For de fleste børn starter drømmen om fodbold på en skolegård eller i en park. For Knud Herbert Sørensen begyndte det i baghaven i Middelfart. En lille dreng med store drømme blev til en af dansk fodbolds store skikkelser, og på AVISENs domicil, STATIONEN, fortæller han sin historie. Det er en fortælling om talent, hårdt arbejde og en evig kærlighed til spillet, der tog ham fra lokalbaner til mesterskaber og landskampe.
Knud Herbert Sørensen er ikke bare en tidligere fodboldspiller. Han er en del af fodboldens DNA, en mand, der har sat sit aftryk på en guldalder i Vejle Boldklub og i dansk fodbold. I dag reflekterer han over de mange højdepunkter og de få nedture, der har formet hans karriere.
Knud Herbert Sørensen er en mand, der kan fortælle, og det sker på levende vis. Det i sig selv, når man hører hans historie, er en bedrift, der har udgangspunkt i den danske filosof, Søren Kierkegaards, citat: “At vove er at tabe fodfæste en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv”. Knud Herbert Sørensen, eller Herbert som han underskriver sig i vores dialog, var nemlig ikke den store taler, da han blev anfører for Vejle Boldklub, men inden vi når så langt spoler vi tilbage, hvor det startede: På fodboldbanen, der lå tæt ved forældrenes baghave.
Fodboldens magi har det med at finde vej til selv de mest uskyldige steder. For Knud Herbert Sørensen begyndte rejsen ikke på et stort stadion eller i en organiseret klub, men som sagt i baghaven i Middelfart. Her, i skyggen af familiens bolig, blev fundamentet lagt for en karriere, der senere skulle tage ham til toppen af dansk fodbold.
– Bag vores have, lige dér, hvor haven sluttede, lå der faktisk en fodboldbane. Dem, der boede overfor os, havde en dreng, Emil Nielsen – han er desværre død nu – men han og jeg spillede altid fodbold deroppe. Vi har nok været seks, syv, otte eller ni år på det tidspunkt. Senere begyndte vi at spille i MG & BK i Middelfart. Det startede sådan rigtigt for mig der, husker Herbert og fortsætter:
– Emil og jeg fulgtes ad som ungdomsspillere, helt fra lilleput til vi rykkede op som seniorer. Min far var faktisk træner for holdet, han hed Finn Sørensen – han blev kaldt Generalen. Vi havde nogle rigtig gode hold i ungdomsårene, især som juniorer. Vi kunne matche OB og B1913 – det var jo de store klubber på Fyn dengang. OB var en kæmpe klub, men vi kunne spille med i mesterrækken sammen med dem. Vi var stolte af det, og vi havde nogle stærke årgange i 1952 og 1953, Emil og jeg var jo blandt dem. Det var en fantastisk tid.
Overgangen fra talentfuld ungdomsspiller til seniorfodbold er ofte en skelsættende periode i en spillers karriere. For Knud Herbert Sørensen blev denne tid præget af både store udfordringer og uventede muligheder, der skulle vise sig at forme hans fremtid. Fra at imponere som junior og yndlingsspiller i MG & BK til at få chancen for at spille mod nogle af datidens bedste i en træningskamp mod Vejle Boldklub – og efterfølgende få tilbudt en plads i en af Danmarks mest prominente klubber. Det var et stort skridt for en ung spiller fra Middelfart, og her fortæller Knud Herbert om de afgørende øjeblikke og overvejelserne bag hans rejse til Vejle.
– Som junior blev jeg udtaget til et særligt udvalgt juniorhold for Fyns bedste spillere. Det må have været omkring midten af 1960’erne. Jeg var også med til udtagelseskampe til ungdomslandsholdet, men jeg kom ikke med. Det var en god oplevelse alligevel. Senere spillede jeg tidligt med som ung på seniorførsteholdet. Jeg husker en vigtig oprykningskamp mod Svendborg, hvor vi desværre tabte, siger han.
– Det var en stærk præstation for en klub som MG & BK at komme så langt. Vi var tæt på oprykning, men vi tabte, som sagt, desværre til Svendborg. Det var en hård skuffelse, men det gjorde også, at jeg fik chancen for at rykke op på førsteholdet som senior, selvom jeg stadig var ynglingsspiller, husker Herbert. Han drikker lidt af sin kaffe og fortsætter sin fortælling, som jeg ikke afbryder.
– Der skete noget afgørende den sommer. Vejle Boldklub skulle spille en træningskamp mod vores førstehold. Det var VB’s Danmarkseriereserver, der kom til Middelfart Stadion. Jeg tænkte ikke, det var noget særligt, men allerede samme aften ringede min fars ven, som også var en af de store personligheder i MG & BK. Han fortalte, at VB’s ledelse var meget imponeret over mig og havde spurgt, om jeg ville komme til Vejle for at spille fodbold. Det var jo helt vildt stort. Vejle var en af de allerstørste klubber dengang, med spillere som Tommy Troelsen og andre store navne. Det var næsten uvirkeligt for mig.
Beslutningen om at flytte til Vejle var ikke uden overvejelser for Knud Herbert Sørensen. På det tidspunkt gik han på handelsskolen og var usikker på, hvilken retning han ville tage i livet. Vejle Boldklub tilbød dog en læreplads i Sparekassen i Vejle, hvilket gjorde valget lettere og skabte en solid ramme om det store skridt. I januar 1971 begyndte han både som spiller i Vejle Boldklub og som lærling i Sparekassen. Hele oplevelsen føltes som et stort eventyr, der åbnede dørene til en ny verden for den unge midtbanespiller.
– Jeg kom til Vejle i januar 1971. Jeg var 19 år gammel og meget spændt. Min debut kom allerede den 17. maj 1971 i en pokalkamp. Det var jo kæmpestort, selvom jeg startede på Danmarkserieniveau. Men det var ikke så nemt at komme til på førsteholdet dengang. Vejle blev mestre i 1971, og de havde spillere som Carsten Blom og Jørgen Markussen, der var store profiler. Jeg måtte finde mig i at vente på min tur.
I begyndelsen var det en udfordrende tid for Knud Herbert Sørensen, men han holdt fast i troen på, at hans chance nok skulle komme. Han fokuserede på at levere solide præstationer på Danmarkserieholdet og samtidig passe sit arbejde i Sparekassen. Alligevel blev han mødt af skuffelser, som da han i 1972 blev udtaget som 17. mand til en træningstur med Vejle Boldklub til Kenya. Kort før afrejsen blev han dog erstattet af Ole Fritzen, der netop var vendt hjem fra Holland. Det var et hårdt slag for Knud Herbert, der måtte håndtere en stor skuffelse på et afgørende tidspunkt i sin karriere. Det gjorde virkelig ondt.
– Ærligt talt blev jeg bitter. Jeg spillede hele 1972-sæsonen i ren protest, og jeg var egentlig mest sur på mig selv. Jeg plejer at sige, at jeg gik på druk sammen med min gode ven Jørgen Sørensen. Det var dumt, og jeg fortryder det stadig. Det var en tid, hvor jeg lærte på den hårde måde, at man ikke kommer nogen vegne ved at brokke sig eller give op, fortæller den middelfarteren.
Vendepunktet for Knud Herbert Sørensens karriere kom i sommeren 1973. På vej ned til en almindelig træning blev han stoppet af træner Jozef Szentgyörgyi, der med en besked ændrede retningen for hans tid i klubben. “Du spiller mod St. Pauli på lørdag!” lød ordene. Overrasket og spændt gik Knud Herbert på banen og leverede en fremragende indsats. Præstationen var så overbevisende, at han allerede dagen efter fik lov til at spille mod AB. Fra det øjeblik blev han en fast del af førsteholdet og begyndte for alvor at cementere sin plads i Vejle Boldklubs opstilling.
Storkamp mod Celtic
At få en fast plads på Vejle Boldklubs førstehold i 1973 var en milepæl for Knud Herbert Sørensen, og det samme år markerede han sig med en optræden i Europacuppen. Det var en uforglemmelig oplevelse, især da holdet mødte selveste Celtic i anden runde. I Skotland kæmpede Vejle sig til et imponerende 0-0 resultat foran et vildt publikum. Da returkampen blev spillet på hjemmebanen i Vejle, stod 19.000 tilskuere klar til at bakke holdet op. Desværre endte kampen 0-1, og Knud Herbert selv spillede en afgørende rolle i modstandernes sejr. En bold, han holdt på for længe, blev opsnappet, hvilket førte til Celtics scoring.
– Den fejl glemmer jeg aldrig, erkender han med et smil. Alligevel står kampen som et af de klareste øjeblikke i hans karriere, ikke mindst på grund af den enorme betydning og oplevelsen af at møde en så stor modstander.
1970’erne i Vejle Boldklub står som en af de mest glorværdige perioder i klubbens historie, ofte omtalt som de “10 gyldne år”. Det hele tog fart i 1974, hvor holdet sikrede sig sølv i ligaen, og året efter fulgte triumfen i pokalturneringen. Herefter fulgte en perlerække af succeser med gentagne pokalsejre i 1977 og 1981 og et mesterskab i 1984. Denne bemærkelsesværdige periode var præget af en næsten forudsigelig rytme – hvert andet år kunne klubben fejre en stor titel, enten som ligaens næstbedste eller som vindere af en prestigefyldt pokal.
Bag succesen stod ikke blot talentfulde spillere, men også en stærk fællesskabsånd, der forbandt truppen på og uden for banen. Sammenholdet i holdet var en afgørende faktor, der gjorde det muligt at præstere på højt niveau gennem så mange år. Det var en tid, hvor kvaliteten på banen gik hånd i hånd med den kammeratskab og ånd, der herskede i klubben. Et kammeratskab, der varer ved den dag i dag, fortæller Knud Herbert Sørensen.
Fodbolden blev professionel
I 1978 blev professionel fodbold officielt indført i Danmark, men i begyndelsen var det langt fra den fuldtidsbeskæftigelse, vi kender i dag. I årene derefter var det, man kaldte „fyraftens-professionalisme”, normen. Selv i landets bedste række, første division, havde både spillere og trænere typisk et fast arbejde ved siden af deres sportslige forpligtelser. De månedlige lønninger kunne mest af alt betegnes som en god sideindtægt, og fodbolden stod sjældent alene som karriere.
– Der skete en stor omvæltning i 1978, da der blev indført professionel fodbold. Det betød, at vi kunne få kontrakter og begynde at tjene penge på det. Det var en mærkelig tid, men også spændende, fortæller Knud Herbert Sørensen. Flere gode år fulgte for Knud Herbert Sørensen, der også blev anfører.
– At spille i Vejle under storhedstiden var en vild rejse, som blev definerende for både klubben og mig selv. Jeg kom hurtigt ind på holdet og fik allerede i min tredje sæson en stor ære: jeg blev anfører. Det var en rolle, der naturligt fulgte af min position på banen og mit ansvar. Men rollen som anfører kom også med udfordringer. Jeg husker tydeligt afslutningsfesten det første år som anfører. Der var en tradition i klubben om, at anføreren for førsteholdet skulle holde en tale for hele klubben – spillere, ledere og fans. Jeg følte mig overvældet og tænkte: “Det kan jeg ikke.” Aftenen før festen ringede jeg til min holdkammerat Flemming Serritslev og bad ham tage over. Han sagde ja, men med det forbehold, at han ville holde sin egen tale, ikke min. Det var fint med mig, fortæller han og tilføjer:
– Da jeg så stod der og lyttede til Flemmings tale, gik det op for mig, at jeg havde fejlet. Jeg havde ikke turdet tage rollen som leder på mig. Det mindede mig om et citat af Søren Kierkegaard: “At våge at miste fodfæste for en kort stund er ikke at miste sig selv.” Jeg indså, at jeg havde handlet modsat – jeg havde undgået at tage en risiko og derved mistet noget af mig selv. Det blev en vigtig lektie for mig. Fra den dag lovede jeg mig selv, at jeg ikke ville lade frygten styre. Jeg ville turde træde frem, selvom det kunne være ubehageligt.
Den tilgang har fulgt mig lige siden, ikke kun på banen, men i hele mit liv. Det handlede om at have modet til at tage ansvar og tro på sig selv. Da jeg stoppede som anfører, nævnte min efterfølger Alexander dette citat og sagde, at det var det, de huskede mig for. Det var en rørende anerkendelse, fordi det netop opsummerede min rejse – at finde modet til at stå ved sig selv, selv når det var svært.
Afslutningen på en gylden æra: 1984-sæsonen og det sidste kapitel
1984 markerede et højdepunkt i Knud Herbert Sørensens karriere, men også begyndelsen på afslutningen af en æra. For Vejle Boldklub blev sæsonen en triumf, da klubben sikrede sig det danske mesterskab og cementerede sin position som en af landets førende klubber i den nye professionelle æra. For Knud Herbert blev det en sæson fyldt med minder, stolthed og erkendelsen af, at hans tid som spiller snart var forbi.
Vejle spillede sig til toppen af dansk fodbold med en bemærkelsesværdig kombination af erfaring og talent. Med stærke profiler og et sammenhold, der var blevet opbygget over det foregående årti, viste holdet, at det kunne levere under pres. Mesterskabet i 1984 var det første i den professionelle tidsalder og et vidnesbyrd om klubbens evne til at omstille sig til de nye vilkår i dansk fodbold. Det var ikke bare en sportslig triumf, men også en milepæl, der markerede overgangen til en ny tid i dansk fodboldhistorie.
For Knud Herbert var mesterskabet i 1984 kulminationen på en lang og dedikeret karriere i Vejle. Han spillede en vigtig rolle som en af holdets erfarne skikkelser og bidrog med sit overblik og lederskab både på og uden for banen. Men samtidig begyndte han at mærke, at noget havde ændret sig. Trods sejrene og de store øjeblikke var der en begyndende træthed, en svindende motivation, der gjorde det klart, at han ikke længere fandt den samme glæde ved spillet.
Hans sidste store optræden for Vejle kom i Europacuppen i 1985 mod Steaua Bukarest. Det var en kamp, der blev spillet foran et passioneret hjemmepublikum, og som endte 1-1. For Knud Herbert var det en af hans bedste kampe, men også et øjeblik, der bekræftede, at tiden var inde til at sige farvel. Kort efter besluttede han sig for at trække sig tilbage, velvidende at han havde givet alt for klubben.
Sæsonen 1984 og de sidste kampe i 1985 blev dermed afslutningen på en ekstraordinær rejse for Knud Herbert Sørensen. Fra de tidlige år i Middelfart til de største scener i dansk og europæisk fodbold havde han oplevet det hele. Hans karriere var et symbol på loyalitet, hårdt arbejde og evnen til at rejse sig fra udfordringer. Da han endelig trak sig tilbage, gjorde han det som en af de mest respekterede spillere i Vejle Boldklubs historie – og med en arv, der stadig huskes i dag.
Det var anden artikel i serien om Knud Herbert Sørensen.
