muligheden for at lave individuelle skøn. Det vidner bunker af afgørelser fra Ombudsmanden og Ankestyrelsen om. Det er pinagtigt, og et alvorligt tegn på en manglende sammenhængsforståelse for kvaliteten af sagsoplysningen i sager generelt, når Ankestyrelsens vicedirektør, Merete Pantmann, i et indlæg som modsvar på kritik rejst mod styrelsen af forskellige medieafdækninger, stædigt påstår, at retssikkerheden i tvangsanbringelsessager er højere end andre steder, sågar inden for strafferetten:
“Jeg har svært ved at komme på andre områder med så mange muligheder for at få prøvet en sag”, skriver hun.
Dette er godt nok en virkelighedsfjern konklusion. Alle disse sager bliver hovedsageligt, hvis ikke udelukkende, afgjort på baggrund af vurderinger foretaget af psykologer, sagsbehandlere og andre indenfor industrien. At påstå der er tale om reelle retssager, er en vittighed. Dertil skal man tillægge den barske konstatering, at for langt de fleste er dommen både afsagt og eksekveret, længe inden den sidste myndighed har udtalt sig.
Pantmann er klasseeksemplet på den vildledte embedsudøver, der på baggrund af egne referencer og selvbekræftelse, tilsidesætter almindelig sund fornuft. Den nidkærhed man typisk ser fra embedsapparatet i den slags sager, overgår langt hvad man kender til indenfor andre områder. Og nej, der finder ikke nogen reel bevisførelse sted. Sagerne bygges op omkring sagsakter, hvis kvalitet i de værste tilfælde er meget ringe, samtidig med at der også kan være en meget tydeligt bias. Man kan som sagsbehandler stort set påstå hvad som helst i sine indlæg. Konsekvenser findes ikke. Utallige klagesager ved psykolognævnet har historisk dokumenteret, at en forkert vurdering oftest bliver gentaget endeløst i systemet, inklusiv den ufatteligt grundige retsprøvelse, Merete Pantmann bilder sig ind der findes. Hun konstaterer tørt:
“Kritikken af Ankestyrelsen gør indtryk. Men jeg mener ikke, at den er berettiget. Vi gør et stort arbejde for at sikre retssikkerheden i tvangsfjernelsessager. Vi gør os umage med at sikre, at vi inddrager alle oplysninger i vores vurdering, og at både børn og forældre, der møder i Ankestyrelsen, føler sig godt behandlet”.
Sagen er bare den, at Ankestyrelsen er en fjern og for borgerne nærmest uvirkelig instans. Det hele starter allerede i kommunernes børn- og ungeudvalg, hvor “hensynet til barnet” vægter for alt andet, også retssikkerhed, sandhed eller indhentelse af uvildige erklæringer. For det er kommunerne selv der bestiller, udfører og tager ansvaret for de undersøgelser, der lægges til grund for afgørelserne. Lidt som hvis politiet efterforskede og dømte på en og samme tid. Retssagerne kan desværre udvikle sig til rene farcer, hvad mange familieretsadvokater i tidens løb har givet udtryk for.
Men det er ikke kun indenfor dette specialiserede og tunge område, der i øvrigt koster skatteborgerne milliarder af kroner hvert eneste år, at kæden alt for tit hopper af for embedsapparatet:
Fortolkningen af alverdens spidsfindigheder, knibtangsmanøvrer, juridiske fiksfakserier eller regelret kassetænkning, gennemsyrer embedsførelsen i landet. Alt sammen med den uundgåelige konsekvens, at prisen for den offentlige forvaltning ryger i vejret:
Klagesager koster samfundet milliarder af kroner, samtidig med at de ramte borgere holdes i et jerngreb af rigide og ofte nidkære embedsfolk, der ikke får modspil fra hverken politikere eller retssystemet. Faktisk er retssystemet forbløffende svagt og uinteresseret i at se sager fra borgernes synspunkt af. Det vidner Advokatsamfundets arbejde om. For er retssikkerhed blevet en sjældenhed, og ikke en norm man altid skal følge?
Kommunerne kan bruge borgernes penge til at hyre advokater, der hjælper dem ud af fedtefadet, hvis de er kommet i knibe eller vil have en borger under kontrol. Men borgerne skal selv finde ressourcerne til at forsvare sig mod staten. Vi har ikke nogen forfatningsdomstol, så selv principielle spørgsmål bliver tilsidesat, uden at der reelt er konsekvenser for embedsfejl. Vi taler typisk om fratrædelser, selv hvis man er taget med hænder og fødder nede i kagedåsen. Det er med andre ord relativt konsekvensfrit at gøre dårlige ting, hvis man er ansat i embedsapparatet. På det punkt har vi en meget svag grundlov, der burde moderniseres til at give alle borgere og virksomheder nogle grundlovsmæssige rettigheder, hvor sager kan blive afprøvet helt uden om statsapparatet. Altså ved en forfatningsdomstol.
Der er intet der tyder på, at Fredericia Kommune er hverken værre eller bedre end så mange andre kommuner. Problemet ligger et helt andet sted:
Det ligger i den demokratiske dannelse.
Den dannelse handler om at tro på borgernes ret til at bestemme selv i deres eget liv. Det er demokratiets hovedide, at man skal finde en balance mellem fællesskabets interesse og den enkelte borgers. Desværre har der i årtier været en tendens til, at man vil lovgive om alverdens småting. Reguleringen af den enkeltes liv er efterhånden så omfattende, at få kan overskue de regler, der kræves at de efterlever. Lovjunglen ser heller ikke ud til at blive mindre. Vi ser løbende fra Folketingets talerstol, hvordan stemningen hos flertallet er for at udvide lovkomplekset hele tiden. Når alle partier i et forlig samtidig skal have en eller anden mærkesag med, så ender vi alt for tit med kludetæpper af love, der skal implementeres og føres ud i livet.
Kassetænkningen i det danske samfund skyldes de mange reformer af selvstyret, vi har set siden begyndelsen af 1970’erne. Grundtanken har været, at det lokale selvstyre bedre kunne tilgodese borgerne, fordi det var placeret lokalt. Desværre er virkeligheden blevet en anden. Kæmpe vanskabninger som Udbetaling Danmark, Skattestyrelsen eller Ankestyrelsen er blottet for borgernære funktioner. Der er langt mellem det enkelte menneske og systemet. Regionerne er blevet distancerede supertankere, der flyder rundt som urørlige mastodonter, langt fra den enkelte borgers eller bys virkelighed. Hele centraliseringsbølgen har haft katastrofale konsekvenser for lokalsamfundene. Man har fået oprettet konstruktioner, hvor det gavner en instans at spekulere i kassestrategier.
Det værste er dog, at borgerne får dårligere service for flere penge.
De mange lovede besparelser under forskellige centraliseringsprojekter er aldrig kommet i hus. I stedet for sendes regningerne videre til borgerne, der nu også må flakke rundt på vejene, for at transportere sig selv mellem de mange mystiske statsorganer. Her er ikke mindst skandalerne i sundhedsvæsenet til at føle på. Selv mellemstore byer kan ikke længere tilbyde sengepladser til syge. Flere kæmper med overhovedet at kunne tilbyde lægevagt. Alt for ofte ender vi med den kedeligste løsning af alle, nemlig telefonisk kontakt. Efter adskillige tryk og tast for dit og dat i adskillige minutter, kan man komme igennem til en hvilken som helst tilfældig sagsbehandler, og ikke sjældent skal man genfortælle den samme historie igen og igen. Det er et uendeligt ressourcespild for både borgere og det offentlige.
Den konkrete sag om Lars Ejby Pedersen og hans hustru, Kirsten Blæhr, vidner om en manglende dømmekraft i embedsapparatet. Det hele er kørt efter princippet “går den, så går den”. Man har været fuldt ud bevidst om, at der kunne være et problem. Det ved vi, fordi parterne selv har givet udtryk for, sammen med kommunen, at man havde spurgt KL om en vurdering. Det ville man ikke have gjort, hvis man ikke var bekymret for, at der kunne være habilitetsproblemer.
Da vi første gang skrev historien, dukkede Ejby op i Fredericia Dagblad med en rosenrød fortælling om, at alt skam var i skønneste orden. Da vi fortsatte med at afdække sagen, blev vi kritiseret kraftigt af kommunens embedsapparat og medlemmer af den lokale partiforening. Vi blev beskyldt for personhetz. Da sagen nåede Ankestyrelsen, valgte Ejby så at trække sig.
Nu har vi konklusionen. Den er, at det var korrekt at behandle emnet. Hvorfor har man så ikke gjort det tidligere? Det var almen kendt i byen. Det kan man undre sig over. AVISEN med dens nuværende ejerkreds, er først kommet til i forrige byrådsperiode. Vi kan konstatere, at der har manglet kritisk formidling. Også, at der har været en kultur i forvaltningsapparatet og hos nogle politikere, der har været usund. Under valgkampen er der blevet lovet fornyelse, bod og bedring. Sloganet for Socialdemokratiet var, at vi skulle videre “sammen”.
Vi må insistere på, at det bliver “sammen” med borgerne. Ingen ønsker at se flere sager som denne sag med Lars Ejby Pedersen. Til hans og hustruens forsvar må man samtidig betone, at det er et fatalt svigt af kommunens juridiske afdeling, at det overhovedet er kommet så vidt. Her burde man have haft en knivskarp indstilling til habilitetsproblemerne. Dette problem bliver kun mere tydeligt og værre, fordi Kirsten Blæhr stod i spidsen for den mest indgribende og tungeste afdeling i hele kommunen, nemlig Familieafdelingen. Et sted hvor retssikkerheden skal være i top, og hvor reglerne følges til punkt og prikke, samtidig med at man spørger først og skyder bagefter.
Ikke omvendt.
