Hver tid har sin egen forståelse af ordet arbejde. For hundredetusinder af år siden handlede det om overlevelse, hvis man ikke ville dø af sult eller blive spist af rovdyr. Mennesket var på lige fod med andre livsformer på jorden nødt til at kæmpe for sin eksistens. Den store revolution kom med udviklingen af landbrug. Muligheden for at dyrke jorden og leve af den formede vores tilværelse i tusindvis af år. Det var en beskæftigelse for rigtig mange mennesker. I dag er udviklingen ved at være der, hvor vi måske slet ikke behøver bruge så stor en del af vores liv på arbejde. Robotter og AI er ankommet.

Den aktuelle beskæftigelsesreform, der planlægges af regeringen, ønsker at forholde sig til et system, jobcentrene, der har indskrevet sig i historien med foragt og had hos mange mennesker. Det bygger på en opfattelse af mennesket som uselvstændigt og dovent, men hvor afskrækkelse, straf og ydmygelse er den primære kur mod elendighederne. Mennesket er selvforskyldt i sin situation, og har desuden kun et ønske om at snyde for at nyde. Og så skal man bevise sin uskyld. Ikke omvendt. Enhver sagsbehandler kan blive lægefaglig vidende, hvis bare de rigtige skemaer er krydset af.

Socialdemokraterne ynder at sige “gør din pligt og kræv din ret”, men det rigtige motto for systemet er “gør din pligt uden nogen ret”. Klagesager er langsommelige og systemet holder mest med sig selv. For selvom lovene er fyldte med gode intentioner og formuleringer, så er praksis anderledes. Til tider virker det som om, at systemet primært skal afskrække andre, så de ikke siger deres job op. Folk skal frygte ledighed. Det holder alle på deres plads.

Mange af livets forhold er udenfor eget ansvar. Sygdom kan ingen bestemme over. Hvis en virksomhed må lukke. Hvis der er økonomisk krise. Hvis der sker ulykker. Alligevel lader det til, at systemet ofte ligger ansvaret helt over på det enkelte menneske, hvor der er eksempler på, at selv folk med få måneder tilbage at leve i, skal bruge den sidste tid på at tilfredsstille statens umættelige behov for kontrol og magt. I årtier har medierne kunnet formidle absurde sager, men intet har hjulpet på systemet. I bedste fald er der blevet lappet hist og pist. For et reelt forandret system ville kræve et helt nyt syn på arbejde og tilværelsen.

Det er paradoksalt, at vi har fået mere og mere teknologi, der fjerner behovet for mange former for arbejde, men alligevel fastholder folk i hvor mange timer de gør det ene eller andet. Uden tanke for at mere tid ville gøre folk mere raske og livsglade. Det lader ikke til at teknologien overhovedet løser den primære opgave; at gøre tingene lettere for mennesket. Tværtimod flytter man typisk blot folk fra den ene arbejdsfunktion til nogle nye. Som om at “arbejde” er det eneste rigtige, uanset helbred, evner, begavelse og muligheder. Vi skal måle alt på tid; ikke resultat.

Bedre bliver det ikke af, at staten har skabt en underklasse af billig arbejdskraft, det lever udenfor arbejdsmarkedet, men som en del af beskæftigelses systemets slavehær. Uden frihed og rettigheder og til lav løn på offentlige midler. De kan løse de opgaver, man ikke gider “have ordnede vilkår” for. Ingen fagforening vil røre dem med en ildtang. Jobprøvelse. Ja, det man sgu sige.

Folk har svært ved at få livet til at hænge sammen. Der er for lidt tid. Hellere sende vores børn ud til andre, end at have tid mens de er små. Det skal man jo. Hensynet til børnene forsvinder. Mange piskes ud på institutioner, hvor de bruger mere tid i deres børneliv med andre voksne end deres egen familie. Dem, der arbejder der, skal passe andre folks børn, ikke deres egne. Selvom børn er noget af det mest livsbekræftende. Skolerne skal også være fyldte hele dagen. Børn skal fra en tidlig alder tage stilling til deres kommende arbejdsliv. Hvor bizart det ellers lyder. Jo, det hele hænger sammen:

Det er menneskesynet, der er problemet.

Og det er et både dyrt og farligt menneskesyn. Det et forbundet med andre store samfundsproblemer. Danmark ligger placeret i toppen over lande, der bruger psykofarmaka. Vi æder medicin som ingen andre for at klare os. Ikke et ord om at det måske er samfundet, der giver folk mentale problemer. To års ventetid på at se en psykiater; det burde sige alt. Så det er ikke kun jobcentrene, der er problemet. Det handler også om, at der er en manglende erkendelse af, hvordan vi indretter samfundet, så der er plads til forskellige slags mennesker. Ofte ynder politikere at sige, at “vi mangler” folk indenfor det ene eller andet fag. Straks vil de tvinge hele årgange til at tage bestemte uddannelser. Men er det godt for mennesket? Næppe. Fremfor at have tid til at finde ud af, hvem man er, så vil man livet igennem tvinge mennesket ind i rutiner, der ikke tjener andre formål end at fordre maskinen med produktionsarbejdere.

Med udviklingen af kunstig intelligens, er vi i begyndelsen af en revolution, der vil overflødiggøre mange af de jobs, der findes i dag. Det burde være nu, at vi begynder at tænke arbejde på en ny måde. At det skal starte med mennesket. Hvem er du? Hvad vil du gerne? Hvordan kan du bidrage? Hvor meget? Fremfor at bruge jobcentrets logik om at borgerne er potentielle banditter. Beviset for, at det er tankegangen, er jo netop alle de rigide regler, regeringen ønsker at påtale. På samme vis som man har indført store telefonsystemer, hvor offentlige medarbejdere skal klare opgaverne for borgerne, uden nogensinde at møde dem, så skaber man en afgrund og en kløft mellem menneskene. De fleste mennesker vil gerne hjælpe andre. Men uden tid til at lave individuelle skøn, er det umuligt. Det kan kun føre til hårdhed og fejl. Det er jo derfor, at mange offentlige systemer starter med at sige “her taler vi pænt”, før man får et menneske i røret:

Fordi systemet er umenneskeligt.

Man kan godt nedlægge jobcentrene og skifte navnet ud med noget andet. Men ideologien følger med; det er set før. De samme mennesker med et nyt logo. Hvis vi skulle gøre noget andet og nyt, så skulle det handle om at skabe sammenhæng mellem børn, unge, helbred og arbejdsliv. At man tænker helheden ind, ikke mindst at der er en række af livskriser og personlige udfordringer, der ikke skal behandles med trusler, straf og nedværdigelse. Men med hjælp. Sandheden er, at man bruger overlevelse som et våben mod mennesker i nød. Også selvom det måske endda er samfundet selv, der har skabt det oprindelige problem:

Lange ventetider på udredning eller lægehjælp. Diffuse skoleforløb med overbebyrdede lærere. Presset på uddannelserne ved, at man tvinger folk til at tage uddannelser af økonomiske årsager, fremfor evner og lyst. Manglende hjælp i kriser, hvor der blot sendes trusler til borgerne i weekenderne, fremfor at mennesker sætter sig ind i virkeligheden derude. Ja, meget kunne nævnes. Men det er et konstant skub i en dårlig retning for mange borgere, der ender med at skabe social nød, skilsmisser, anbringelser, psykisk sygdom og alverdens former for elendighed. Og her er der næppe et system, der har gjort sig mere uheldigt bemærket end jobcentrene:

De har været arnestedet for store politiske eksperimenter. Logikken har været ond. Og selv de mange ansatte, det måtte have kæmpet for at hjælpe folk rigtigt, har været bundet på arme og ben. Så hvis man skal skabe noget nyt, så bør politikerne overveje, om det ikke skal starte med et nyt menneskesyn, og det skal helt ned til skolealderen og de første 1000 dage af et menneskes liv. Længere er den ikke. Det er endda billigere i længden; at starte investeringen i mennesket allerede der.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her