Hos Gardenia Blomster i Erritsø er der fyldt med farver. Kunderne vil have farver i mange arter, men mest de kraftige farver der skaber lidt kulør i den ellers Corona-ramte hverdag. Det er en sjov opgave for en blomsterbinder, for der er mere kreativ frihed, forklarer indehaver Lone Eriksen. Når det kommer til Mors Dag, som er lige rundt om hjørnet, så spår Lone også farverne som værende årets hit.

– Foråret kommer bare frem på så mange måder lige nu. Vi har fået rigtig meget hjem nu her, der kan fylde krukkerne op. Det der også sker lige nu – og som 2021 i det hele taget viser – er, at vi vil have farver. Vi vil have farver ind i vores stuer, fortæller Lone Eriksen, indehaver af Gardenia Blomster i Erritsø.

Farverne skal ind i stuen – og de må gerne være kraftfulde. Der skal noget mere liv, noget mere glæde og noget mere spræl ind i den grå hverdag.

– Vi taler om de stærke farver. Blå, orange, stærk pink – jamen alle stærke farver. Men også den pastelfarvede og nude-farverne. Dem kan vi også gode lide. Men der er generelt bare med farver i en længere periode. Jeg tror vi har manglet det. Jeg tror vi har manglet farve på livet. Corona har gjort, at vi har været hjemme. Vi skal have mere liv ind, siger Lone.

– Det er lækkert for en blomsterhandler når der er farver. Vi er enormt glade for, at få lov til at arbejde med farver. Det gør at vi kan eksperimentere lidt mere med sammensætningen, så det bliver en eksplosion af farver. Vi er enormt glade for det, lyder det med et stort smil fra blomsterhandleren.

Mors Dag er lige rundt om hjørnet. Det er en højtid for alle blomsterhandlere i landet, for det er her mor skal forkæles – og hv<d er bedre end friske blomster? Trenden her er også klar, hvis man spørger Lone: Farverne fortsætter.

– Jeg tror også det her er Mors Dag-trenden i år. Jeg tror at det er farverne der vil frem. Selvfølgelig er der forskel på om det er en mor på 35 år eller en mor på 80 år vi laver noget til. Men der er ingen tvivl om, at den yngre generation vil gå til farverne, det er helt sikkert, siger Lone.

Mors dag er ikke bare en enkelt dag ved Gardenia, det er en hel uge – med fuld fart på.

– Vi snakker ikke bare Mors Dag, vi taler om en hel uge. Når vi går hjemmefra mandag morgen er det lige før vi kysser farvel og siger, “vi ses søndag”. Det er vores største uge. Det er vores største dag, mors dag. Der er meget forberedelse der begynder allerede mandag hvor vi planter op og sådan. Der skal planlægges i forhold til hvem der gør hvad og hvornår. Så kommer der enormt meget snit hjem. Det hele kommer så sent som muligt, så alt hvad vi kan begynde at forberede allerede fra mandag, det er det vi gør. Ellers klør vi bare på. Vi åbner her kl. 6 søndag morgen – og oftest har vi kun fået sovet en time inden vi er mødt ind. Men vi er her, og vi nyder at være her, siger Lone Eriksen, indehaver af Gardenia Blomster.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer