– Vi skal finde besparelser på 80 mio. kroner, udtaler borgmester Jacob Bjerregaard (S) i dagens udgave af Fredericia Dagblad. Torsdag tages første skridt i den sparerunde, som vores politikere er tvunget ud i.

Men man kan undre sig over byrådets økonomiske dispositioner, når det gælder dem selv. Først var der en regning i langt over 100.000 kroners klassen, da skatteborgerne i Fredericia var den glade giver, da der blev afholdt tiltrædelsesreception for borgmester Jacob Bjerregaard og afskedsarrangement for tidligere og nuværende byrådsmedlemmer på Oven Vande.

Så var der sagen om fyringen af Fredericias tidligere kommunaldirektør Tim Jeppesen, der skete blot 36 dage efter, at Jacob Bjerregaard (S) havde sat sig i borgmesterstolen.

En fyring, der kostede borgerne i Fredericia ca. 2,6-2,7 millioner kroner.

Det sidste nye fra byrådet er, at da man skulle fotografere medlemmer af byrådet, blev der gjort af en fotograf ude i byen! Dette er selvom, at Fredericia Kommune har en fastansat fotograf, som plejer at udfører dette arbejde.

En aktindsigt viser, at man hyrede en af Fredericias dygtigste fotografer – Helle S. Andersen på Vesterbrogade, til at varetage den opgave.

Pris: små 18.000 kroner.

De tidligere byrådsmedlemmer gennem tiden, har brugt Fredericia Kommunes egen fastansatte fotograf, men ikke det nye byråd. Almindelige ansatte på kommunen bliver også fotograferet af kommunes egen fastansatte og dygtige fotograf.

Hvad er ellers meningen med, at fastansatte en fotograf, hvis man alligevel ikke bruger ham?

Den kvikke læser synes nok, at det er navlepilleri, at bruge tid på en regning på “kun” 18.000 kroner. Men det er ikke beløbets størrelse, men princippet der er afgørende.

Hvad mener du?