Anette Risum-Hansen har viet sit arbejdsliv til at uddanne og udvikle fremtidens social- og sundhedspersonale. Som afdelingsleder på Social- og Sundhedsskolen Fredericia – Vejle – Horsens (SOSU FVH) har hun gennem to årtier set faget forandre sig, men én ting har stået uforandret: Kampen for anerkendelse.

– Man forstår først virkelig, hvad vores fag indebærer, når man selv eller ens pårørende får brug for os – på hospitalet, plejehjemmet eller i børnehaven. Indtil da er det for mange usynligt, og det har været en udfordring i alle de 20 år, jeg har været her, siger hun.

”Det gav rigtig god mening for mig”

Anette begyndte sin karriere i social- og sundhedssektoren som fysioterapeut på et plejecenter. Her blev hun vidne til hverdagen for social- og sundhedspersonalet og oplevede, hvordan faglighed kunne gøre en konkret forskel.

– Jeg har altid haft en interesse i at undervise. Da jeg skulle vælge uddannelse, stod det mellem lærerstudiet og fysioterapeutuddannelsen. Tilfældighederne gjorde, at jeg blev fysioterapeut, men lysten til at undervise forsvandt aldrig, fortæller hun.

På plejecentret blev forbindelsen mellem teori og praksis tydelig. Hun arbejdede tæt sammen med social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, og tanken om at bidrage på en ny måde begyndte at tage form.

– Så lige pludselig åbnede muligheden sig for at kombinere de to ting. Det gav jo rigtig god mening i forhold til de uddannelsesvalg, jeg havde været igennem, siger hun.

I 2005 tog hun springet og blev underviser på SOSU FVH. Hurtigt udviklede hendes rolle sig, og tre år senere blev hun uddannelsesvejleder. I dag, efter to årtier i sektoren med kun få og korte afstikkere, står hun i spidsen for skolens afdelinger i Fredericia og Kolding. 

– Det var måske lidt tilfældigt, men alligevel ikke. Jeg arbejdede jo i miljøet, kendte det indefra, og derfor var det naturligt for mig at gå den vej. Det har jo egentlig bare udviklet sig derfra, siger hun.

Derfor har hun og kollegerne været her i årevis

For Anette Risum-Hansen handler arbejdet ikke kun om skemaer og planer. Det handler om mennesker, om fællesskab og om at stå sammen – især når tempoet er højt og kravene store.

– Det er, når jeg kan få os til at føle, at vi alle sammen er en del af det her fællesskab på SOSU FVH, fordi så løfter vi i flok. Og hvis man kan få kolleger med på den, så kan man jo nå rigtig meget, siger hun.

Hun har set det ske igen og igen. Når stærke kollegiale bånd opstår, bliver arbejdsdagene lettere, og selv de mest krævende perioder kan føles overkommelige.

– Der kan godt være perioder, hvor det måske ikke er helt så sjovt. Men når man har en god arbejdsplads med dygtige kolleger, hvor vi står sammen – så får man lyst til at give en ekstra skalle en gang imellem, siger hun.

Netop det fællesskab er, ifølge Anette Risum-Hansen, en afgørende faktor for, at mange – hun selv inkluderet – bliver i faget i årevis.

– Det er også derfor, jeg har været her så længe, og det samme gælder mange af mine kolleger. Vi oplever, at vi er en del af et fællesskab omkring undervisningen, siger hun.

Men måske ligger forklaringen et lag dybere. Fællesskabet på skolen er ikke tilfældigt, nej, hun tror snarere, at det er dybt forankret i selve fagets natur.

– De fag, vi uddanner vores elever til, handler jo rigtig meget om relationsarbejde. Så det giver mening, at vi som undervisere også er vant til at arbejde med relationer, siger hun.

Når underviserne oplever styrken i fællesskabet, smitter det af på eleverne, som bringer det med sig videre i velfærdssektoren, hvor samarbejde er en nødvendighed – vi står stærkere, når vi løfter sammen. Men selv det stærkeste fællesskab kan ikke løse den største udfordring, sektoren står over for.

Der mangler ikke vilje

For selvom fællesskabet er en styrke, mangler der stadig flere til at blive en del af det. Ifølge Anette er den største hurdle i dag at tiltrække nye elever.

I årene før var det lettere at rekruttere elever til social- og sundhedsuddannelserne. De søgte i højere grad selv ind, og skolerne behøvede ikke at kæmpe for at tiltrække dem. Men i dag er billedet et andet.

– Dengang var der rigeligt med ansøgere. I dag ser vi en faldende søgning, og der kan være mange grunde til det, siger hun.

Men Anette Risum-Hansen advarer mod, at man taler for ensidigt om manglen på elever. Hun peger på, at det gentagne fokus på rekrutteringsproblemer risikerer at blive en fortælling, som forstærker sig selv – og måske afskrækker nogen fra at vælge uddannelsen. I stedet vil hun hellere fremhæve, at de elever, der vælger faget, er stærke, engagerede og stolte af det, de gør.

Derfor mener hun, det er vigtigt også at fokusere på de positive sider af uddannelsen og på dem, der faktisk vælger den til.

– På trods af udfordringerne viser vores elevtrivselsundersøgelse, at de fleste af vores elever i høj grad trives, og det er vi stolte af, siger hun.

Hun understreger samtidig, at de elever, der vælger uddannelsen og gennemfører den, løfter en vigtig opgave i velfærdssektoren og gør en kæmpe forskel hver dag.

– Jeg får en klump i halsen hver gang, vi holder dimission. De fortjener langt større anerkendelse, for den uddannelse, de tager, og det arbejde, de udfører, er så vigtigt, siger hun.

Og netop anerkendelsen – eller manglen på den – er noget, der optager afdelingslederen. Som tidligere nævnt oplever hun, at mange først forstår betydningen af social- og sundhedsfagene, når de selv eller deres pårørende får brug for hjælpen.

– Det har altid været en kamp at forsvare sit valg, hvis man tager en SOSU-uddannelse. Den kamp har vi kæmpet i alle de år, jeg har været her, og det er ærgerligt, siger hun.

Håb for fremtiden

Når Anette Risum-Hansen ser fremad, håber hun på flere elever, bedre arbejdsvilkår og en større forståelse for fagets betydning. Men hun ved, at det ikke sker af sig selv.

– Jeg håber, at vi får nok til at dække behovet i velfærdssektoren – både i arbejdet med børn, unge, voksne, ældre og syge. Men hvis man ser på tallene, er det svært. Der bliver flere ældre og færre til at løfte opgaven, siger hun.

Imens tilføjer hun, at fremtiden i hendes øjne ikke kun handler om at få flere til at vælge faget, men også om at sikre, at de bliver i det. Det kræver respekt om arbejdet og rammer, der gør det attraktivt.

– Hele vores velfærd hviler på de mennesker, der arbejder i de her fag. Hvis de ikke er veluddannede og har gode vilkår, har vi et problem – fra vuggestuerne til plejehjemmene, siger hun.

En stolthed, der skal tales frem

Social- og sundhedsfaget er mere end en uddannelse. Det er en grundpille i velfærdssamfundet, og Anette ønsker, at flere vælger det med stolthed.

– Jeg vil håbe, at dem, der vælger vores uddannelse, gør det, fordi de er stolte af det. At de kan fortælle om det uden at føle, de skal forsvare deres valg, siger hun.

Mange møder stadig fordomme, og respekten for faget kommer ofte først, når man selv eller ens pårørende får brug for hjælp. Derfor opfordrer hun sine elever til at ranke ryggen og stå ved deres valg.

– Jo flere, der siger: ‘Jeg arbejder som social- og sundhedsassistent eller pædagogisk assistent’ med stolthed, jo flere vil vi også tiltrække, siger hun.

Hun bliver i hvert fald ved med at tale faget op – ikke kun over for omverdenen, men også blandt de studerende selv.

For hende handler det ikke om at forskønne virkeligheden. Arbejdet kan være krævende, men det gør en forskel. Og det er værd at være stolt af.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her