Onsdag var der første spadestik til 143 boliger, der skal bygges i Carolinelunden i Kanalbyen, hvor det ene projekt efter andet popper op.

Det går stærkt i Kanalbyen. Byparken-projektet er i fuld gang og tidligere på måneden stod ungdomsboliger klar i Oldenborghuset.

Tim E. Halvorsen. (Foto: AVISEN)

Onsdag var dagen, hvor første spadestik til lejlighederne i Carolinelunden fandt sted. På den anden side af kanalen ved Oldenborghuset var der opsat en pavillon, hvor der i læ for det utilregnelige vejr var opsat en talerstol.

Projektdirektør i Kanalbyen, Tim E. Halvorsen, lagde ud med at byde velkommen, og gav efterfølgende ordet til Peter Olsson, adm. direktør i AP Ejendomme.

Peter Olsson. (Foto: AVISEN)

– Jeg er utrolig glad for at stå her i dag, og det har kun kunnet gå for langsomt. Dem, der kender mig ved , at jeg er utålmodig og det skal ske hurtigt og vi skal sætte en kurs. Jeg har respekt for dem, hvor ting skal lande først, og det er ved at være et stykke tid siden, at vi indgik en aftale, sagde Olsson og fortsatte:

– Vi har vist, at byudvikling ikke er tilfældigt, da det her havde vores fokus. Det er byudvikling ud fra en bæredygtighedsbetragtning vi skal sætte et aftryk. Den bydelsudvikling, som vi skal i gang med, er noget af det største jeg har set i Danmark. 

Steen Wrist. (Foto: AVISEN)

Borgmester Steen Wrist (A) var næste taler.

– Vi oplever, at Kanalbyen er en af de vigtigste motorer for den videreudvikling i Fredericia. Vi er i en vild udvikling, hvor vi i dag også har taget første spadestik til Nordeuropas største brintanlæg. Når man taler om at komme her, og hører om en bæredygtig bydel, hænger det godt sammen, sagde Wrist og fortsatte:

– Interessen for at bo her er stor. Hvis man ser sig omkring, er der en del mennesker, og selv på en vindblæst dag, så emmer det af liv her med autocampere, og mon ikke vi ser et sup-board i kanalen om lidt.

Peder Cederfeldt (Foto: AVISEN)

Næste person til at tale var adm. direktør i Realdania By & Byg, Peder Cederfeld.

– Som Peter sagde, så er det en stor dag. Det er tre år siden , at vi drøftede muligheder, blandt andet den her. I 2008 blev vi enige om at gå sammen om det her, dengang var det med afviklet industri i området og det har man svært at forestille sig i dag, når man står her. Man var bevidst om potentialet, og byen ønskede at igangsætte en radikal forandring. Vi har været enige hele vejen igennem . Vi har forfulgt en stærk vision, som tiltrækker mange forskellige mennesker, forklarede Cederfeld.

Henrik Hougaard. (Foto: AVISEN)

Den sidste til at give projektet nogle ord med på vejen var markedschef hos Svanemærket, Henrik Hougaard.

– Jeg har været med på rejsen i ti år, og når man kom der dengang, så er det en anden rolle end i dag. Man blev ikke taget så seriøst som nu. Den rejse kræver, at der er seriøse bygherrer, som understøtter det, og det kan man kun takke AP Pension for. Vi kommer med et papir hvor vi mener, hvad der er det bedste for at bæredygtigt byggeri, sagde Hougaard.

Carolinelunden, som i de kommende år opføres af AP Pension, kommer til at rumme 450 lejeboliger i en blanding af townhouses, karréhuse, punkthuse og rækkehuse, der i form og skala refererer til Fredericias historiske renæssancecentrum.

Byggeriet af de første 128 lejligheder, ti rækkehuse og fem town houses er så småt gået i gang, og det var det, der blev markeret ved dagens spadestik. De første lejligheder forventes at stå færdige i løbet af efteråret 2023.

(Foto: AVISEN)
(Foto: AVISEN)
(Foto: AVISEN)
(Foto: AVISEN)
(Foto: AVISEN)
(Foto: AVISEN)
(Foto: AVISEN)

Skriv en kommentar