Middelfart Boldklubs eventyr i denne sæsons pokalturnering er slut. De gav ellers AaBs Superliga-mandskab kamp til stregen, men en frisparksperle var ikke nok til at forhindre nordjyderne i at rejse hjem med en sejr på 2-1 efter en kamp, som hjemmeholdet havde stor ære af.

For øjnene af 1.328 tilskuere, der havde fundet vejen til Middelfart Stadion, spillede Middelfart deres klart mest profilerede kamp i flere sæsoner. Kamptidspunktet var sat til at være klokken 13:30, da der ikke er lysmaster, der gør det muligt at spille kampen senere, men det havde altså ikke forhindret tilskuerne i at møde frem.

Alt lige fra skolebørn til erhvervsfolk havde taget turen til “Gryden” i Middelfart, der kunne se AaB kom med en blanding af reserver og spillere, der spiller fast på deres Superliga-hold. En af de, der spiller fast for dem, blev skadet efter 16 minutter. Det var Younes Bakiz, der måtte udgåog blev erstattet af Louka Prip, der endte med at spille en hovedrolle i opgøret.

Bortset fra enkelte tilfælde var det ikke til at se, at AaB til daglig spiller i Superligaen og Middelfart er at finde i 3. division. En af forskellene kom til udtryk efter 22 minutter, da nordjyderne med et par hurtige førstegangsafleveringer splittede Middelfarts forsvar ad til atomer, men chancen blev misbrugt.

Kort tid efter troede flere tilskuere, at Middelfart havde bragt sig i front, men bolden røg over mål, og mere skete der ikke i en chancefattig første halvleg, hvor Middelfart ikke bare lige var sådan til at overrumple for AaB.

Efter pausen trådte Allan Sousa i karakter. Efter 53 minutter blev han brasilianeren med det karakterisk hår sendt afsted i dybden, og han afdriblede Middelfart-keeper Casper Radza og sendte gæsterne i front.

Middelfart lagde sig ikke ned. Det lykkedes hjemmeholdet i den sidste del af opgøret at etablere et pres, og en af chancerne, som det gav, tilfaldt Mathias Jacobsen, der med 12 minutter igen fik chancen for at udligne ved bagerste stolpe på et skudforsøg, der endte med at blive blokeret ud til hjørnespark.

Med Middelfarts store pres gav det plads i bagrummet. Det udnyttede AaB med fire minutter tilbage af kampen, da de fik fanget Middelfart i ubalance og fik skudt på kassen. Returbolden havnede hos Louka Pris, der sendte bolden i mål til 2-0.

Igen gav Middelfart ikke bare op. De kæmpede videre, og i det 90. minut gav det pote. Hjemmeholdet blev tildelt et frispark på kanten af feltet, og det tog Marcus de Claville sig af, og med et følt spark fik han reduceret til 2-1. 

Mere skete der ikke i opgøret, og dermed slutter Middelfarts pokaleventyr efter i de tidligere runder at have sendt Give Fremad, FC Fredericia og Sædding ud i pokalmørket.