De demokratiske institutioner har i de sidste 30 år været under voldsomt pres. Partierne var historisk rodfæstet i demokratiske bevægelser, hvor befolkningsgrupperne arbejdede for deres interesser. Men den moderne politik er kendetegnet ved at den bliver defineret af enkeltpersoner, imagepleje og spindoktorer. Spørgsmålet er om partierne overhovedet kan rumme den individuelle selvpromovering, og om de politiske individer kan være i partierne.
Overskrifterne er ikke til at tage fejl af. Personopgør og uenighed blandt partiernes medlemmer er hverdag, og har været det stort set uafbrudt årti efter årti. Den moderne Danmarkshistorie kan skrives ud fra de opgør, der både lukker partier, får nye til at opstå og ikke mindst gør personer til det vigtigste element i demokratiet. Der er mange eksempler på det, og ingen partier kan undsige sig at have været en del af disse personkampe.
Fortidens politikere
Da kommunisten Aksel Larsen i slutningen af 1960’erne besluttede sig for at forlade det kommunistiske parti, selvom han var partiets ultimative formand og folkekendte figur, trak han en kanin op af hatten: Den kom til at hedde Socialistisk Folkeparti, i dag SF, og blev støtteparti for de socialdemokratiske regeringer op gennem 1960’erne. Mange af de velfærdsreformer denne økonomiske fremgangsperiode førte med sig, havde Aksel Larsen agiteret for i skarp konkurrence med socialdemokraterne. Han havde en rodfæstet fortid som fagforeningsaktivist og var med til at demonstrere mod kongen under Påskekrisen i 1920, da han var ganske ung. Påskekrisen i 1920 er det tætteste vi i Danmark har været på revolution, da kongen afsatte regeringen, hvilket fik fyret godt og grundigt op under arbejderklassen. Under anden verdenskrig deltog Aksel Larsen som frihedskæmper på det tidspunkt, hvor de danske myndigheder og regeringen besluttede at jagte kommunisterne sammen med nazisterne. Han endte i en koncentrationslejr i Tyskland, men kunne vende hjem til Danmark på en af de hvide busser, da krigen var slut. Herefter kom han ind i samlingsregeringen, der skulle rydde op efter besættelsestiden.
Larsen er en interessant figur, hvis vi skal kigge på hvad politiske partier, men også enkeltpersoner, har kunnet udrette i dansk politik. Både fordi han reelt tilhørte en mindre fraktion på venstrefløjen, der tilmed bekendte sig til Moskva og statskommunismen, såvel som fordi han skiftede mening, sandsynligvis på grund af Sovjetunionens hårde kurs mod den ungarske befolkning i 1956. På den måde gennemgik Aksel Larsen den ypperste transformation: Fra kommunistisk formand, med støtte til diktaturet, til demokratisk socialist, med støtte til demokratiet.
Den største politiske bevægelse i Danmarkshistorien, indtil videre, var den socialdemokratiske: Den socialdemokratiske bevægelse var i Danmark massiv, og der var knap nok en by, der ikke havde en betydelig, socialdemokratisk tilslutning. Bevægelsen praktiserede både pressevirksomhed, fagforeningsaktivisme og ikke mindst politisk indflydelse. Der var også noget på spil: Arbejderne kunne få mere i løn, flere fridage, kortere arbejdstid, sygedagpenge, bedre sundhedspleje, bedre skoler, bedre uddannelser – og meget mere – hvis de organiserede sig og krævede en andel af samfundsudbyttet. Aksel Larsen og kommunisterne repræsenterede den samme ambition, men de gik skridtet videre: De ville have en revolution efter sovjetisk forbillede.
Socialdemokraterne så meget tidligt kommunisterne som værende deres fjende nummer et. Godt nok var “kapitalisterne” officielt hovedfjenden, men uofficielt var kommunisterne en torn i øjet på socialdemokraterne og partiets tag i fagbevægelsen, hvorfra man hentede finansiering og politisk magt. Truslen om strejker var et stort våben for fagbevægelsen og partiet. Men kommunisterne var også repræsenteret i fagbevægelsen, og enigheden var ikke nødvendigvis stor. Socialdemokraterne ville stå på mål for en fredelig revolution, og der var endda plads til kongehuset, selvom de kongelige og deres privilegier principielt var noget af det mest usolidariske man havde i landet, hvis man altså kom fra en fattig arbejderfamilie og ville have en omfordeling af samfundets ressourcer.
Op igennem 1960’erne sejrede fagbevægelsen og socialdemokraterne sig selv ihjel, har man sagt. Det flød med honning i landet, og man fik indført mange af de velfærdsgoder, der i dag definerer Danmark. Her kan man især bemærke forarbejdet til bistandsloven, der dog først blev vedtaget i begyndelsen af 1970’erne og trådte i kraft i 1973. Med bistandsloven overtog staten forsøgelsespligten for dem, der ikke kunne ernære sig selv. Det blev dermed en rettighed, at man kunne få støtte i forbindelse med sygdom og arbejdsløshed. Samtidig indførte man massiv støtte til enlige mødre, hvormed man reelt gjorde det muligt for kvinder at frigøre sig fra mændenes indtægter. Det vil sige, nu fik de bare mændenes penge via skatten, samtidig med at man etablerede offentlig børnepasning for alle . Bistandsloven blev kulminationen på socialdemokraternes og de andre venstreorienterede partiers ønsker om en omfordeling af økonomien i samfundet, hvor de fattigste skulle løftes ud af fattigdommen og ind i fællesskabet. Det var slut med lokummer i baggården, for nu stod der nye betonkomplekser klar på markerne udenfor byerne, hvor man kunne flytte ind i moderne lejligheder og med boligsikring og børnepenge i tilskud.
De borgerlige partier havde ikke haft meget at skulle have sagt i perioden efter anden verdenskrig og frem til dette tidspunkt. Der havde ganske vist ind imellem været borgerlige mindretalsregeringer, men generelt var det den socialdemokratiske samfundsmodel, der fik det sidste ord. De fleste politiske partier rummede en bevægelse, et konkret ønske om en definition på et samfund, ofte med tydelige afsæt i bestemte befolkningsgrupper med dertil tilhørende privilegier og rang. Her var den største gruppe “arbejderne”, der fortrinsvis stemte på socialdemokraterne.
Men opbruddet var på vej. I 1973 blev politikerne på Christiansborg chokerede, da de såkaldt “gamle partier” blev pulveriseret af et jordskredsvalg, der sendte to helt nye partier ind i Folketinget. Det ene var Fremskridtspartiet med den karismatiske og særegne Mogens Glistrup i spidsen. Det andet var Centrumdemokraterne med den afhoppede socialdemokrat, Erhard Jacobsen, som partistifter og leder. Resultatet var kaotisk. Valget i 1973 var også et protestvalg. Man havde få år forinden indført kildeskatten, og nu var det slut med at få udbetalt sin løn i kontanter. Staten havde regnet ud, at det kunne friste nogle til at opgive forkerte beløb til skattevæsenet, så de kunne beholde mere til sig selv. Så man tvang arbejdsgiverne til at tilbageholde skatten, samtidig med at man til formålet havde fået oprettet en datacentral og et cpr-register. Da Glistrup på landsdækkende tv fremviste en trækprocent på nul, og bagefter turnerede landet rundt med klare krav til at staten nedlagde sig selv og stoppede med at bruge borgernes penge, skabte det en protestbevægelse.
Socialdemokraterne begyndte efter valget en nedtur. Partibevægelsen holdte sig fortsat stor og fik i resten af 1970’erne generobret mange af deres mandater, men festen var forbi da den konservative Poul Schlüter overtog statsministerposten i 1982. Det borgerlige Danmark var tilbage efter at have tilbragt årtier i skyggen, hvis vi ser bort fra de få regeringsperioder, hvor de havde meget lidt indflydelse på trods af regeringsmagten. Men nogen større politisk bevægelse var der næppe tale om for de borgerlige i fattigfirserne. Men man fik samlet et flertal af partier omkring en anden dagsorden end den socialdemokratiske. Til gengæld fik man gjort det til en acceptabel adfærd at tjene penge, hvilket man i venstrefløjens storhedstid i 1970’erne betragtede som asocialt og helt ude i skoven.
Det interessante er at selvom man også i denne epoke af dansk politik også havde kendte figurer, der definerede partierne, så er der nogle markante forskelle til de partier og politikere, vi har i dag. For det første så var de gamle politikere kendetegnet ved at de hentede deres mandat og indflydelse i en bestemt politisk ide, der var dybt forankret i en underliggende politiske bevægelse. Denne politiske platform havde selvskrevne og indforståede regler. Eksempelvis var de venstreorienterede partier bevægelser, hvor det forventedes at man beslutsomt gik efter mere løn, mere fritid, flere velfærdsgoder og højere pension. Ligesom de borgerlige partier skulle have en leder der ville have lavere skat, mindre stat og færre offentlige ansatte.
Nutidens politikere
Selvom nogle måske vil argumentere for at det også er sådan i dag, så er påstanden her, at det er det ikke. Den moderne politik er især kendetegnet ved en bestemt forandring, set i forhold til fortidens politikere: Politikken afspejler ikke længere befolkningsgrupperne i en traditionel, klasseopdelt kultur. Der er ikke længere tale om store, homogene bevægelser, der på samme måde kræver deres plads i samfundet. Istedet for er der kommet en fortrinsvis stor gruppe af nogenlunde ensartede borgere, hvis vigtigste mål er at bevare status quo. Det vil sige at de ikke ønsker nævneværdig forandring på velfærdspolitikken, heller ikke ønsker økonomiske udsving, ikke er specielt interesserede i arbejdsmarkedet, lønforhøjelser eller strejker. I den sidste ende er de mest fokuserede på symbolpolitik.
Man kunne lidt modigt kalde denne store gruppe for de klasseløse borgere. Hvor man i fortiden meget nemmere kunne identificere sig med ens sociale baggrund, om man kom fra en arbejderfamilie eller en borgerlig familie, så har den socialdemokratiske omvæltning i perioden 1950-1980 ført til at langt flere får bedre uddannelser, højere lønninger og længere levetid, uden at de selv skal gøre noget for det. Det er ikke noget at kæmpe for længere. Problemet for venstrefløjen er at denne velstandsforbedring også betyder, at der ikke er det samme behov for at stemme for deres politik, når nu lommerne er så fulde, for så stor en del af befolkningen. Den store gruppe af danskere har netop langt mere end de skal bruge, måned efter måned, hvilket kan konstateres ved at forbruget de sidste 50 år kun er gået en vej, nemlig op og atter op. De får måske flere ejendele, flere biler og flere ferier – men de kan ikke længere hidse sig op over ret meget af den borgerlige politik. Dertil kommer også at den borgerlige blok i dag kender den demografiske sammensætning af befolkningen, hvorfor de ved at magten skal hentes i at tilfredsstille de klasseløse borgere.
Tilbage er der så at sætte nye dagsordener:
Det handler ikke længere om det klassiske skel mellem rig og fattig. De fattige tilhører nu en marginalgruppe, som der er bred, politisk enighed om at man først og fremmest skal kontrollere og sætte under tvang. Logikken er at fattigdom er selvforskyldt, uanset hvilke evner man, eller hvilken opvækst man har haft. Samtidig er mange af den opfattelse, at der ikke findes nogle fattige i Danmark. Lovreformerne har siden årtusindeskiftet derfor haft fokus på at sænke statens understøttelse til ledige og syge, da man implicit mener der er tale om dovenskab og udnyttelse af andres velgørenhed, hvis man er på bunden af samfundet.
Uden den store politiske bevægelse, med et tilsvarende stort krav om indrømmelser til samme bevægelse, er de politiske partier i stedet for nødt til at konkurrere om de samme politiske budskaber: Den politiske dagsorden er med andre ord blev symbolpolitisk. Dermed menes der nichepolitik, hvor forskellige særinteresser skal plejes, alt efter hvilken placering den enkelte særinteresse har fået i medierne. Et godt eksempel var en vinter, hvor der var knaphed på vejsalt. Der stod politikere så klar med et krav om mere vejsalt. Eller er der bandeopgør i pressen, så skal der flere “bandepakker” til. Har en enkeltsag vakt følelser og omtale, kan det også føre til politisk indblanding. Alt dette sker fortrinsvis uden en egentlig politisk bevægelse bagved, selvom forskellige partier naturligvis har nogle hjertebørn, de gerne tager patent på. Sagen er bare den, er der er hård konkurrence om de mest populære indslag i symbolpolitikken.
Forandringen i forhold til tidligere ses tydeligst ved at en nutidig politiker skal kunne håndtere disse nicheområder knivskarpt for at overleve. De “har været ude og sige”, som man siger. Og hvis man ikke er “ude og sige” nok, så falder agtelsen også internt i partierne. Her satser man på dygtige kommunikatorer, der kan formidle nichepolitikkens ypperste målsætning, nemlig en god “punchline” der kan overbevise den samme store vælgerskare om, at man er en god person. Men den bagvedliggende politiske organisation er knap så tydelig:
Partiprogrammerne er ikke hvad de har været. Det samme kan man sige om tilslutningen til de politiske partier, hvor antallet af medlemmer har været støt nedadgående gennem mange årtier. At melde sig ind i et parti er ikke længere en almindelig, folkelig handling, i bred forstand. Denne udvikling fører frem til den konklusion at man kan overveje, om politiske partier har udspillet deres rolle i demokratiet. Kan partierne i det hele taget rumme nichepolitikken, der hele tiden er i bevægelse?
Da Nye Borgerlige meldte sig på banen for få år siden, overtog de store dele af Dansk Folkepartis politiske fremdrift. Man tog med andre ord en eksisterende dagsorden og ændrede på måden denne fortælling kom ud til offentligheden på. Nye partier er generelt sprunget ud løbende, men effekten bliver større og større: Alternativet er et eksempel på et parti, der ud af det blå pludselig omfavner gamle partiers vælgere. Det samme er Liberal Alliance. De store op- og nedture for de gamle partier kan være tegn på den store metaltræthed, partisystemet udviser tegn på. Partierne kan ganske enkelt ikke rumme indre kritik, og selvom der altid har været fløje i partierne, så er de interne magtkampe så opslidende, at partierne ikke blot skal kæmpe med de andre partier, men også med deres egne partifæller.
Magten giver penge, og penge giver magt
Den store og brede fortælling i det enkelte parti er ikke længere til stede. Socialdemokraterne har i mange år bevæget sig markant væk fra den socialdemokratiske bevægelse, de engang var. I dag fremstår partiet mere som et parti, der støtter staten, og som rummer de store faggrupper, der lever af at arbejde med statens velfærdssystem. Venstre er ikke længere et parti med rødder i landbrugssamfundet, men et parti der fastholder velfærdsstaten. De konservative er fortsat et parti, der primært taler til den velstillede dagsorden, men som heller ikke kan kalde sig for folkelig. Resten af partierne agerer fortrinsvis ud fra nichepolitikken og overlader gerne stafetten til “blokvinderen”, der enten er Scialdemokratiet eller Venstre. For disse halepartier er det ofte muligt at få gennemført store dele af deres politik, selvom der er ikke er særlig stor opbakning til den i befolkningen. De kan nemlig handle sig til indflydelse ved at pege på de store partier eller true med at lade være.
Disse partier på hver deres side af de respektive “hovedpartier”, Socialdemokratiet og Venstre, bliver lidt nedladende kaldt for “støttepartier”. Ideen om at man kan opdele Danmark i en rød og en blå blok, har nok sin inspiration fra især den amerikanske kultur, men sagen er den, at der ikke er plads til et to-partisystem i Danmark. Det er der alt for mange dagsordener til. Alligevel går blokkene til valg på at føre en fælles politik. Den holder som regel kun hvis en blok har fået magten, for så er der jo magt noget at dele ud af. Ikke mindst ministerposter. Omvendt ser det ud i opposition. Her er der tid til at få ryddet op og smidt ud. Men hvorfor skal man i det hele taget kæmpe om magten i et parti? Og hvorfor er det i Danmark ikke muligt at blive valgt til parlamentet og få indflydelse, hvis man ikke er medlem af et parti?
Ja, hvorfor skal man være medlem af et parti?
Kan en politisk interesseret person altid erklære sig enig i hele partiprogrammet? Næppe. Men man tvinges til at gøre det, hvis man vil frem og have indflydelse. For medlemmer af de respektive partier vil dette måske virke som ren blasfemi, men en af de største svagheder ved partimodellen er, at partierne i takt med frafaldet i medlemsskaren, har tildelt sig selv lukrative støttepenge fra staten. Partierne er derfor hovedsageligt finansieret af staten og ikke en egentlig, folkelig opbakning. Udover at det vidner om den manglende opbakning til partierne i befolkningen, så gør økonomien det også muligt for de etablerede partier af afskærme sig selv fra nye konkurrenter, der vil ind på den politiske arena og slås. Politisk interesserede er derfor nød til at finde vej ind i de eksisterende rammer af ideologiske dogmer, hvis de realistisk set vil have indflydelse. Selvom der er opstået nye partier, som klarer sig godt, så har de alle det tilfælles, at de netop har en folkelig opbakning. Den energi og økonomi der drives frem af det politiske iværksætteri, kommer dog ofte til kort, når stemmerne er talt op. For få partier kan gøre ret meget andet end at komme ind i Folketinget og herefter hægte sig på den ene eller anden side af de store partier.
Det er muligt at få folkelige bevægelser etableret som partier. Men det er ikke den store forandring med nye bærende principper, der kommer til syne. Partisystemet er for svært og for dyrt til at skabe reelle forandringer, sådan som Socialdemokratiet gjorde det i det 20. århundrede.
Hermed skulle det vist være lykkedes at fornærme de fleste medlemmer af partier. Intentionen har dog været god, nemlig at påpege den manglende sammenhængskraft der er i at have politiske partier uden bred folkelig opbakning. Ganske vist sætter mange danskere deres stemme på et parti, hver gang der er valg, men der er heller ikke andre muligheder for at stemme. Vi har i Danmark ikke et valgsystem, hvor folk kan stille op som indivduelle kandidater med en realistisk mulighed for at blive valgt, selvom det til alles underholdning lykkedes for Jacob Haugaard, der ironisk nok ikke havde lyst til at være politiker.
