FHK turde ikke overlade noget til tilfældighederne. Det er blevet slået fast med tilgangen af Kim Sonne-Hansen som ny keeper.

Med Emil Tellerup ude i minimum fire uger med en brækket hånd, så ville FHK stå i en situation med en uprøvet keeper som andetvalg og hvis Thorsten Fries skulle gå i stykker, ville det blive en uholdbar situation.

Allerede da Fries var ude, og Tellerup ikke ramte niveau i de to kampe, blev situationen klar. Thorsten Fries har vist sig at være den forstærkning, som FHK har hungret efter på målmandspositionen, men gabet ned til Tellerup som en, der bare lige kan tage over i tilfælde af en skade, viste sig både mod Mors-Thy og Aalborg, at være for stor.

Med en længerevarende skade til Emil Tellerup gav det sig selv, at der skulle reageres prompte. Det ville ikke være fair overfor både U19-keeperen Rasmus Storm og 2. divisionskeeperen Magnus Nyegaard at skulle ind og præstere i ligakampe, når de slet ikke har erfaring fra den hylde, og man heller ikke ved, om de har niveau til det. Derfor lå det i kortene, at markedet skulle afsøges for en ny keeper.

Til FHK’s held lå der en løsning lige for med Kim Sonne-Hansen, der tilmed kender den danske liga indegående. Sonne har prominente håndboldadresser på cv’et i form af flere Bundesligaklubber som blandt andet Kiel og Erlangen, hvor det er sidstnævnte klub han skifter fra.

I Erlangen var Kim Sonne tredjevalget i målet, og det var blevet en uholdbar situation for den to meter høje keeper, der ikke for alvor har slået sit navn fast i dansk klubhåndbold. Op til 2021/22-sæsonen skiftede han til Ribe-Esbjerg efter et ophold i fransk håndbold, men han forlod klubben igen i januar, hvor turen gik til HC Erlangen.

Med så mange år på bagen i udenlandsk håndbold vidner det om, at man har et vis niveau og når klubberne er i Tyskland og Frankrig, er det et kvalitetsstempel. Derfor er der tale om en win-win situation for Kim Sonne og FHK, der på hver deres måde får et ønske opfyldt. Sonne får muligheden for spilletid, og FHK får en supplement til Thorsten Fries som man kan sætte sin lid til fremfor en ung og uprøvet keeper.

Den næste hurdle for FHK er, hvis Anders Kragh Martinusens skade i skulderen viser sig at være af længere karakter. Muligvis kan Martinusen være klar allerede i december, men hvis ikke han er klar der, er det en stor svækkelse. Det er dog ikke en spiller, som FHK bare går ud og henter en erstatning for på samme måde som man har gjort i tilfældet med keepersituationen, hvor der var tale om en klar reaktion fra den sportslige ledelse.

På højre back kan man arbejde med alternative løsninger og har tilmed en ung fremadstormende spiller i form Nikolaj Petersen, som man har stor tiltro til. Han er endnu ikke slået igennem på liganiveau, men hvis han ikke får lidt tillid, når der er skader, så kommer gennembruddet ikke. Mod TTH Holstebro viste Nicolaj Nørager sig også at være et alternativ, og derfor kommer FHK næppe til at hente en ny højre back her og nu.