Sagde hun flere gange under koncerten i Tøjhuset. Visse kunstnere indtager scenen bare ved de vise sig. Nogle er opskruede selvbestaltede krukker, der tror de kan noget, fordi har haft fem minutter på et socialt medie, hvor deres moder siger, at de er gode.

Dana Fuchs ikke bare indtager scenen, hun er scenen, hun er sig selv, hun er udlært på den hårde måde, på den musikalske landevej, hun er en ”no bullshit vokalist”, der lever sig ind i sin musik og giver publikum alt.

Normalt ser vi Dana Fuchs med band og hun giver den gas på hele scenen, men ikke denne aften. Trioen var siddende og det blev en intimkoncert som man sjældent, oplever hende.

Dana Fuchs er svær at sætte i bås, hun spænder meget bredt fra country til hård rock. En musikalsk sukkerknald, der kan være både Askepot og Isdronningen, sur og sød. Denne aften i Tøjhuset var hun sød som Askepot, hvilket gav en dejlig stemning og som intimkoncerter lægger op til, talte hun meget med publikum.

Dana Fuchs spille for det meste egne numre fra sit sidste album og fra bag kataloget, hendes usædvanligt fede stemme blev støttet af John på guitar og Kevin på bas, selv stod hun for slagtøj. John og Kevin er godt sammen spillet og ofte havde bas og lead unisone rundgange uden der blev huller i musikken, begge er særdeles rutinerede.

Life is a hard road og Dana Fuchs er udlært der, hun startede som 19-årig i en hård branche, hun har spillet overalt, optrådt med Janis Joblin numre ved flere lejligheder.

En perfekt intimkoncert. MEN man savnede at se Dana med et fuldt band, hvor hun giver bundgas og slider mikrofonerne op. At se hende tam og spinde foran publikum er charmerende, men der er ikke meget rock and roll i det. Trods manglende vildskab var det en god koncert, hvor Danas store stemme viste sig i flot stil.

Poul Rand, Musikanmelder Fredericia Avisen.