Analyse: Mette Frederiksen udtaler under en sikkerhedskonference i München, at hun ikke tror Putin vil nøjes med Ukraine, men vil angribe andre lande i vesten. Men vesten og NATO er aldeles overlegne militært, økonomisk og strategisk. Spørgsmålet er om det er nødvendigt at bruge trusselsbilledet mod vesten som et argument for den massive indsats til fordel for Ukraine. Eller om det er rigeligt at konstatere, at angrebet på Ukraine er i strid med internationale aftaler, og at man derfor bakker Ukraine op mod russisk aggression.
Vesten kæmper en pseudokrig mod Rusland. Det sker via den massive indsats til fordel for ukrainerne. Hvis der ikke var tale om at Rusland havde et af verdens største atomvåben arsenaler, ville man nok også for længst have sat tropper ind fra de vestlige lande. Når det ikke sker i dag, skyldes det med al sandsynlighed at de vestlige lande frygter at krigen kan udvikle sig til en atomkrig. For alene USA har mere end dobbelt så mange borgere som Rusland. Desuden er USA verdens største militære magt, og kunne uden hjælp fra andre besejre russerne i en konventionel krig. Sandsynligheden for at et angreb på Rusland tilmed ville føre til opstand mod Putin blandt almindelige russere er tilmed også stor. I realiteten er det således de atomvåben som Vladimir Putin råder over, der er hans reelle styrke.
Ukraines præsident optræder her, der og allevegne. Han er blevet vestens ‘darling’ og hyldes af de vestlige ledere som en superstjerne. Man har aldrig set en politisk leder fra et relativt ukendt land (i vesten) blive så berømt på så kort tid. Volodymyr Zelensky har på den mest effektive måde udnyttet de moderne massemedier til at føre krigens relevans ind i centrum af de vestlige lande, hvor borgerne massivt tilslutter sig støtten til Ukraine. At han samtidig er en fantastisk kommunikator, styrker hans budskaber og forener det ukrainske folk. Omvendt er Vladimir Putin dæmoniseret på et højere plan, hvilket ofte ikke fører til rationelle analyser af hans motiver. At afskrive Putin som ‘en gal mand’ forekommer temmelig naivt. Det er mere sandsynligt, at han er klogere end dæmoniseringen lader os forstå.
De meget sort-hvide beskrivelser af krigen er med til at forvirre billedet af, hvad der egentlig foregår. Først og fremmest er tabstallene i krigen uhyrlige. På begge sider dræbes der så mange mennesker, at det forekommer aldeles meningsløst. Det er svært at glorificere krig, selvom den almene heltedyrkelse også fylder meget i dækningen om ukrainerne. Samtidig er civilbefolkningen i Ukraine ofre og mål for de russiske styrker. Ukraine har ret til at forsvare sig selv mod angreb og et forsøg på at blive indlemmet i Putins diktatur. Det gælder også et forsvar betalt og støttet af de vestlige lande. Moralsk er der ingen tvivl om, hvem man bør støtte.
Problemet opstår, hvis man ikke er villig til at betale prisen for det, man støtter. I Danmark gælder det en massiv oprustning, hvor velfærdssamfundet er skubbet ned i anden række, fordi den principielle kamp mod Rusland er rykket op på førstepladsen. I Tyskland er det den industrielle produktion og dermed kerneøkonomien for Europas mest magtfulde land, der er truet af tyskernes fejlslagne taktik med at basere deres produktion på russisk gas. Norge er bedre stillet, for de kan trække på deres egne naturressourcer. For hvis der er noget krigen har vist, så er det at de lande, der har egne energiressourcer, navnlig olie og gas, profiterer gevaldigt af situationen.
Midt i dette står den almindelige borgere i vesten. Forventningen er at man passer sine ting, helst ikke stiller for mange spørgsmål til inflationen og energipriserne, mens man går kraftigt ned i realløn og tilmed bedes om at arbejde mere for mindre.
Men alt dette er småting i forhold til virkeligheden for den ukrainske befolkning. En af vestens fejltagelser har været at ignorere de almene russere, der har forsøgt at slippe ud af Rusland. Generelt er dæmoniseringen af den russiske befolkning uhensigtsmæssig. Ikke mindst fordi russerne lever under helt andre vilkår end borgere i demokratiske lande. Samtidig er det indlysende, at desto færre russiske borgere der ikke deltager i krigen på Ruslands vegne, desto bedre. Burde man have arbejdet aktivt på at tilbyde gode rammer til russere, der flygter? Mange yngre russere er flygtet, men bølgen kunne måske have været endnu større, hvis vesten havde gjort mere for at skabe muligheder og dermed opposition til Putins styre. Istedet for hjælper dæmoniseringen med at gøre modstand nyttesløs for den almene russer. Kreml slår ned med hård hånd på enhver opposition. Folk bliver taget direkte fra demonstrationer og sendt til fronten. De fleste har fundet ud af, at et menneskeliv ikke er meget værd for den russiske hær. Demoraliseringen er til at føle på.
Det er billigt og bekvemt at sige, at russere bør gøre oprør mod Putin. Realiteten er at familie og venner også er i fare, hvis man modsætter sig. Det vil kræve en organiseret modstandsbevægelse at forandre denne virkelighed. Men i et land hvor ingen kan stole på nogen, er det næppe realistisk, at den slags dukker op. Indtil invasionen den 24. februar 2022 var den gennemsnitlige russer nogenlunde tilfreds. Det letteste var at blande sig uden om politik, livet gik jo videre hver dag, og man havde en form for kapitalisme. Så der var McDonalds og mærkevarer fra vesten.
Krigsretorikken i vesten er langt hen ad vejen uden beregning. Man fortæller ganske vist befolkningerne at det vil koste nogle penge. Men man fortæller ikke, at den konstante eskalering af konflikten øger risikoen for en endnu større og langt mere alvorlig krig. Man kan sige at der ikke er noget valg. Fordi det er et angreb på demokratiet eller det internationale samfund. Men så skal man også sige, at der i den sidste er en risiko for, at det kan betyde at vestlige soldater, er nød til at deltage i krigen. Der er et utal af scenarier, hvor den virkelighed kan indtræffe. At sige at det ikke kan ske, er idioti. Hele krigen er startet med at Rusland har handlet stik mod logik og selvinteresse.
Det er derfor ikke nogen trøst, at Vladimir Putin burde tænke sig om to gange, før han eskalerer krigen. De vestlige ledere er nød til at gøre deres befolkninger klart, at de ikke har nogle indlysende løsninger på hvordan krigen skal afsluttes. Forventningen er, i hvert fald ifølge den anvendte retorik, at krigen slutter når Rusland taber og forlader Ukraine. Rusland og Vladimir Putins styre skal med andre ord acceptere et ydmygende nederlag til vesten og Ukraine, sætte styrets geopolitiske selvforståelse over styr, leve med at de økonomiske omkostninger vil kunne mærkes i årtier samt acceptere at hundredetusinder af russiske soldater er døde – uden at man har noget som helst at vise frem for hele balladen.
Hvis man mener, at det lyder realistisk, ja, så har man en plan for at afslutte krigen.
Men hvis man derimod mener, at Putin og hans lakajer ikke har nogen muligheder for at komme ud af krigen, med mindre de vinder, så er det indforstået, at Kreml er villig til at betale den højeste pris for at få den sejr, de er tvunget til. På trods af alle spekulationer og krigspropaganda, så er situationen den mest alvorlige siden anden verdenskrig. Ikke fordi Rusland kan vinde. Men fordi Rusland ikke kan tåle at tabe. Sker det at de vestlige lande er nød til at gå i krig, fordi man ikke har nogen anden udvej, så er prisen blevet meget højere for borgerne i de vestlige lande, der ikke længere kan nøjes med at markere sig på sociale medier med diverse flag og symbolske udmeldinger:
Så skal man sætte handling bag ord.
Det virker helt uacceptabelt at Rusland skal kunne vinde noget på det uhyrlige angreb på et naboland. Derfor har vesten trukket en streg i sandet (efter at Ukraine viste verden, at de kunne forsvare sig selv). Det er kommet meget sent med at sige nej til Putin. Det er i hvert fald ikke omhu i rette tid, der har præget USA og Europas respons, siden midten af nullerne. Samtidig har forståelsen for den russiske selvbevidsthed været meget lav. Og det er nærmest komisk, så historieløst man forsøger at sammenligne nutidens Rusland med Sovjetunionen, når det gælder militær kapacitet. Om det er for at få tilslutning til den dyre bistand til Ukraine, er svært at gennemskue. Men i realiteten burde de vestlige ledere sige sandheden til deres borgere, nemlig at krigen er farlig og man derfor risikerer mere end bare penge. Ikke at Rusland kan vinde. De er underlegne på alle parametre i forhold til NATO. Sagen er bare den, at de ikke har tænkt sig at give op og tabe frivilligt, hvorfor en eskalation kan ende med reel en reel krig, der skal kæmpes. Altså med tab og risiko for anvendelse af atomvåben.
Hvis Ukraine med held får fjernet Rusland fra deres territorie, aner ingen, hvordan freden kan skabes. Heller ikke hvad Vladimir Putin vil gøre, hvis det sker. Den evindelige krigsretorik og symbolske udmeldinger om støtten til Ukraine bør få følgeskab af en langt mere konkret ide om, hvordan krigen kan inddæmmes, samt hvad det diplomatiske korps gør for at det sker. At den russiske interesse for geopolitiske mål ikke bør give gevinst, er ikke ensbetydende med at vi har en sikker løsning på, hvordan vi forhindre dette i at ske. Det eneste vi ved er, at krig er den ultimative løsning på politiske uenigheder. Det betyder også, at hvis vi ikke vil acceptere en diktators annektering af et land, så må vi i den sidste ende være parat til at slås mod diktatoren.
