På de sociale medier er der en blandet modtagelse af Inger Støjberg og hendes nye parti, Danmarksdemokraterne. Men blandt danskerne er situationen en helt anden. På blot én dag har Inger Støjberg samlet mere end 40.000 vælgererklæringer.

Der var mange politiske kommentatorer, der havde travlt med at fortælle Inger Støjberg, at hun skulle komme ud af busken, hvis hun skulle nå at stable et opstillingsberettiget parti på benene. Men de tog grueligt fejl, for allerede dagen efter oprettelsen af et nyt parti oplyser Indenrigsministeriet, der står for vælgererklæringer, at partiet har fået mere end 40.000 vælgererklæringer. De er endnu ikke gyldige, da der er en karensperiode på 7 dage, hvorefter de skal bekræftes, men det vidner om en overvældende interesse for Inger Støjbergs politiske projekt.

Inger Støjberg præsenterede torsdag hendes nye parti, Danmarksdemokraterne, der ifølge Støjberg selv skal være et parti for ”folk flest”, og skal gøre op med det, hun selv kalder for en centralisering og et politisk fokus på storbyen. Flygtninge- og udlændingepolitikken skal altså ikke være det eneste politiske projekt, men Støjberg ligger ikke skjul på, at danskerne ved, hvor hun står – og at man kan regne med, at det fortsat er hendes holdning.

Kritik på de sociale medier

Selvom danskerne i hobetal har været inde og give deres støtte til Inger Støjberg, så er der på de sociale medier også gået krig i den. Flere har været ude med kritik af Støjberg – men der er også flere støtteerklæringer at finde.

Bolig- og Indenrigsminister, Christian Rabjerg Madsen, er skarp i sin retorik omkring Støjbergs politiske projekt. Han beskylder Inger Støjberg for selv at have været med til at skabe den centralisering, som hun nu stabler et parti på benene for at bekæmpe.

Tidligere presserådgiver i Statsministeriet og Skatteministeriet, Christian Moselund Aaby er også kritisk om Støjbergs projekt. Han mener ikke, at Støjberg adskiller sig fra de allerede eksisterende partier i Folketinget.

Den mangeårige minister for Venstre, Søren Pind, ser positivt på den skattepolitik, som Inger Støjberg har fremlagt. I forbindelse med offentliggørelsen af det nye parti slog Inger Støjberg fast, at der i udgangspunktet ikke er en eneste skat, som hun ikke ønsker at sænke.

Omvendt er Enhedslistens Pelle Dragsted meget lidt begejstret for Støjbergs skattepolitik.