MEP Christel Schaldemose gæstede i dag Middelfart, hvor hun blev præsenteret for Trekantområdets power-to-x-strategi og dernæst var på ude på Lillebælt for at høre om biodiversiteten under havoverfladen.

Trekantområdet arbejder frem mod at skabe “Nordeuropas fyrtårn for produktion af grønne brændstoffer”. Det konkrete mål for samarbejdet er at få etableret Power-to-X produktionsanlæg i industriel skala i Trekantområdet. Derfor har man dannet et partnerskab mellem kommunerne i Trekantområdet og foreløbigt 14 private virksomheder.

I den forbindelse deltog Jørgen Nielsen, der er direktør for Trekantområdets Varmetransmissionsselskab, og kommunaldirektør i Middelfart, Willy Feddersen. Også Middelfarts borgmester Johannes Lundsfryd var meget tilfreds med at kunne fortælle om bæltet og den grønne omstilling i Trekantområdet.

Klokken 9.45 sejlede Schaldemose, Lundsfryd og en lille skare ud på bæltet for at opleve biodiversiteten under havoverfladen.

– Vi har besøg af Christel Schaldemose i dag, fordi det er vigtigt at dem der udmønter EU’s midler til natur, at de også ved at vi har en fantastisk natur vi skal passe på her i Lillebælt. Vi har været ude og besigtige bæltet, det er mest elementernes pres vi har oplevet i dag. Det er også fint, for det hører med til naturen her, fortæller borgmester i Middelfart, Johannes Lundsfryd.

– Men vi har også haft anledning til at tale om de konkrete projekter der er i gang. De handler dybest set om hvordan vi kan skabe de bedste betingelser for livet under havoverfladen. Både fisk og plantelivet. Det er unikt på mange måder. Det er unikt på grund af den stærke strøm, det er også unikt at vi har en grobund for et helt særligt planteliv. Vi er en af Danmarks mest driftige områder hvad angår vækst og udvikling – og samtidig har vi en rigtig værdifuld natur, fortsætter han.

Jacob Pedersen, biolog og projektleder i Natur og Miljø, Middelfart Kommune

Middelfart Kommune arbejder lige nu med et stort EU-finansieret projekt med mange partnere (Middelfart er projektleder), hvor målet er at beskytte kystfugle ved bl.a. at genetablere stenrev og plante ålegræs. Projektet hedder Better Birdlife.
Livet omkring Lillebælt er ganske unikt – også under havoverfladen. Men bæltet er så at sige et ingenmandsland – og dette udfordrer i beskyttelsen af bæltet. Man ønsker at sætte større fokus på biodiversiteten i havet fra alle sider – EU, Staten og kommunerne. Under sejlturen deltog Jakob Martin Pedersen, projektleder på Better Birdlife også.

Om Lillebælt:

En stor del af Lillebælt er udpeget som internationalt beskyttelsesområde (Natura 2000) med naturtyper tilknyttet havet og kysterne som lavvandede bugter, rev mv. Strømmen holder store dele af bunden fri for løst materiale, hvilket bevirker en hård havbund. Det skaber, sammen med store vanddybder på op til 80 meter unikke betingelser for fauna og flora, som ikke findes andre steder i de indre danske farvende.

Herudover skaber Lillebælt rammerne for verdens tætteste bestand af marsvin, og det er et af landets vigtigste yngle- og rasteområder for fugle knyttet til kyst, strandeng og lavvandede havområder.

Ud over det særprægede hav- og kystområde er de landskabelige naturområder også af særlig høj naturmæssig værdi med bl.a. betydningsfulde skovområder, store strandengsarealer, tidvis våde enge, kalkoverdrev, sure overdrev mv. Landskaberne omkring de fynske herregårde, øerne, kystskovene, Skamlingsbanken og meget mere indbyder sammen med bæltets endeløse muligheder til enestående oplevelser og et aktivt friluftsliv.

Schaldemose slog fast, at vi skal passe på de danske farvande.

Christel Schaldemose: Vi skal passe på de danske farvande

– Jeg er her for at høre om en lang række af de tiltag Middelfart Kommune har gang i. Det er jo fantastisk. Vi synes også, at vi skulle en tur på Lillebælt, for vi taler alt for lidt om havmiljøet, når vi taler om miljø og klimaprojekter. Jeg ville gerne ud og se hvordan det så ud på havet, fortæller Christel Schaldemose, delegationsleder for Socialdemokratiet i Europa-Parlamentet.

– Jeg tager en hel masse ting med mig. Jeg tager med mig, at det er vigtigt at lave projekterne. Men jeg tager også med mig, at der er behov for at justere i nogle af programmerne, så man også kan se meget mere på havmiljøet. Det er der ikke i tilstrækkelig grad. Så hvis vi kan justere vores programmer, så vil det være rigtig godt. Så tager jeg med mig, at der er stort ønske om at ville bidrage til en biodiversitet i havet. Når vi taler om havet, så plejer det at være med udgangspunkt i hvordan landjorden påvirker havet, men der er behov for at se havet for sig selv, fortsætter hun.

0 0 stem
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
1 Kommentar
Ældste
Nyeste Mest bedømte
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

hans thomassen
hans thomassen
22:42 - 6. april 2021 22:42

Rigtigt fint tiltag og et konkret fortælling om beskyttelse af Lillebælt.
Og en rigtig god ide, at få EU med nu, også for evt. finansiering fremadrettet.
Tak for Jeres tiltag.