Kort før valget 2015 kunne Susanne Eilersen sætte sin underskrift på Grundloven, da hun som stedfortræder skulle repræsentere det parti, hun blev en del af i 1998. I 2021 er Eilersen i gang med sit tredje årti i dansk politik.

Fokus er stadig det samme: Hun vil gøre en forskel, brænder for ældre- og sundhedsområdet, og hun har aldrig været bange for at udfordre det etablerede. Som politiker blev hun hurtigt fanget af at udrette noget, og gøre en forskel. Hun blev bidt af politik, selvom der også er mange bagsider af titlen som folketingsmedlem. Man skal være klar i spyttet, for man kan komme galt af sted, når man mener noget, fortæller hun.

Den 18. juni 2015 gik folketingsdrømmen for alvor i opfyldelse, da hun blev valgt som en af de 179 medlemmer, efter Dansk Folkeparti leverede et historisk resultat ved valget, som senere blev betegnet som ”Det gule valg”, hvor hverken rød eller blå slog til. Partiet satte sig tungt på det sydlige Jylland, og store dele af Sjælland.

– Det var en vild følelse. Det var en valgrus. Minderne fra den dag, og den senere bekræftelse på, at jeg var valgt til Folketinget, sidder dybt i mig. Det var stort, og med en følelse af lykkerus. Det var virkelig noget, der printer sig ind. Jeg glemmer det aldrig. Jeg blev en del af 179 folkevalgte politikere på Christiansborg. Jeg var stolt, fordi det var en ære at repræsentere de mange borgere i Danmark. Jeg fik hjertebanken. Det føltes om, at jeg var blevet kastet ud i et eventyr. Jeg oplevede, at alt var anderledes – hverken kommunikation, metoder eller væremåder kunne sammenlignes med lokal- eller regionspolitik, som jeg kendte, fortæller Susanne Eilersen.

Med 3940 stemmer i bagagen var hun klar til at yde en indsats for vælgerne og Danmark. Starten sammenligner hun dog med, når man skal ud at have sit første fuldtidsjob, som 18-årig. Som stedfortræder havde hun prøvet at være en del af oppositionen, imens landet var ledet af den socialdemokratiske statsminister, Helle Thorning-Schmidt. Det blev derfor ikke til de store politiske forhandlinger i de fire måneder, hvor hun var suppleant, men da Venstre med Dansk Folkepartis mange stemmer, kunne sætte sig på magten, blev hun en del af maskinrummet på Christiansborg. Starten gik med at blive klogere på, hvordan man interagerer med partier og ordfører, men også hvordan man hjælper hinanden, når man er i tvivl.

– Jeg husker, at alt ændrede sig, da Venstre fik statsministerposten. Vi var blevet det parlamentariske grundlag, som man ikke kunne ignorere grundet vores historiske valg, men det betød også, at vi skulle deltage aktivt i stort set alt, husker hun.

– Der skete en stor omvæltning for mig og mit politiske liv. Jeg kunne mærke det på den interesse, der var for mig. Pressen ville konstant tale med mig, og jeg blev ringet op af journalister, der ønskede at lave interviews med mig dagligt. Derfor er der ingen tvivl om, at der er en stor forskel på at være i oppositionen eller at være en del af regeringssamarbejdet, siger DF’eren.

Hun mødte et væld af virksomheder, borgmestre og organisationer, der ønskede at præsentere hende for emner og sager, som de havde brug for politisk støtte til. Samtidig samarbejdede hun aktivt med partifællerne, når de i fællesskab foreslog initiativer og arbejdede for hinandens interesser, hvor også de enkelte nærområder betød mere end, hun havde forventet. Hun blev klogere på proces og lærte meget af de andre kolleger på Borgen.

Derudover gik hun op i, at hun stadig repræsenterede Fredericia, selvom der blev brugt mange timer i København.

– Arbejdet i Folketinget betyder, at man repræsenterer sin by og sit område. Jeg havde besøg af mange mennesker fra vores område, og jeg blev kontaktet med massevis af sager i min tid på Christiansborg. Jeg er virkelig ærgerlig over, at vi i dag ikke har et folketingsmedlem, som repræsenterer vores skønne by, Fredericia. Det vil være godt med en fredericiansk stemme på Borgen, da viden, netværk og energien fra Borgen kan bruges lokalpolitisk, understreger hun.

Christiansborgstiden var enestående for Susanne Eilersen, og hun glemte aldrig fæstningsbyen i sit hverv, da hun mener, at selvom man er folketingsmedlem, så vil man altid på en eller anden måde have de lokale briller på undervejs. Det fandt hun også ud af, var noget de fleste lagde vægt på. Man kunne godt arbejde i motorrummet og se opgaverne fra et nationalt perspektiv, men de lokale interesser plejede MF’erne også.

Gennem tiden har hun derfor arbejdet tæt sammen med blandt andet Fredericia forhenværende borgmester Jacob Bjerregaard om kultur, arbejdspladser og meget andet, der gavnede byen. Derfor er hun også glad for, at hendes lokalpolitiske arbejde blev tilrettelagt, så hun også kunne passe sit hverv på Borgen.

Men det var hårdt at navigere rundt mellem lokalpolitik og landspolitik, da der er store forventninger til en, fortæller hun.

Dansk Folkeparti-politikeren mener, at det er vigtigt, at man ikke misbruger den tillid, man får af vælgerne, når man vælges. Det kræver, at man sætter mange ugentlige arbejdstimer af, og det husker hun også tilbage på som en lærerig tid. Hun havde arbejdsuger på 60-80 timer. Dagen startede klokken fem om morgenen, og så var hun først hjemme igen i sin lejlighed klokken otte om aftenen. Det var en spændende og travl tid, men hun havde ikke problemer med de lange arbejdsdage, fordi hun startede i politik i en sen alder, derfor var der ikke småbørn eller andre forpligtelser, der kunne besværliggøre det politiske arbejde for hende, og det var godt, for der blev knoklet.

– Det er ikke fester eller store og lækre middage, når man arbejder på Christiansborg. Der er mange mennesker, som har rettet blikket på en, og således skal man arbejde hårdt og professionelt, da der hviler et stort ansvar på ens skuldre. Jeg klager ikke, for jeg kunne godt lide det. Man får desuden dannet nogle professionelle venskaber på Borgen i ny og næ. Relationerne var med til at gøre arbejdsmiljøet godt og stærkt, siger hun.

Hun fik blandt andet gode relationer til socialdemokraterne, Trine Bramsen og Kaare Dybvad, samt Henning Hyllested fra Enhedslisten. Her fremhæver hun, at selvom man ikke deler de samme politiske holdninger, så kan man stadig danne nogle gode relationer.

Hun mener, at det er vigtigt i politik, uanset om det er landspolitik eller lokalpolitik, at man kan have uformelle, frie og rolige debatter, uden det bliver for låst og partipolitisk. Det kan det eksempelvis blive i udvalgs- og byrådsmøder, hvor man følger en bestemt dagsorden.

– Det er vigtigt, at man har relationer og deltager i sociale sammenkomster som politiker. Det er derigennem, at man oftest skaber tillid til hinanden. Derudover er det vigtigt at huske på, at meget af politikken bliver lavet uden for Borgen, så det er essentielt at kunne mødes i andre sammenhænge, siger Susanne Eilersen.

Det sker også, at man ikke når de møder, men beslutninger skal tages alligevel, derfor er man nødt til at være professionel.

Af gode minder og traditioner nævner hun åbningsdagen den første tirsdag i oktober. Det er politikernes store festdag. Åbningsdagen indeholder ritualer og gøremål, der skal overholdes. Det er også noget, som hun godt kan savne. Ved 2019-valget blev hun ikke genvalgt i Folketinget, da Dansk Folkeparti mistede mange mandater. Det var til trods for, at Susanne Eilersen i 2019 fik flere personlige stemmer, end ved Dansk Folkepartis jordskredsvalg i 2015. Hun gik fra at være nummer seks til nummer fire over de mest populære DF’ere i Syddanmark, men det var ikke nok til at beholde en stol i Folketinget.

I samme ombæring afleverede daværende Venstre-statsminister, Lars Løkke Rasmussen, nøglerne til Statsministeriet til formanden for Socialdemokratiet, Mette Frederiksen.

Susanne Eilersen betragter valgresultatet fra 2019 som et fælles nederlag i partiet, og ikke som et fravalg af hende. Hun er hverken sur eller bitter. Sådan er politik – og så må man rejse sig igen.

Hun stiller dog ikke op til Folketinget næste gang, da hun udelukkende fokuserer på lokalpolitikken i Fredericia. Hun har også haft en del at se til, særligt med arbejdet i kommunens økonomiudvalg de seneste syv måneder, men også som formand for Sundhedsudvalget. Lokalpolitikken kræver mange timer, men man kan udrette meget og nærmest se resultaterne med det samme, mener hun.

Eilersen har tænkt sig at give den fuldt skrue til lokalvalget i Fredericia, hvor hun ser et stort potentiale for at udvikle Fredericia.

– Jeg satser hele butikken på lokalpolitikken, da det giver mening for mig. Jeg har mange opgaver i byen, og jeg brænder for dem alle. Jeg har blod på tanden til at løse de lokale udfordringer, men også sætte visioner for den by, jeg elsker. Vi har måske nogle ridser i lakken med nogle personsager, men overordnet set har vi et godt ry i hele landet. Det skal vi være stolte af, og så skal vi arbejde videre på at udvikle vores by, slutter politikeren.

Skriv en kommentar