Det første butikstyveri skete i H&M tirsdag ved 13-tiden, hvor en kvinde indfinder sig i butikken med en IKEA-pose, som hun fylder med varer og forsvinder fra stedet.

– Der er faktisk nogle borgere, der gør personalet i butikken opmærksom på, at kvinden har begået butikstyveri. Men de når ikke at få fat i hende, oplyser Mogens Damgaard fra lokalpolitiet i Fredericia til Fredericia Avisen.

Ved 16-tiden dukker den samme butikstyv op i Føtex i Prinsessegade, hvor hun også stjæler varer. Hun bliver dog opdaget af personalet, men denne gang lykkes det også kvinden at smutte fra personalet.

– Men vi har så mange oplysninger, at vi kan kæde disse to butikstyverier sammen, så vi ved hvem kvinden er. En patrulje aflægger hende et besøg, hvor der bliver fundet tyvekoster, der er stjålet i de to butikker, slutter Mogens Damgaard.

Butikstyven er en 43-årig kvinde, der bor i centrum i Fredericia. Den 43-årig er en gammel kending af politiet.

(Arkivfoto)