Efter at der er sat et punktum for borgmestersagen uden, at der har været nogen domfældelse eller bod, fortryder borgmester Steen Wrist ikke beslutningen om hverken at bortvise den daværende kommunaldirektør eller politianmeldelsen nogle måneder senere.

Det var spektakulært. Det vakte opsigt i hele landet. Den nyudnævnte borgmester Steen Wrist (A) fik sin ilddåb, da han på et pressemøde den 12. marts 2021 skulle præsentere konklusionerne fra en rasende dyr advokatundersøgelse, der blev udfærdiget af firmaet Horten. De konklusioner var barske og opsigtsvækkende:

Der var foregået forkerte ting i kommunen, og det hele skulle politianmeldes. Sagerne rettede sig mod den bortviste kommunaldirektør, Annemarie Zacho Broe og den detroniserede eksborgmester Jacob Bjerregaard. De blev beskyldt for at have haft et upassende forhold, samtidig med at aviserne kørte artikler med danske videoer, hotelregninger og byggesagsnotater. Men ud af det blå trak advokatfirmaet Horten også en anklage frem mod de lokale medier, EventC og det lokale erhvervsliv. Alt sammen anklager der i den sidste ende ikke kunne føre til nogen form for dom eller konsekvens. Kort sagt kunne hverken politiet, Ankestyrelsen og nu voldgiftssagen finde nogle skyldige. En ting var dog sikkert:

Der var kommet en ny kommunaldirektør og en ny borgmester.

Samtidig forsvandt ledende medarbejdere fra borgmestergangen. Kommunen var i størstedelen af 2021 ramt af chok. I august 2021 afslørende Danske Digitale Medier A/S omfattende misbrug af midler i det kommunale havneselskab, ADP. Det fik Fredericia Kommune til at iværksætte endnu en advokatundersøgelse. I dette tilfælde aftalte Horten forløbet med ADP’s advokat, uden at de meget specifikke bilag blev undersøgt detaljeret. Samlet set har advokatfirmaet Horten kunnet sende betydelige regninger for begge forløb, der nu mangler i den kommunale kasse.

Borgmester Steen Wrist tager den aktuelle afgørelse i voldgiftssagen til efterretning, men er ærgerlig over, at det har kostet borgerne så mange penge. Men han slår fast, at der også var et politisk ønske blandt partierne i byrådet om at få undersøgt alt eksternt og uvildigt:

[bsa_pro_ad_space id=32] [bsa_pro_ad_space id=7]

– Jeg synes ikke, vi havde noget valg. Med de oplysninger vi havde og den situation, vi stod i. Vi var nødt til at handle. Samtidig kunne vi ikke klare det internt. Synes jeg, det er ærgerlige penge, vi godt kunne have brugt på noget andet? Ja, i den grad. Men hvad var alternativet? Vi tog beslutningen om bortvisning på baggrund af de informationer, vi havde på daværende tidspunkt, og dem var vi nødt til at handle på.

Borgmesteren uddyber, at når man er ansat som kommunaldirektør, så har man en særlig beskyttelse, da man har pligt til at sige fra, hvis noget ikke er i orden.

– På baggrund af den viden vi fik, mente vi ikke, at der var sagt fra. Derfor gjaldt beskyttelsen ikke. Der findes forskellige grader af afskedigelser, og vi valgte den strengeste med bortvisning uden løn. Nu er voldgiftsretten nået frem til en afgørelse om, at der ikke var bortvisningsgrundlag, og den tager vi til efterretning. Men jeg er tilfreds med at voldgiftsretten, trods det ikke siger, at der ikke var et afskedigelsesgrundlag, siger Steen Wrist.

At sagen har været dyr for kommunen, er Steen Wrist ikke glad for. Men han peger på, at det også er en nødvendighed i en grundig proces, når den slags sager dukker op. Han mener samtidig, at sagen er principiel for hele Danmark og alle kommunalforvaltninger kan lære af den. Wrist havde håbet på et andet resultat, og samtidig synes han, det har taget alt for lang tid.

– Det er præcis 20 måneder siden, at Jacob Bjerregaard meldte sin afgang. Og vi er først nået hertil nu. Men der er intet, vi kunne have gjort ved det, siger Steen Wrist og fortsætter:

– Jeg synes, vi har gjort det på den bedst mulige måde. Der er ved gud mange andre ting, jeg hellere vil bruge de penge på. Men det er også en rimelig gang for sagens parter, at det bliver afgjort af en højesteretsdommer. Jeg håber aldrig, at vi nogensinde kommer i nærheden af noget, der bare minder om det her igen i Fredericia Kommune. Det håber jeg sådan set ikke for nogen kommuner. Men skulle man stå i det, så vil rådet herfra være, hold nu hovedet koldt. Det vil til evig tid være et stort kapitel i Fredericias historie. På den måde bliver det ikke bare sådan afsluttet. Og det er jeg ked af.

Steen Wrist fastholder, at hvis der er noget at slå fast, så er det, at man skal til bunds i sådanne anklager. Sagen har kastet en mørk skygge over forvaltningen i Fredericia Kommune. Men på spørgsmålet om hvorvidt Steen Wrist har tillid til forvaltningen, svarer han resolut:

– Jeg har fuld tillid til forvaltningen i Fredericia Kommune. Det er klart, at vi stadig kan lære, og gøre ting bedre, eksempelvis nogle af de meget kritiske ting vi så i revisionsberetning i 2020, dem skal vi håndtere og lave om i 2021. Men vi fik en væsentlig bedre revisionspåtegning i 2021. Men ikke dermed sagt, at vi er i mål. Jeg har tillid til fremover, at forvaltningen siger fra overfor en borgmester.

[bsa_pro_ad_space id=6]