Alex Kristensen fra Fredericia Brewpub er trods de aktuelle nedlukninger i godt humør. Han ser nemlig frem til 5-6-julidagene, hvor Fredericia i år kan glæde sig til at smage en 6.juliøl.

– I år skal vi for alvor fejre 6. juli og Fredericia har en meget god ekstra grund til at holde fest den 5./6. juli. Vi er forhåbentligt på den anden side af coronapandemien og vi trænger til, at være sammen igen, siger Alex Kristensen og fortsætter:

– Fredericia Brewpub har ønsket at genoptage en gammel tradition og brygge en 6. juli øl. For en del år siden var 6. juli-øllet fast gæst i Fredericia, idet to gæve gutter i Frederiksodde Håndbryggerlaug bryggede en fortrinlig ale i dagens anledning.

Nu genoptages traditionen

– For at genoptage traditionen, inviterede Fredericia Brewpub håndbryggere fra nær og fjern til at komme med deres bud på en god 6. juliøl. Der findes rigtig mange stilarter inden for øltyper. Vi ville ikke begrænse håndbryggerne i deres kreativitet. Dog skal øllet ikke være for mørk – og så skal det være en øl, som flertallet af os vil nyde at smage på, siger Alex og uddyber:

– Vi modtog ni forslag fra forskellige håndbryggere og den 11. marts havde vi samlet en lille junta bestående af interesserede øldrikkere og den ene ejer af Fredericia Brewpub, Dorthe Brejndahl, der er uddannet øldommer. Vinderen blev en tysk festbier. Det er den øltype, man bl.a. drikker til den årlige oktoberfest, så det må vel siges, at være den helt rette øltype til Fredericia, når vi i år skal fejre 5./6. juli festlighederne.

– Det bliver muligt at smage 6. julifestøllet hos Fredericia Brewpub på fad – eller man kan købe øllet med hjem på flaske.
En del af indtægterne fra salget af 6. juli festøllet vil gå til 6. Juli Garden, der har forsødet hele Fredericias tilværelse under coronanedlukningerne.

0 0 stem
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer