Fredericia Musicalteater var på dagsordenen til byrådsmødet onsdag den 25. maj. Nye Borgerliges Karsten Byrgesen ønskede i den forbindelse svar på, om det reelt set er covid-19, der er skyld i der ikke er solgt det forventede antal billetter, eller om der var andre grunde. Byrådets repræsentanter i musicalteatrets bestyrelse gav et svar.

Da det hedengangende Fredericia Teater gik konkurs fik covid-19 en del af skylden. Det har Karsten Byrgesen noteret sig. I afrapporteringen står der, at første kvartal af 2022 viser, at der er lavere indtægter på billetsalget end forventet. Musicalteateret begrunder det svigtende slag med ændrede købsadfærd hos forbrugerne, der ifølge afrapporteringen stadig er påvirket af corona.

– Jeg noterer mig, at corona er en hyppig forklaring, når det godt og skidt. Fx salget af billetter. Jeg vil anbefale vores to byrådsmedlemmer fra bestyrelsen og se på om det reelt set er corona, der gør det eller om der er andre årsager til, vi har billetsalg der ikke er, som det skal være. Corona er for let købt, vi skal have det mere dækkende, sagde Karsten Byrgesen.

David Gulløv (A) sidder sammen med Kenny Bruun Olsen (V) i Fredericia Musicalteaters bestyrelse, og gav et svar til Byrgesen.

– Vi har set tallene fra øvrige teatre, og det er en generel tendens, og jeg hæfter mig ved, at der er et positiv regnskab (400.000 kroner i overskud for perioden 1. januar – 31. marts , red.), og det ser positivt ud trods corona. Det kommer til at ændre sig til gode billetsalg, forklarede Gulløv.

Enhedslistens Cecilie Roed Schultz husker tilbage på musicalen “De tre små grise”, der var en succes billetmæssigt.

– Jeg er tilfreds med at se, at billetprocenten på børnemusicalen, og det bekræfter mig i, at der er nicheområde man kan gå efter. Den er nomineret til en Reumert, så det er høj kvalitet, og noget vi kan være stolte af. Jeg håber, at man vil gå mere i den retning, og det vedtog vi også, da vi besluttede økonomien. Jeg håber, at vi ser det samme billetsalg i efteråret, og at vi er oppe på et niveau, hvor vi får god omtale. Det fortjener teatret og byen, sagde Roed Schultz.

Venstres Kenny Bruun Olsen minder om, at det tager tid at genskabe det renommé Fredericia tidligere har haft på musicalscenen, da der er ridser i lakken.

– Det er godt arbejde, de gør, også på nuværende tidspunkt. Det har været lidt op ad bakke, da vi har været landsdækkende tidligere, og så skete det her for to år siden og så står vi her, og de billetter vi mangler at sælge, det er til dem udefra. Det med at få så mange ind igen er hårdt arbejde, men det kommer med den kvalitet, vi leverer. Skal vi være stolte, så er det mange gange sådan, at der skal komme nogen udefra og sige man kan noget. Det hele lukkede ned og vi er startet på ny, udtalte Kenny Bruun Olsen.

Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti var på linje med Kenny Bruun Olsen.

– Ting tager tid, og det er klart en konkurs, der ryger sammen med corona, er dobbeltkonfekt. Nogen var skuffede, og det skal vi ærlige og anerkende. De havde købt billetter til en forestilling, der ikke var noget værd. Jeg tror på den, der kommer i efteråret og jeg hører, at fredericianerne tror på det. Vi har brug for fyrtårne, og så skal folk udefra nok kommer. Corona sætter mange spor efter sig. Vores setup omkring teatret er jeg tryg ved, sagde hun.