DR får millioner af skatteborgerne, men det er forbløffende lidt af disse midler, der ender som noget flertallet af os kender til.

Når man år efter år, årti efter årti, har kunnet hente sine indtægter direkte i skatteborgernes lommer og uden hensyntagen til hverken produktets popularitet eller efterspørgsel, er der ikke noget at sige til man vænner sig til at være ligeglade med resultater.

For DR’s vedkommende taler resultaterne dog sit tydelige sprog. Hvor man engang var danskernes eneste tv tilbud, og faktisk også havde millioner af seere hver dag, er man i dag efterladt til en beskeden rolle som det tilbud, folk uden penge er tvunget til at tage imod. Seere og lyttere flygter fra DR. Ikke mindst på grund af de besparelser for 3 år siden, der sablede institutionen ned og som gjorde at man skaffede sig af med mange medarbejdere, der besad vital know how og evner. Det var overlevelsens kunst for DR.

I sidste uge meldte DR ud, at man nu sadlede gevaldigt om.

Man har langt om længe indset, at mange danskere ganske enkelt ikke gider beskæftige sig med meget af det indhold, der produceres, på trods af at kostprisen ellers er temmelig høj. Årsagerne kan man diskutere længe, men kendsgerningen er at det ikke nytter noget at insistere på at man skal være noget for alle. Det behov dækkes nemlig andre steder i dag, ikke mindst på Youtube og de sociale medier, hvor enhver med en mikrofon og et amatørkamera slår sig op som stjerner.

Tiden er ved at løbe fra det evindelige navlepilleri blandt journalisterne. De er ikke længere den eneste indgang til viden og information, og uanset hvor meget det piner dem, så finder folk deres daglige dosis skærmtid andre steder. Både fordi DR har holdt fast i et håbløst forældet begreb som flow tv og programformater, der passer dertil. Såvel som fordi man samtidig har insisteret på ens egen betydning, frem for om publikum faktisk interesserer sig.

Der bliver skam lavet og sendt mange gode programmer på DR. Men langt de fleste har alt for meget fokus på værterne og alt for lidt på det, de skal formidle. Her slår Youtube både DR og TV-2 af banen, fordi de mest succesfulde kanaler på Youtube er meget målrettede og kender deres publikum. Når man tager i betragtning hvor mange penge DR får af skatteborgerne, er det forbløffende lidt af disse midler, der ender som noget flertallet af danskere kender til.

DR’s arkiver bugner af kulturarv og historier, som man nidkært har fastholdt et jerngreb om. Det har været skadeligt for historikere, kulturlivet og samfundet som sådan. Den forrige regering forsøgte at indføre krav om at gøre indholdet tilgængeligt, men her tre år senere er der fortsat intet nyt under solen. Man skulle ikke tro at vi levede i den digitale tidsalder, når det kommer til DR. Dette er et problem, som man nu endelig erkender, om end det atter sker ved at man flytter rundt på chefer, frem for at vaske tavlen ren.
Sandheden er at DR burde koncentrere sig om at skabe indhold, der er frit tilgængeligt allevegne. Samtidig burde de mange historiske programmer være fuldt ud tilgængelige for offentligheden, så kulturarven kan indgå i samfundets læreprocesser og kulturelle dannelse. Det ville også gavne hvis man samtidig vendte tilbage til nogen af fortidens dyder, og især stoppede med at lavede poppede og platte programmer, hvis eneste formål er at alle skal kunne spejle sig i noget. For det har vi som bekendt allerede masser af på de nye medier.

DR har fortsat en eksistensberettigelse som et historisk og kulturelt epicenter, men det kræver at man begynder at dele ud, frem for at rage til sig. Her vender vi atter tilbage til problemet med, at man aldrig er tvunget til at beskæftige sig med om folk ønsker ens produkter, fordi pengene jo kommer ind på kontoen alligevel. Det vil næppe blive således, at hvert program kun skal måles på om det bliver set, men når der er dyre programmer på DR, der har lavere seertal end billigt produceret indhold på Youtube, så begynder det at ligne en vittighed. Derfor ville det klæde DR, hvis man begyndte at hæve ambitionsniveauet.

Hvis DR langt om længe får etableret en ordentlig streamingtjeneste, vil det helt sikkert hjælpe gevaldigt på situationen. Derfor sagde man også i forrige uge at programmerne fremover skal produceres med det for øje. Men vi er ikke i en økonomisk krisetid. Og historien har vist, at det kommer vi uanset hvad med jævne mellemrum. Når den næste krise rammer, så er det ikke sikkert, at folk vil være villige – eller have råd – til at betale for et DR, der dybest set leverer noget, der ikke findes bedre andre steder.

Derfor er det med al sandsynlighed sidste udkald for den gamle monopolgigant. Det er nu, de skal begynde at åbne op for deres arkiver og inddrage os alle sammen i det, vi selv har betalt for gennem hele DR’s levetid. Så ville deres eksistens nemlig være berettiget.

Skriv en kommentar