Efter at have været aktiv for Rock Under Broen hen over tre årtier har Bent Frandsen, formand for Rock Under Broen, besluttet sig for at stoppe, mens legen er god. Sommerens to festdage i juni 2022 blev en overvældende succes for alle de frivillige, kunstnerne og holdet bag ved Rock Under Broen.

– Man må sige, at det blev en gigantisk succes. Pladsen var proppet med mennesker, og efter to års ufrivillig pause var gensynsglæden med til at skabe en helt formidabel stemning for de 32.800 mennesker. Det var en stor forløsning for mig og de andre. Da coronakrisen var på sit højeste, nåede vi smertegrænsen. Nu lykkedes det os at trække Rock Under Broen gennem krisen, og med den her kæmpe fest, vi fik i juni, føler jeg tidspunktet er kommet til at overlade ansvaret til en yngre generation, udtaler Bent Frandsen.

Allerede forrige år meddelte Bent Frandsen, at han ville stoppe i 2023. Det er denne beslutning, han nu fremskynder. Han har indgået en konsulentkontrakt med Rock Under Broen, der gælder for et år, så overgangen bliver så smidig som mulig:

– Nu skal vi hjælpe det hele godt videre. For Vagn Ove Hansen og Claus Hansen stopper også. Det unge team skal til at fylde badekarret op med frisk vand, og vi byder dem velkommen i spidsen for en af Danmarks mest solide endagsfestivaller.

Bent Frandsen har indstillet at Charlotte Skovby overtager posten som formand for Rock Under Broen. Frandsen udtræder samtidig af bestyrelsen 30-9-2022.

– Det bliver en tiltrængt oplevelse for mig at få mere tid. Rock Under Broen har fyldt rigtig meget i mit liv. Så jeg er pavestolt af at kunne overlade det i så god tilstand.

[bsa_pro_ad_space id=32] [bsa_pro_ad_space id=7]

Det historiske resultat for Rock Under Broen 2022 præsenteres ved en afskedsreception for Bent Frandsen og han vil samtidig byde velkommen til den nye formand Charlotte Skovby som har 4 års erfaring som bestyrelsesmedlem og kasserer i Rock under Broen.

Afskedsreceptionen holdes på Restaurant Marsvinet, Øster Hougvej 116, Middelfart den 23. september 2022 fra kl. 13.00 til 17.00.

[bsa_pro_ad_space id=6]