Kommentar: På trods af krisestemningen melder danske virksomheder om overskud. Der er et begrænset antal konkurser. Få er blevet ledige. Aktiviteten er fortsat høj i erhvervslivet. Alligevel fastholder man bekymrende tendenser, herunder tilbageholdenhed hos forbrugerne og bankerne. Bankerne har systematisk hævet deres renter af flere omgange, men deres indtjening har ikke været truet alvorligt.

Der var 81.000 ledige i januar 2023, hvilket kun var 500 flere end året før. Altså en stigning på 0.7%. Det samlede antal ledige var 2.8%. Industriproduktionen er fortsat høj, hvilket betyder at den var 16.3% højere i januar 2023 end i januar 2022. Statens indtægter fra selskabsskatten steg i 2021 med 33.1 milliarder kroner. Virksomhederne har med andre ord ikke en krise:

Men hvorfor holder mange så igen med investeringer og nyanskaffelser?

Efter finanskrisen sluttede i begyndelsen af 10’erne, har der været en generel stabilisering og fremgang. Forbrugertilliden voksede betydeligt. Corona pandemien kom i første omgang som et chok, men reelt steg forbruget ikke desto mindre. Kriseretorikken er dog fortsat, hvor centralbankerne har ført an med en aggressiv politik rettet mod en dæmpning af forbruget. Ustabiliteten på energimarkedet har været en medvirkende årsag, men det er i sær inflationen, der har fået den finanspolitiske diskurs etableret. Det er en dagsorden, der rammer forbrugerne hårdest. Først og fremmest dem med de laveste indkomster.

Det politiske landskab har svaret på udviklingen med forskellige hjælpepakker, der dog ikke har gjort nogen betydelig forskel:

En udhulet købekraft kommer kun tilbage ved en tilsvarende stigning i indtægterne. Det gælder både for folk på overførselsindkomster, såvel som folk med de laveste lønninger på arbejdsmarkedet. Men indtil videre er der ikke politisk opbakning til at regulere indtægterne i forhold til de massive prisstigninger, der blev etableret i 2022. I praksis betyder det en væsentlig afmatning for forbruget i mange danske hjem, da man er nød til at være mere påpasselig med, hvad man bruger pengene på.

Vi kommer næppe til at se priserne blive rullet tilbage. Så længe at reallønnen ikke tager højde for denne virkelighed, vil det være svært for økonomien at vokse. Sagen er den, at de laveste indkomster udgør en betydelig del af samfundsøkonomien. Folk på overførselsindkomster bruger primært deres penge i dagligvarebranchen, på husleje og tøj. Hvis de mangler 20% af deres købekraft, vil der således blive 20% færre af deres midler til indtjening her. Det kan mærkes, og det betyder afmatning.

På trods af at erhvervslivet som helhed ser ud til at klare sig godt, også i denne krisestemning, så vil de yderste led fortsat være præget af afmatningen. Det betyder i sær butikker og handelsdrivende. Folk skærer ned på varer, de godt kan undvære. Der ser ud til at være et boom indenfor genbrug, af samme årsag. Flere partier markerer sig til fordel for de ramte grupper af borgere, men hjælpepakker er midlertidige:

Det er prisstigningerne ikke.

Alt tyder på at husstande med to indtægter kan klare sig nogenlunde, mens det modsat rammer enlige hårdere. En skævvridning af boligmarkedet kan være på vej. Situation bliver ikke bedre af at politikere fastholder en negativ kurs med forøgede udgifter rettet mod boligejere, også på grund af fortidens skandaler med ejendomsvurderinger. Når der er afmatning i samfundets økonomi, råder politikerne over nogle muligheder. Man kan føre en lempelig finanspolitik, ligesom man kan sende flere penge ud i samfundet. Man kan også føre en stram finanspolitik, der ofte betyder krise for mange.

På nuværende tidspunkt ser det ud til at man vælger det sidste. Vi mangler endnu at se SVM-regeringens konkrete reformudspil for velfærdssamfundet. Men da ingen har travlt med at justerer de laveste indtægter for prisstigningerne, er det forventeligt, at man ikke har interesse for at reparere den forringelse, der er sket i denne gruppes levestandard. Samtidig tyder intet på, at der er en bedring i den økonomiske krisestemning. På trods af milliardstore overskud fastholder man generelt kriseretorikken, der dybest set skaber mistillid og usikkerhed.

Derfor er der behov for at klart udspil. I en tid hvor der primært snakkes om mangel på arbejdskraft, er det paradoksalt at man samtidig fastholder dommedagsscenarier og hæmmer væksten i erhvervslivet. Skatteindtægterne er stigende, og derfor bør man justerer de laveste indtægter til de nye priser, så disse penge kan komme ud og arbejde i detailhandlen og hos de handelsdrivende.