Rektor på Fredericia Maskinmesterskole, Jens Færgemand Mikkelsen, kunne den 1. januar 2022 fejre 25 år som ansat i staten.

Jens er selv uddannet Sætteskipper i Frederikshavn og Maskinmester fra Fredericia Maskinmesterskole og har i en periode på 10 år tilbragt det meste af sin tid på søen, over og under dæk på store og små fartøjer. Og spørger du ham, hvor i verden han har sejlet, er svaret: ”hvor har jeg ikke sejlet”.
Med en køjesæk fyldt med erfaringer gik Jens fra borde tilbage i 1997 og blev landkrabbe. Fra 1. januar 1997 blev han ansat som sagsbehandler i Farvandsvæsenet i København og blev senere leder af Driftscenter Korsør i Farvandsvæsenet.

– Jeg blev ansat i staten efter at have sejlet i nogle år. Jeg stiftede familie, og så kom der er et tidspunkt, hvor det ikke harmonerede med at sejle, så jeg fandt et job hos Farvandsvæsnet i København. Der startede jeg den 1. januar 1997 og var der i ti år. Vi boede i Middelfart og så pendlede jeg til Korsør, inden jeg blev en del af FMS, hvor jeg selv var uddannet maskinmester.

Hvordan var det at blive landkrabbe?

– Det med at have noget, man kender og er god til, og så give slip på var grænseoverskridende, men omvendt et tilvalg af noget, og et fravalg af noget andet, men jeg ville da familien, siger Færgemand.

Savner du at sejle?

– Ser jeg en coaster i godt vejr, så drømmer jeg mig tilbage, men det skal være godt vejr så, siger han og griner.

Hvad var FMS, da du selv gik der?

– Dengang var det en mindre skole med 100 – 120 studerende med et helt andet setup end nu. Det var en god tid, der var spædende og det passede godt ind i det jeg ville. Fredericia var en industriby og jeg kom i praktik på Kemira, og det var lærerrigt, og der var et godt socialt samvær på fabrikken, og jeg blev en del af det, siger rektor, der tidligt blev leder:

– Jeg tror altid, at det har ligget til mig. Når man tager navigatøruddannelser, bliver man lidt leder, og styrede tjansen på dækket og jeg nåede at være skipper i et stykke tid. Da jeg blev maskinmester, blev jeg bevidst om lederrollen. Jeg prøver at være lydhør og prøver at tage imod tingene, der kommer fra medarbejderne, men selvfølgelig kommer der nogle gange et stormvejr, hvor beslutningerne ikke er lige populære. Senest med corona traf vi beslutninger, som ikke er populære, blandt onlineeksaminerne, fortæller Jens Færgemand Mikkelsen.

Der er sket meget siden 2007, fortæller Færgemand, der er i dag er blevet rektor. En opgave og et kald, han er glad for.

– Der var sket et skifte til, at det var blevet en professionsbacheloruddannelse, så opbygningen var ændret siden, jeg var der. FMS er meget mere end det. Vi blev flyttet fra Søfartsstyrelsen over til Uddannelsesministeriet, så i dag er det et sted, hvor vi underviser, forsker, udvikler og laver kursusvirksomhed på et andet plan end tidligere. Vi har mulighed for at udvikle uddannelsen i spændende retninger, eksempelvis datacenterbranchen. Der er mange spændende ting i gang og der er en ingeniøruddannelse på vej, fortæller om at blive rektor.

– Du er det sidste led. Inden da kunne man altid sende den videre. Qua jeg har været på FMS i så mange år, også som ressourcedirektør og været en del af chefgruppen, er det ikke ukendt og jeg synes ikke, at jeg har været i situationer, hvor jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle håndtere det. Jeg glæder mig til at gå på arbejde hver eneste dag, og der er nok at arbejde med.

Åbner i Sønderborg

– 2022 bliver et spændende år. For det første er vi lige ved at lægge sidste hånd på maskinmesteruddannelsen i Sønderborg og det gør, at vi samarbejder med større virksomheder dernede, og det giver en ny udvikling. Vi arbejder på ingeniøruddannelsen, og forhåbentligt sendes ansøgningen ind til næste år. Det er anderledes end maskinmesteruddannelsen i Sønderborg. Lige nu sidder der nogen erfarne undervisere og støber det sammen, fortæller rektor.

Hvordan fejrede du de 25 år?

– Jeg bryder mig ikke om at være i centrum. Jeg fejrede det med et LinkedIn-opslag, og det er det. Nogen af kollegaerne har sagt, at det burde kaste noget af sig, så det må vi se på, når vi må mødes alle sammen, måske et glas champagne, slutter han med et smil.

Skriv en kommentar