Der har været mange ideer til, hvad man kunne udvide Fredericia Sundhedshus med. Før valget var den daværende Sundhedsudvalgsformand i Fredericia Kommune, Susanne Eilersen, på banen med ønsket om et hospice i Fredericia, det er stadig et ønske fra politikeren, der glæder sig over, at Venstre også er klar til at udvide sundhedshuset i Fredericia. 

Fredericia skal være på listen over nærhospitaler – det var byen, men så røg den af, derfor vil Susanne Eilersen, viceborgmester i Fredericia Kommune nu arbejde hårdt for, at byen stadig er på.

Susanne Eilersen. Arkivfoto: AVISEN

– I forhold til regeringens sundhedsudspil og de penge, som der er frigivet, så mener jeg og Dansk Folkeparti, at vi skal arbejde efter, at Fredericia Sundhedshus bliver et decideret nærhospital. Jeg synes, at vi sammen med formanden for udvalget i Fredericia, skal gå i dialog med regeringen og regionen om, at Fredericia bliver et af de 20 nærhospitaler, som der var lagt op til fra regeringens side, siger hun.

Lægevagten i Region Syddanmark er dog første skridt.

– Jeg mener også, at det som ligger allerførst for, det som kan hjælpe flest borgere nu og her, det er, at vi får genskabt lægevagten i Fredericia, som vi har haft før. Den blev lukket ned, uden at nogen vidste noget i Fredericia eller i regionen. Det var lægerne, der sagde, at det skyldtes corona. Men coronaen, i den daværende form, er overstået. På trods af det er der 20 steder i Region Syddanmark, hvor lægevagten ikke er genetableret. Det holder ikke, og det skal der gøres noget ved nu. Lægevagten skal hellere åbne i går end i dag. Den skal bare være der. Der skal det største fokus være fra Fredericia, mener Eilersen, der dog også er klar til, at Fredericia får en skadeklinik. 

– Jeg er også med på Venstres forslag (Pernelle Jensen (V) og Louis Lindholm (V) kom i weekenden med forslag om en skadeklinik i Fredericia red.) om skadeklinik, og som jeg har undersøgt det, så vil vi, hvis vi bliver kategoriseret som et nærhospital, få røntgen og med de andre muligheder vi har i sundhedshuset i dag, så er vi faktisk langt ad vejen, og kan gøre de ting, som en skadeklinik kan tage sig af. Derfor skal vi også kæmpe for, at vi bliver et nærhospital i Fredericia, siger Eilersen, der vil tage sagerne med på Christiansborg nu.

[bsa_pro_ad_space id=32] [bsa_pro_ad_space id=7]

– Jeg vil klart lægge pres på regeringen og stille spørgsmål til, hvad status er på nærhospitaler og lægevagten. Der må lægges et pres på Region Syddanmark og lægerne i form af PLO. Der skal ske noget nu. Hvis vi bliver et nærhospital, så kan vi honorere meget af det med de praktiserende læger, vi har i sundhedshuset allerede i dag, slutter Susanne Eilersen.

[bsa_pro_ad_space id=6]