Kommentar: Hvert år forenes mediebranchen omkring den ene ting de kan enes om, nemlig at tigge penge hos politikerne, der skal komme fra skatteborgerne og forbrugerne. I år vil de have 100 millioner kroner forærende af streamingtjenesterne uden at levere noget tilbage til selvsamme.
Stort set alle brancher i den frie verden lever på markedsvilkår. Det betyder i al sin simpelhed, at virksomhederne må producere deres varer og tjenesteydelser for at sælge dem med håbet om at forbrugerne vil købe dem. Prisen fastsætter markedet. Den afhænger af mange faktorer, herunder om der er et behov for varerne, samt om forbrugerne har råd. Dårlige varer forsvinder som regel fra markedet, fordi folk ikke køber dem. Denne konkurrence har i de vestlige samfund været modellen til at opbygge det teknologiske velfærdssamfund.
Men når det kommer til mediebranchen, så vil selv liberale og borgerlige politikere hellere end gerne være med til at sætte markedskræfterne ud af spil. Også selvom forbrugerne massivt fravælger konkrete produkter. Man vil for enhver pris gennemtvinge indhold, ganske få mennesker efterspørger. Endnu mere absurd bliver det, når forbrugerne først betaler for et produkt via skatter og afgifter, som de bagefter ikke må anvende uden at betale flere penge for det. Sådan er det med betalingsmure. Medierne har fået betydelige midler af staten og borgerne, men de nægter betalerne adgang til de produkter, der er blevet betalt for.
Klynk og jammer er dagens orden. Der er ingen grænser for, hvor jammerlige argumenter man vil tage i brug, når der skal tigges penge hos den danske befolkning. Vi må forstå at demokratiet er på spil. Mage til selvopblæsthed skal man lede længe efter.
Erfaringer fra alle brancher viser, at når først man har etableret statsstøtte til en branche, er det praktisk talt umuligt at slippe af med. Det største problem ved dette er, at det skævvrider markedet og forhindrer nyskabelse, samtidig med at dårlige produkter lever videre. På den måde er det den helt elementære diskussion mellem at have en markedsøkonomi og en planøkonomi. Når de borgerlige partier alligevel hopper med på den kommunistiske vogn, så skyldes det primært politikeres afhængighed af medierne. Ganske som med bankerne er de urørlige. Ingen har modet til at sige fra overfor den årlige pengeafpresning, hvor branchefolkene som en flok rockere kommer med tomme sække, der skal fyldes med millioner og atter millioner af skattekroner.
Når først de har pengene, så vil de moralisere for dem. Vi skal forstå, at de er en statsmagt. Betydningsfulde og afgørende. Nødvendige og uundværlige. Og for skatteborgernes penge render de år efter år rundt og leger cowboys og indianere. Nutidens medier fungerer som anklagere, jury og dommere. På en og samme tid. Selv de mest ubegavede vinkler kan for andres penge få eksponering i døgndrift. For ingen af disse tiggermedier skal tage stilling til, om forbrugerne vil betale for det eller ej.
20% af danskerne har helt fravalgt mediestrømmen. De unge er slet ikke med. De befinder sig langt bedre på nye medier, hvor deres generation spejler sig i den direkte adgang til al information. Af samme grund er sociale medier forhadt af mediebranchen. I årevis har de tæsket løs på dem, fortalt om hvor skadelige de er, og med en slet skjult misundelse over at de nye medier er tusinde gange mere populære, end de selv kunne drømme om at være. Mediedøden er en realitet. Og ligene render kun rundt, fordi politikerne skaber et monster ala Frankenstein, når de poster penge ind i den forkælede og planøkonomiske mediebranche.
Det kan altså godt lade sig gøre at lade være. I USA har man ikke statsstøtte. Heller ikke i Hollywood. Påstanden om at dansk film kun kan overleve ved at danskerne betaler for dem med deres skattepenge er grotesk. Og mange er ved at være godt trætte af den elitære tilgang til filmstøtten, hvor vi konstant skal høre om dengang en dansker fik en Oscar:
Hør her, venner. Der er altså vigtigere ting i verden, end om en dansk film får en Oscar. Pengene er bedre brugt på retssystemet, der sejler på grund af ressourcemangel. Eller børneområdet, hvor en epidemi med børn der mistrives er i gang. Eller ældreområdet, hvor mange venter for længe på at komme på plejehjem. Eller sundhedsområdet, hvor personalet er presset til sokkeholderne.
Vi kan roligt undvære en Oscar. Samtidig vil det være langt bedre, hvis fortjenesten skyldes egen drift og initiativ, fremfor nasseriet på samfundet. Der må og skal være grænser for, hvad skatteborgerne skal være med til at finansiere. Spillefilm, tv-serier og endeløse tv-udsendelser må være en af de grænser. Det kan uden problemer finansieres via markedet, hvor der aldrig har været nemmere at få afsat produkter. Producenterne må forhandle med streamingtjenesterne om vilkår og priser, sådan som markedet bør fungere. Konkurrencelovgivning skal styre rimeligheden overfor begge parter. Men den uhæderlige tilgang, hvor man vil presse streamingtjenesterne (og i den sidste ende forbrugerne) til at betale og tage det indhold de forlanger folk skal se, bør afvises. Det er også uhæderligt af politikerne, der ender med at sidde som smagsdommere over, hvad folk skal bruge deres penge og tid på.
Her er et wake up call til den forkælede danske mediebranche:
Jeres tid er slut. I mister læsere og seere hver dag. Konkurrencen om folks tid har aldrig været større. Selv hvis I havde hele det danske statsbudget til rådighed, vil det være umuligt at opretholde interessen blandt danskerne. De vil noget andet.
Forbrugerne vil dette andet, hver eneste dag. Få ser flow tv. De fleste vælger de serier og film, de har lyst til. Efter interesse. Efter tid. Den tid er forbi, hvor man kan lave “aftenens program” og forvente at folk sidder og ser et elitært dogme, mens de venter på at det de rent faktisk vil se, kommer på.
Vågn dog op.
Der er flere danskere, hvis forbrug af Youtube og TikTok, er 100 gange større end selv den største click bait på et gammelmedie. Hvorfor skal skatteborgerne så betale 100 millioner kroner om året for en radiokanal, der har 200.000 lyttere om måneden? Hvis der er noget, der skader “den demokratiske samtale”, så er det hysteriet, der skabes på de statsbetalte medier. Men fremfor alt ideen om at kræve, hvad folk bruger deres tid på. Lad os derfor håbe at mediestøtten forsvinder inden udgangen af tyverne. Medierne bør allerede nu igangsætte en overgangsfase, hvor de begynder at fungere på markedsvilkår. Mulighederne er der. Laver man et godt produkt, vil mange mennesker nemlig gerne betale for det:
Enten forstår man det nu, eller også lukker man den dag mediestøtten afskaffes.
