Folketingsmedlemmer har immunitet, det står nedfældet i grundloven. Det er op til folketingets medlemmer at fratage en kollega immuniteten, men i de tidligere tilfælde har det været en smal sag for Rigsadvokaten at få igennem. Men det skulle være anderledes i sagen med Claus Hjort Frederiksen.

Intet er som det plejer. En tidligere minister, mangeårigt medlem af Folketinget, er sigtet for landsforræderi og Rigsadvokaten ønskede at rejse tiltale for samme. Det i sig selv er en helt speciel situation. Når der bliver ekstra specielt skyldes det, at hele sagen er omgærdet med stor hemmelighed. Der er ikke ret mange der kender det reelle indhold i sigtelsen, fordi det han er sigtet for handler om at røbe statens hemmeligheder.

Det er en hovedregel i Folketinget, at man ikke stemmer om noget man ikke ved noget om – eller, som minimum ikke noget man ikke har haft muligheden for at vide noget om. Derfor er der jo i udgangspunktet ikke noget at rafle om – for så kan medlemmerne af Folketinget ikke stemme for en ophævelse af immuniteten, når de ikke kender baggrunden herfor.

Men, for der er jo et men. Rigsadvokaten har ønsket at rejse tiltale. Den uafhængige Rigsadvokat har meddelt Justitsministeriet, at han finder grundlag for at retsforfølge Claus Hjort Frederiksen. Nuværende justitsminister, Mattias Tesfaye, forsikrede Folketinget om, at ingen ministre, hverken nuværende eller tidligere, har påvirket eller på anden måde været indblandet i Rigsadvokatens vurdering. Derfor burde det jo, såfremt man stoler på magtens tredeling, være ligetil at stemme for en ophævelse af immuniteten.

Det er de overvejelser, som de 179 medlemmer af Folketinget har stået med. En klar grund til at stemme imod. En klar grund til at stemme for. Hvad vægter så højest? Det endte med at blive folketingsmedlemmernes ret til at kende indholdet, der betød mest. Et flertal i Folketinget ønskede ikke at fjerne Claus Hjort Frederiksens immunitet.

Konservativ kovending

Formand for Det Konservative Folkeparti, Søren Pape Poulsen, havde en noget slingrende kurs i sagen om Claus Hjort Frederiksen. Alle partiledere fik mulighed for at tage én partifælle under armen og komme til orientering hos justitsministeren.

– Man må i hvert fald sige, at hvis vi får et Folketing, der mener, at jo mere hemmelige oplysninger man har tilgængelige, så kan man blive fredet af sine kolleger i Folketinget, så synes jeg, vi har et stort problem, lød det fra Søren Pape Poulsen da han havde været på besøg i Justitsministeriet.

I den efterfølgende weekend kom der også en sms frem, som Søren Pape Poulsen har sendt til de øvrige partiledere i den blå blok.

– Jeg forstår ikke, det gøres politisk og forstår ikke behovet for at angribe hinanden og bruge meget stærke ord, lød det blandt andet fra Søren Pape Poulsen.

Der var altså lagt op til et grundlæggende oprør i den blå blok, hvor en tidligere justitsminister forstår sagens grundlæggende juridiske problemstilling og udfordringen med deling af statens hemmeligheder, stod overfor et meget klart politisk motiveret ønske om at frede Claus Hjort Frederiksen.

Det endte som bekendt med, at Søren Pape Poulsen trak i land og endte med at anbefale sin folketingsgruppe, at de skulle stemme imod ophævelsen af Claus Hjort Frederiksens immunitet.

Minister vil ændre reglerne

Sagen glimrede ved sit store fravær i Folketingets afslutningsdebat, men da statsministeren skulle afslutte den lange debat, så adresserede hun sagen og fortalte, at justitsministeren er klar til at ændre reglerne. Det blev fulgt op af en pressemeddelelse fra Justitsministeriet.

 – Jeg vil godt igen understrege, at ingen ministre har skullet tiltræde eller på anden måde godkende, at der i sagen mod Claus Hjort Frederiksen er foretaget efterforskningsskridt eller rejst sigtelse. Det samme gør sig gældende i forhold til Rigsadvokatens beslutning om at indstille, at der rejses tiltale mod Claus Hjort Frederiksen. Alligevel har debatten haft en karakter, der har været egnet til at svække tilliden til Rigsadvokatens objektivitet og vores myndigheders arbejde. Efter regeringens opfattelse kan de gældende bestemmelser i straffeloven, hvorefter påtalekompetencen i visse sager ligger hos justitsministeren være medvirkende til at svække denne tillid. Det kan ingen være tjent med. Derfor foreslår regeringen, at vi i fællesskab overvejer, om vi skal ændre straffeloven, sådan at justitsministeren ikke skal have samme rolle som i dag. Jeg forventer at tage første drøftelse med ordførerne umiddelbart efter sommerferien, lyder det fra Mattias Tesfaye.

Justitsministeren er tillagt kompetencen til at rejse tiltale i sager vedrørende overtrædelse af bestemmelserne i straffelovens kapitel 12 om forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed (§§ 98-110 e) og en række bestemmelser i kapitel 13 om forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme m.v. (§§ 111-115 og 118), jf. straffelovens §§ 110 f og 118 a. Det indebærer, at der i alle tilfælde i sådanne sager kun kan rejses tiltale efter justitsministerens påbud.

Historisk set er justitsministerens kompetence til at rejse tiltale i disse sager begrundet i de særlige – navnlig også internationale – hensyn, der kan være bestemmende for, om påtale skal finde sted.

Straffelovens § 110 f og § 118 a har følgende ordlyd:

110 f: De i dette kapitel omhandlede forbrydelser er i alle tilfælde genstand for offentlig påtale, der sker efter justitsministerens påbud.

118 a: De i §§ 111-115 og 118 omhandlede forbrydelser er i alle tilfælde genstand for offentlig påtale, der sker efter justitsministerens påbud.